Suslings jerimade

Jeg går på glas ligenu. Jeg bevæger mig forsigtigt mellem sarte mingvaser og rådne æg og prøver at holde tungen lige i munden.
Jeg spekulerer og laver planer, mens jeg prøver at holde gejsten oppe på mig selv og min mand. Om tre måneder har han ikke længere noget job og ikke længere den gode løn. De penge, der har været med til at give mig rum og tænkeplads. Og hold da helt kæft, hvor er jeg taknemmelig for, at han gav mig den tid. Så jeg kunne finde mig selv igen. Så jeg kunne genopdage og nyopdage helt almindelige ting som bagning, fitness, glæden ved øjeblikket og et blidt strejf af solen. Eller bare det at lukke nye mennesker og oplevelser ind. Og det at være tilstede for mine unger, når de havde behov i det øjeblik, de har haft det.

Nu starter der snart noget nyt og jeg glæder mig. Jeg ser frem til at arbejde med de opgaver, jeg er ansat til. Så meget så det kilder i maven. Men hvordan får jeg passet alt det genfundne og nyopdagede ind i? Kan jeg holde kadancen og hvad med min mand?

Nå, hul i det. Vi har været der så mange gange før. Lortebrancher vi har valgt os. Kreativt og spændende måske, nej meget. Men helvedes usikkert og konjukturfølsomt. Og meget meget drænende på energi- og stabilitetskontoen.

Vi lever og ingen kan beskylde os for at være satte. Det er vel bare om at rulle en omgang mere rundt i den store livsturbine.