Susling går i baglås

Jeg ved ikke. Jeg ved virkelig ikke. Jeg burde vide, men jeg gør det ikke. Det er ikke nemt.

Hvordan fanden takler man, at ens gamle Moster, den eneste tilbage, der står mellem mig og første række i livscyklusen, har fået hugget sit ene ben af og er fuldstændig skæv på morfin?

Det jeg ikke kan takle, det er, at hun bliver underlig. Hun laller derud af på en medicinrus og hænger sig i detaljer og petitesser. Og det er sådan nogle underlige ting hun hænger sig i. F.eks. det nye tv vi har købt til hende. Der er ikke det, der er galt. Og hun snakker løs om det. Så kan der komme sollys på og det kan det ikke tåle. Og hvad er det for noget med det Ld- noget og plasmahejs og kan vi ikke bare bytte, så hun får vores tv og vi hendes. Det lyder måske ikke af så meget, men det er bare så enerverende, at skulle høre på det samme og svare på det samme over and over and over and over and over-again.

Hun har altid haft en rem af huden. F.eks. en gang, hvor hun havde købt en nederdel til min lille niece - min brors barn. Hun ringede 4 gange før fødselsdagen med kun det emne på tapetet, blev ved med at jappe løs om kun det ene emne under fødselsdagen og efter fødselsdagen ringede hun daglig i en uge og var stadig i tvivl. Og jeg skulle høre på det samme og svare på det samme over and over and over and over and over-again.

Det jeg mener er: At kunne hun for helvede ikke bare snakke om det, der gælder. At hun er ked af det med benet. At hun er bekymret for fremtiden. At hun har behov for os. For det har hun jo, men det kommer altid ud mellem sidebenene forklædt i jap. Og hvis jeg nu siger, at hun var noget af det tættetste på noget nogenlunde normalt i min barndom!

Men lets face it! Jeg ved, jeg bør. Men det bør sidder som en knude i min mave.