Susling i sync

Jeg er glad, altså ikke som i jubelidiot og styret af ungdommelig tillid-glad, for det har jeg jo lært forlængst, at man skal lægge på hylden, hvis man skal klare sig. Næh, det er bare sådan voksentillidsglad og sync i sjælen-glad.

I dag sad jeg i solen og læste på noget, som jeg skal omformulere til menneskesprog og pludselig slog det mig: "Jeg må godt synes, at alt er ok og at jeg ved, hvad jeg kan og hvad jeg kan bidrage med. Og jeg må godt være præcis den jeg er, med de holdninger jeg har og jeg er ikke alene. Andre synes det samme!"

Vigtigst af alt: Om få øjeblikke kan jeg ovenikøbet lægge den grimme følelse af nederlag og had bag mig. Jeg må godt lade alle alfahannerne uden menneskekundskab og empati sejle i deres egen sø. Deres kamp er ikke min kamp. OG...det har vist i virkeligheden aldrig været min kamp, for jeg bar kun halvdelen af mig selv med på arbejde og resten deponerede jeg i det hjemlige hjørne.

Når det er sådan, så kører man/jeg kun på halv kraft. Det er ikke min stil, ikke min personlighed. Jeg er ikke et kontortidsspøgelse. Jeg er mig. Take it or leave it.

Så jep, lige nu er jeg i sync.

Men fuck, hvor er min garderobe nedslidt. Må nedsætte en tophemmelig task force til at fixe den sag! Booker lige møde med mig selv og mig selv og et par butikker.

Tak fordi I (stadig)læser med.