Susling en pjusket fremmed fugl

Altså som 45-årig (kors, bliver 46 om to uger! Sig det ikke til nogen!), så ved man godt, at det her med at blive begejstret, det skal man lade være med (og frokosten var også noget lort). Entusiasme og fagligt engagement rammer bare én i nakken, hvis man viser det for tydeligt. Og så må jeg indrømme, at det er svært at være en midaldrende konsulentdulle i en organisation, hvor afspadsering er et andet ord for ekstra fritid. Nuj, jeg bliver smålang i spyttet og skal i den grad lægge bånd på mig selv. Satans, at jeg har det sådan. Og så har jeg det også sådan, at jeg føler mig som et spøgelse på gangene. Efter kun fem dage har man ingen alliancer, ingen der er fortaler for én. Ingen man kan grine med eller bare small talke med henover en kop eftermiddagskaffe (jeg som næsten ikke drikker kaffe!) Og fordi jeg har skiftet branche, føler jeg mig bare endnu mere som en fremmed fugl. Forstår kun halvdelen af kontekster, jargon og projekter. Ord flyver omkring mig og jeg tænker: "Nå, aha, tjo." Det eneste jeg har, er min stærke følelse af faglighed og min evne til at gennemskue sammenhænge. Det er, hvad jeg har at gøre med og den skal vist dysses lidt ned, hvis jeg skal klare mig i det her game.

Tja, lige nu føler jeg mig faktisk lidt samspilsramt og en smule ked. Ingen kan lide mig. Ingen vil mig. Ingen har brug for mig. Og al det overskud og balance jeg har samlet mig sammen, sidder tilbage som en svag erindring et eller andet sted i mit sind. (Men hei! Vi lades da bare som om jeg er pms. Et tjek på kalenderen kunne godt indikere det.)