Susling på den tanketomme måde

Jeg arbejder hjemme i dag igen og det er nok meget godt, for mit hovede bobler og jeg nyser bare jeg tænker på et græsstrå. (Det er altså anstrengende, så'n at være pollenallergiker). Bortset fra det, så tænker jeg ikke så meget i disse dage. Jeg er her bare, mens jeg flytter min krop fra sted til sted og jeg er nok mere ude i noget konstatering. "Nå, der er vist en der mener sådan." "Nå, de har stadig ikke fået stoppet olien i Golfen." "Nå, Barak og ham Medejev (sådan ca.) spiser en burger sammen" osv. osv. osv.

Tænker på, om det er noget aldersbetinget, at hjernen sådan melder pas på de dybe betragtninger. Eller måske bare noget generel nivillering.

Inden jeg ser mig om, er jeg måske gået igang med at blogge om mine halvvisne pæoner eller vise billeder af mine bare sure tæer i mine nye sølvgladiatorsandaler, som jeg blev nødt til at købe i en pause, fordi mine gamle sandaler stod af og jeg flaprede rundt på gangene med 1 ½ sandal på fødderne. "Aaaaiiii, hvor ærgerligt," tænkte jeg. "Nu bliver jeg nødt til at købe nogle nye sandaler."

Der er også similisten på de nye sandaler. Ren bling, bling og ret motiverende for lige at hive fodgrejet frem, så fødderne ku' få sig et sommer-look. Bling, bling og hård hud matcher ret dårligt. Bortset fra det, synes jeg sådan nogle gladiatorstabejser er rimelig komplicerede at få spændt. Der er spænder overalt, men så er det da godt, at jeg er over småbørnsstadiet og stadig i en alder, hvor jeg kan nå mine fødder. Man skal jo være taknemmelig for den slags. Altså, at man stadig kan både se og nå sine fødder. Kunne jo være, at man var nået dertil, hvor den slags var en saga blot. Er jo trods alt 46 og i den alder bliver der ikke givet ved dørene, skulle jeg hilse og sige. Hverken på den ene måde eller den anden. Det er bare om at få det bedste ud af den tid man har, inden man ender på gerontologkrematoriet.