kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

5.6.10

Susling går i baglås

Jeg ved ikke. Jeg ved virkelig ikke. Jeg burde vide, men jeg gør det ikke. Det er ikke nemt.

Hvordan fanden takler man, at ens gamle Moster, den eneste tilbage, der står mellem mig og første række i livscyklusen, har fået hugget sit ene ben af og er fuldstændig skæv på morfin?

Det jeg ikke kan takle, det er, at hun bliver underlig. Hun laller derud af på en medicinrus og hænger sig i detaljer og petitesser. Og det er sådan nogle underlige ting hun hænger sig i. F.eks. det nye tv vi har købt til hende. Der er ikke det, der er galt. Og hun snakker løs om det. Så kan der komme sollys på og det kan det ikke tåle. Og hvad er det for noget med det Ld- noget og plasmahejs og kan vi ikke bare bytte, så hun får vores tv og vi hendes. Det lyder måske ikke af så meget, men det er bare så enerverende, at skulle høre på det samme og svare på det samme over and over and over and over and over-again.

Hun har altid haft en rem af huden. F.eks. en gang, hvor hun havde købt en nederdel til min lille niece - min brors barn. Hun ringede 4 gange før fødselsdagen med kun det emne på tapetet, blev ved med at jappe løs om kun det ene emne under fødselsdagen og efter fødselsdagen ringede hun daglig i en uge og var stadig i tvivl. Og jeg skulle høre på det samme og svare på det samme over and over and over and over and over-again.

Det jeg mener er: At kunne hun for helvede ikke bare snakke om det, der gælder. At hun er ked af det med benet. At hun er bekymret for fremtiden. At hun har behov for os. For det har hun jo, men det kommer altid ud mellem sidebenene forklædt i jap. Og hvis jeg nu siger, at hun var noget af det tættetste på noget nogenlunde normalt i min barndom!

Men lets face it! Jeg ved, jeg bør. Men det bør sidder som en knude i min mave.

Etiketter:

3 Comments:

At 5/6/10 16:24, Anonymous pernille said...

pruuh, det er vel sådan noget der kommer med alderen. At man BØR en hel masse, også selvom man ikke har lyst. Og vel er det svært at hæve sig op og rumme den slags, men det er jo det du gør - og skal. Lade tingene køre lidt ind af det ene øre og ud af det andet, mens du smiler og småsnakker. For der er ingen tvivl om, at du er en meget vigtig person for den gamle moster, også selvom I ikke får talt om alt det "der gælder". Bare det at du kommer og er der, det gælder!
Og der sker vel ikke noget ved at skifte emne, eller sige "nå, nok om det!" og prøve at dreje samtalen lidt. Eller fx direkte spørge om hun er bekymret for fremtiden, er ked af det med benet osv...?
Glæd dig over at du er rask og rørig - og ovenikøbet får sex ;-) - og husk at du glæder hende.

 
At 6/6/10 01:06, Blogger Kagekonen said...

Nu er vi jo alle - eller i hvert til fald mange af os - børn af flinkeskolen og derfor særlig hårdt ramt af skulle og burde.
For gu' burde moster da (for)holde sig til det egentlige problem, hendes afhuggede ben. Men måske gør det så ondt og er så svært at forholde sig til, at det er det rundt om, der kommer til at fylde. På samme måde, som de par der bliver skilt fordi den ene ikke ta'r opvasken.
Men hey, det er sommer, livet ER skønt.

 
At 6/6/10 11:03, Blogger Beologen said...

Jeg føler med dig, Susling. Genkender problematikken fra mit liv. Min mor havde en rem af den "kommunikationsmetode" og min eks-svigermor ekselerer nærmest i den.

Som jeg ser det, handler det også om at når man bliver gammel - så blæser man mere og mere på flinkeskolen. Og nu er jeg selv begyndt at kunne mærke det logiske i det. Hvis man er tæt på at miste livet, hvorfor fanden så ikke gøre hvad der passer én?

Nej...hvorfor egentlig ikke?

Så kan man risikere at ens nærmeste tager afstand og dropper kontakten, men så har "døden jo en årsag". Og døden er hvad det handler om fra Dag 1, om man så vil det eller ej.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home