Susling om at blive ungpigeagtig igen

I går besteg jeg min cykel, som er næsten ny og som jeg elsker, fordi den er flunkende flot, racercykelagtig og har friløb, så jeg kan cykle "baglæns" med pedalerne, når jeg er på vej mod et af de utallige røde lys, vi er velsignet med her i København. Det er sådan en helt særligt teknik, som jeg dyrkede meget som ung, da jeg havde en Søgreni racercykel. Langsomt frem mod det røde lys og så cykle baglæns, mens jeg holder balancen indtil lyset skifter.

Denne lille daglige glæde, har jeg i mange år måtte ofre i moderskabets (og siden selvbegrænselsens) navn, fordi jeg skulle have barnestole på og ekstra forstærkninger og bremser både her og der. Men nu... nu er jeg den glade ejer af en smuk og elegant Jensen cykel med syv gear, som jeg har fået for en slik...og jeg har fået min cykelglæde igen. Bliver helt zen i hovedet af det.

Nå altså, jeg cykler af sted. Mit mål er Magasin. Det er en meget kort distance, fra hvor jeg bor, så det går hurtigt. Min plan er at investere i en ny rouge, fordi Skumfidusen, der jo synes, at det er så hyggeligt at dele, har taget min med til Prag. Jeg er ret målrettet og styrer resolut hen mod Mac-standen. (Elsker Macs produkter og farver). Det er lang tid siden, jeg sidst har opdateret min makeup-beholdning. Det føles næsten frækt, sådan at give sig selv noget, der dybest set ikke er nødvendigt. "And do you have consealer and foundation?", spørger den smukke unge Mac-pige mig, da vi er blevet enige om farven på rougen. "Well, yes, I do have a foundation, but could you show me a consealer?" (Yes, my boys, her i København er vi bare So International!)

Nu begynder det at kamme over for mig. Jeg er ude i noget ren frås. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har smækket penge på bordet til så meget unødig luksus til mig selv. Nå, jo! Da jeg var yngre. Der var jeg pænt opdateret. De senere år har fornuften lagt sin klamme hånd på alle udskejelser. Det går nok med den billige shampoo fra Netto og hvorfor dog bruge penge på tøj, bare fordi det pænt og moden er skiftet? På et tidspunkt brugte jeg gladeligt 2000,- eller mere om måneden på mig selv. Bare fordi. Men så gik jeg i sparemode og ansvarlighedstilstand. (Har dog stædigt holdt fast i frisør og ansigtscremer og fitness). Nu er det blevet sådan, at hver gang jeg bruger bare en lille bitte smule på mig selv, så går jeg i akut dårlig samvittighed. Er det nu nødvendigt? Burde du ikke lige tænke dig om en ekstra gang? Og jadajadajada.

Jeg blev så høj af oplevelsen med at spendere på mig selv, at den smukke Mac-dame også lige fik mig med på, at jeg da skal til en makeover (gratis). "How about some new inspiration?" kvidrede den skønne. "Well, why not?" svarede jeg og tænkte i noget pænt diskret midalderende damelook. Nu har jeg så lige opdaget, hvorfor det er en gratis session:

"(...)Introducing Mega Metal Shadow. Dramatic doesn't even begin to describe the girl who knows she's Peacocky!" (:-S)

Nå, hvad. Det går jo meget godt i spænd med min nye cykel, mit nye spontane forbrug og det faktum, at Anders og jeg ikke længere falder snorkende om på sofaen, men bruger vores tid en lørdag aften meget mere konstruktivt med høj musik og ...(host, host).

Susling: Alive and kicking!
(Bemærk rougen!)

PS. er ikke sponsoreret eller betalt eller noget. Det er bare nogle af mine ynglingsprodukter.

Susling rapporterer fra bunden af en rungende tom pengekasse

Sammenlignet med en enlig mor på bistandshjælp, en hjemløs i plastiksandaler i vinterens minusgrader eller en flygtningefamilie på starthjælp er jeg ikke fattig. Men sammenlignet med en dansk turist, der bliver jagtet af en haj i Sharm - el -Sheik, de strandede turister i Spanien eller de danske veninder, der tager på juleshopping i London, så er jeg fattig. (Hvem hullan har råd til at tage på ferie i julemåneden, som flår skindet af en hver med børn og familie?)

Faktisk er jeg så fattig, at jeg må prioritere. F.eks. i forhold til, om jeg tager med til en julefrokost. Den jeg skulle have været med til ville stå mig i 300,- "Åååårh, hvad", tænker du måske. "Slap lige af Moster, 300,- kr. er da ikke noget! "

Jo, det er det faktisk. For de 300,- går jo fra et andet sted i mit budget. Jeg nævner i flæng, hvad jeg kunne bruge 300,- på:

• En lille ekstra julegave til mine unger
• Noget af julemaden
  
• 3½ par hulfri strømpebukser (denier 40-60. Det er koldt derude.)
  
• 2 trøjer (mindst) fra H&M
• Næsten en ny lynlås i et par af mine støvler
• Underbukser en masse fra Netto (kan næsten ikke regne det ud: 19,95 divideret med...)
• 2 H&M Bh'er
• ½ fornyet pas (ikke at jeg har råd til at rejse p.t. men man kan jo drømme!)
  
• Månedens bidrag til Charles i Uganda
  
• Næsten en hel studenterhue til Skumfidusen
• 1 frisørbesøg til DJ Brockhouse, der har en manke af den anden verden
• 30 bloklys af de billige
• 15 poser mel
• 300 pakker gær
• 90 pakker lokumsruller
• 1 brøkdel af min husleje
  

Kan I se pointen?!

Jeg ved godt, at man ikke snakker om den slags i Danmark. Vi har ikke en gang en officiel fattigdomsgrænse. Det vil VOK ikke gå med til. Men det er sådan det er. For mange.

Nu er vi ikke lige der, hvor vi må søge om julehjælp eller gå fra hus og hjem, fordi vi har forkøbt os på en matrikel i blind tillid til evige opgangstider (Gud forbyde det. Min indre punk - og jeg var ung i fattigfirserne sjæl har aldrig troet på den slags over en dørtærskel!).

Men hallo! Når man er dér, hvor man må prioritere hver eneste dag, så bliver man lidt træt og det tror jeg faktisk, at der er mange der synes i Valby (og andre steder).

Er det ikke snart på tide med en debat og lidt flere, der kommer ud af busken med det, de ligger søvnløs om natten om?

Vi kan tage det, kan vi.

Susling på en regnvejrsdag

Der er de her dage hvor:

Man (jeg) vågner op til de blide toner af P1 og opdager, at nogens ene læbe i al stilhed har udviklet et herpessår, så man (jeg) er hævet i den ene side af underlæben.

Man (jeg) hænger i en telefonkø til lægen og af ubegribelige årsager hele tiden står i kø som "Nummer fem". (Hvem fanden er det, der er sådan en jammerkommode?)

Man (jeg) opdager, at det "pisser ned" (som vi siger her i København) og alle i min husstand farer forvildet rundt efter regnjakker. Bortset fra een (mig), som priser sig lykkelig over, at dagen i dag er en arbejdehjemmedag.

Man (jeg) skal nemlig ringe til jobcenterdame, fordi man (jeg) stadig er en del af den galaj, når man (jeg) er i løntilskud. Det kan man (jeg) godt bliver lidt deprim over og så kan man (jeg) jo lige så godt også blive deprim over andre ting. Som i, at sommeren er ved at gå på hæld. Som i, ingen kan lide mig (bilder jeg min ind) og det er sgu også bare fordi jeg er så sær og kommer til at sige noget til folk (af et godt hjerte), som rammer og så blive de sure og derfor skal jeg holde min kæft og det prøver jeg også, men nogle gange løber det af med mig og så bliver jeg depri og har mest lyst til at gemme mig væk.

Hvilket minder mig om, teorien om skyggesider, som min skægge søde boss lige har indviet mig i. Meget interessant i øvrigt. Lad os lave en lille øvelse!

Tænk på en person f.eks. en kendt person, som du absolut ikke kan have. Du er ikke bare ligeglad. Du bliver ganske enkelt oprørt, hver gang vedkommende dukker op på skærmen/FB/whatever. I mit tilfælde er det Sasha Dupont.

Det næste du så skal tænke over er, hvilke ord du forbinder med den person. Tomhjernet, aggressiv etc. I mit tilfælde, så er det ord som: for meget, fjollet, ikke en del af det gode selskab, men vil så gerne være med. De ord, der dukker op er ord på ens skyggeside. Skyggesider som man skal bearbejde, for at kunne komme videre.

Glemte lige at indskyde, at det ikke er en særlig rar øvelse og den kan godt flosse ens selvfølelse en smule. Vi vil jo alle gerne være søde, godhjertede vindere, ikk' sandt!

Men hei: Erkendelse er vejen til åndelig frelse! Og hvad er bedre end lidt selvpineri på en rådden regnvejrsdag, hvor man (jeg) sidder med sin ene halve hævede underlæbe, skal ringe til jobcenteret og dagens højdepunkt bliver en tur i brugsen og på apoteket for at hente sønnens bumsecreme, zovir i pilleform og nok også en gang D-vitamin og Omega 3 (sommeren på hæld, remember!)

Også god regnvejrsdag til jer!

Susling works

All work and no play! Dælme hårdt at komme tilbage på pinden efter tre lange uger. Præsterede dog en hel to do liste, når jeg ikke lige var ved at falde ned af kontorstolen eller gabte mine kæber af led.

I dag gik det så en anelse bedre og inden man ser sig om, så hænger man i møllen igen. Men bare sådan for at feste lidt, så gik jeg ned og købte en lottokupon. Eller faktisk har jeg købt to. Jeg ved bare, at Fortuna smiler til mig (en gang om en krig og en madpakke). Det er den positive side af mig, der taler her. Den sure side vrænger, at jeg er en klaphat og er faldet til proletarpatten. Det er kun arbejde, der tæller. Hårdt arbejde og surt brød i dit ansigt sved. Og en byrde, der skal bæres med smil på læben, mens man nøgen sidder og spinder til sin nød.

Velkommen tilbage Frk. Hverdag.

PS. Jeg er faktisk meget godt tilfreds. Nu snakker de om at forlænge min ansættelse. Sgu da meget godt.

Susling om rette tid og sted

Kan man danse til Gloria Gaynor i Auschwitz? Kan man sidde i en bank og få en nærmest religiøs åbenbaring? Kan man overhovedet blande den slags ting sammen?

Jeg har som mange andre danskere gæld. Ikke i millionklassen, men nok til, at jeg mentalt har indstillet mig på, at sådan ser mit liv ud. Sådan vil det blive ved med at se ud. Afdrag på gæld, intet albuerum, ledighed ad libitum i al evighed, amen. Indtil jeg mødte Benny.

Vi var ellers gået i banken for at forhandle en kassekredit, så vi ville kunne klare os, nu hvor vi begge var blevet ledige. Vi sagde selvfølgelig ikke noget til ham om den situation, der var ved at ramme os - igen, igen. For alle ved jo, at man låner penge og får oprettet kreditter, mens man har penge. Har man først rigtig brug for dem, så smækker banken kassen i for fattigrøvene.

Benny taler pænt og respektfuldt til os to fattigrøve i ånden. Sådan har vi jo vænnet os til at opfatte os selv. Meget muligt vi begge, når vi er i jobs tjener på den pæne side af den ½ million, men dybest inde er vi begge stadig No Future-kids. Børn af atombomben, fattigfirserne og slumlejligheder. Dømt til for evigt ikke at have muligheder og en fremtid.

Jeg burde have lugtet lunten allerede på det tidspunkt. Han gennemgår vores pensionsordninger og muligheder. Han taler pænt og respektfuldt til os. Der er ingen løftede pengefingre. I følge ham ser alt fint ud. Og så siger han pludselig:"Hvis I afdrager 500,- mere om måneden på jeres lån, så er I gældfri om 7 år." "S-y-v år!??!" udbryder jeg lettere rystet "Syv år, jamen det er jo om snart. Om syv år er jeg 53!" (og så er børnene også flyttet hjemmefra lig med anseelige besparelser.) Jeg kan næsten ikke fatte det. Men der er selvfølgelig ikke noget at rafle om. 500,- bobs mere om måneden. Dem finder vi. Det klarer vi.

Det er et næsten religiøst øjeblik, hvor jeg pludselig indser, at jeg har en fremtid. At livet ikke bliver ved med at se ud på en bestemt måde for altid. At jeg har masser af muligheder. At jeg er på vej ind i en ny livsfase, hvor mine drømme kan blive til virkelighed og at No future kidsne er blevet voksne med fod på økonomien.

Følelsen har siddet i mig lige siden og har fuldstændig ændret mit perspektiv. Fra en konstant brandsluknings- og lappe-løsnings-fornemmelse. Fra en konstant forbereden sig på at atombomben falder og tæppet bliver rykket væk under fødderne om lige nu. Til en følelse af - tør man sige det - optimisme og for at det ikke skal være løgn, normalitet. (Her hjælper Carola godt med. En helt almindelig bil, der ikke støjer og rasler, med centrallås, lakken intakt og mange som hende på gader og stræder og må jeg tilføje, en benzinøkonomi, der driver glædestårerne frem i mine øjne.)

Og hvorfor vover jeg så, at sammenstille min bankoplevelse med en gammel jøde, der danser foran krematoriet i Auschwitz?

Jo, for han overlevede. Han fik en fremtid. Og han fortæller alle os andre, at det vi skal er, at helligholde livet og alle de muligheder, vi rent faktisk har. Istedet for at hænge posttraumatisk fast i det, der har ramt os hen af vejen og har gjort livet så tungt og svært at bære. Det betyder ikke, at man ikke skal huske de levede erfaringer og det grusomme, der har ramt en hel befokningsgruppe. Eller en selv for den sags skyld. Men man skal ikke nødvendigvis leve det og gennemleve det i al evighed amen.

Nå, men se selv videoen. Jeg vil aldrig kunne høre "I will survive" på samme måde mere.

Suslings to do liste

Ting jeg burde (lade være med):

• Drikke rødvin. Et par slurke og jeg er stangberuset. Især spansk rødvin. Jeg går helt ned på det. Det er ren forgiftning. (Men selskabet var hyggeligt!Grill i regnvejr. Man er vel halvt nordbo). Må skrive det på min allergiliste: Birk, tjek. Græs,tjek. Rødvin,tjek.
• Brokke mig over vejret. Men kors, hvor er det bare fugtigt og varmt og selv min computer sveder (Tror også, at den er halvt nordbo).
• Brokke mig over Moster. Besøgte hende i går og hun er såmænd sød nok og kærligheden er der såmænd også. Men kors, hvor hun japper. På et tidspunkt hvislede en solende sig ældre pæn herre godt op i årene ud mellem tænderne. "Så hold dog kæft, kvindemenneske!" Hun hørte det ikke. Hun jappede bare løs derude på terrassen, hvor hun sad sammen med os med sit ene ben og sin stråhat. Men mellem os, så tror jeg faktisk hun har sine hay days lige nu. Masser af mænd og masser af selskab. Det har hun ikke været forvænt med længe. "Ja, jeg spiser jo mad sammen med..den ene er vist gymnasielærer og den anden skolelærer ...(hun glemmer at indsætte tidligere) og de kan begge to det der med internettet. Og forleden så jeg en berømt skuespillerinde, der lige kiggede forbi og mener I ikke, at ham der er noget ved musikken (mens hun stirrer ublu og lidt lysten på den pæne solende sig godt op i årene mand, der hvislede noget til hende (ps. mellem os. Han var en aldrende bøsse)) og jeg fik jo aldrig nogen uddannelse, selv om de andre siger, jeg ligner en skolelærerinde (hun glemmer igen tidligere), men jeg har jo hele mit liv (til du blev midt i fyrrerne, skat) lavet håndens arbejde og ved I hvad, jeg gør meget for at klare mig selv og nu kan jeg det og det og det og hende jeg deler værelse med, havde sådan et ledt mavetilfælde, at jeg måtte lægge mig langt ned under dynen og trække den op over hovedet og det synes jeg ærligt talt ikke, man kan byde mig. Det var slemt og så tænker jeg på det fladskærms Tv I har købt. Solen kan jo ramme det og det må I jo forstå og så tænkte jeg på mit køleskab. Det skal jo tømme og slukkes. Nå, har I gjort det and on and on and on." Så meget, så jeg blev helt glad for at kunne underholde hende med, at jeg har noget med maven og nu måtte vi også se at... Da vi kommer hjem, ringer hun og japper on and on and on, så mit ene øre bliver lamt og så siger hun:"Tag bare nogle penge til jeres ferie. Det er da det mindste jeg kan gøre for jer." Kors.Altså! Jeg gør jo ikke ting for hende og besøger hende pga. penge. Absolut ikke. Jeg gør det, fordi hun er min moster og jeg egentlig holder ret meget af hende. Men jeg blev da glad, for med pengene kan vi betale den uges ophold, vi skal på i vores lille svenske bræddehytte med mulltoa og brændeovn og blåbær og kantareller midt ude i skoven. Men mellem os! Jeg håber aldrig, at jeg bliver en japper med ydre udsagte mentale båndsløjfer og et enkelt ben og en stråhat på på gerontologkrematoriet.

Susling samler op

Kors, tiden flyver! (Og regeringen begår harakiri. Det er jo næsten ikke værd at nævne. Jeg hvisker bare Mallorca, Malaga, Cop 15, at de svage skal betale prisen for krisen og hende, der så forarget på mig og hvinede:"Synes du, at alternativet er bedre?" Jep, der gør jeg. Og så ikke et ord mere om det) (Ok, så. Tænk, hvis Ole Sohn blev finansminister! Jeg ville grine min efterhånden ret trimmede bagdel i laser. Bare tanken om, hvor mange citronmunde, det ville frembringe. Oh, hahahahaha. Alene af den grund - for humorens skyld. Og så ikke mere om det.)

Og hvad har jeg så brugt en hel uge på? Tja. Moster f.eks. Anders er jo en super mand og han ved, hvornår jeg har nået en grænse og når noget gør for ondt. Så han er med på banen nu og støtter mig. F.eks. kunne jeg sagtens lige været cyklet forbi efter arbejde med det hun mangler og for at hæve nogle penge til hende. Det synes han ikke, at jeg skulle gøre alene. Så i stedet tilbød han, at vi mødtes efter arbejde og så kørte vi forbi i Carolla. Han sagde ikke: "Du, jeg kan mærke, at du er kørt træt, så nu støtter jeg dig." Næh, nej. Han sagde bare:"Vi kører derud sammen." På den empatiske -jeg-har-set-dig-måde. Uh, ikke et øje er tørt.

Ude hos Moster viste det sig så, at hendes megadyre B&O tv var stået af og så kom han på banen igen og tilbød, at han undersøgte, hvad der var på markedet og at vi købte et tv til hende. (Et tv er vigtigt, når man bare tusser rundt med sig selv og sin sygdom og aldrig nåede at komme på world wide web.) Nu har hun så et tv. Skulderklap til min mand.

Og ellers? Tja...jeg har shoppet lidt. Så'n på H&M-måden. I virkeligheden har jeg en dyrere smag. Men H&M funker i krisetider og man kan altså blive så lykkelig for en ny bh og et par nye bluser. Sjovt nok har jeg købt mørkeblåt i år. Jeg elsker mørkeblåt og sat sammen med guldørenringe, guldsandaler, forhåbentlig snart brun hud og jeans eller jeansnederdel, så kan man vel nok se lidt dyr ud. Det satser jeg på.

Og nå ja, så er der mine altaner. Jeg har kun to franske altaner og et mussoliniudhæng. Men jeg er mester i at få presset en masse derud. I år har jeg så droslet lidt ned. Skal jo også kunne ånde (og underboen klager over, at jeg vander dem ned i hovedet). Dog kører jeg, som alle de andre år, den spiselige version af altankultur - sådan i store træk. Det meste af det jeg har haft har fimbulvinteren taget, så jeg har måtte starte forfra. Men det er vel også ok! Sådan ny begyndelse-agtigt. I år er det blevet til: carryurt, rosmarin, timian, oregano, persille, purløg, salvie, estragon, løvstikke, hjulkrone, laurbær, æblemynte, orangesalvie, morgenfruer og det mindre spiselige, men pyntelige: ærteblomster, pelargonier (jeg har hang til Dronning Ingrids) og en blanding af sommerblomster. Har så lige opdaget, at jeg har glemt tallerkensmækkere - jeg elsker tallerkensmækkere - og min rose ser ud til at være afgået ved døden. Men det kan vel stadig nåes.

Skal vi ikke bare stemme for en brunende og plantevenlig sommer (og for at de gamle ikke bliver plaget for meget og at De folkelige ikke får gennemført nedskæringer for de allerfattigeste. Dem i Aaafrika og Mellemøsten, og Latinamerika og Østeuropa og og...tja så mange andre end os og så også lige fingrene værk fra pension, dagpenge, børnepenge, bistandshjælp og og og og)!?

Susling rapporterer fra skyttegraven

Please, please giv mig bare fem min. hvor jeg kan være helt alene med mig selv og tænke en ærlig og interessant tanke. Bevares man tænker da, når bunkerne af vasketøj skal stuves af vejen eller når man står med hovedet ned i toilettet og håndterer skurebørsten. Eller når ens tastefingre farer henover tasteturet og man fortæller om fattige kvinder i Afrika eller diverse nødhjælpsordninger. Eller når man lige suser forbi Gammel-Moster, der begynder at ligne et kældermenneske. Det er altsammen bare udelukkende løsrevne tanker og brudstykker. Og det var så faktisk nu, at man skulle til at nyde voksentiden. Børnene er stort selv selvkørende - ikke så meget service der længere - og så bliver den ældre generation plejekrævende.

Forleden, da jeg var ude hos Gammel-Moster, så var det så sørgeligt, at jeg begyndte at få mine velkendte kedafdetheds-opkastfornemmelser. Det var ikke fordi, at hun var specielt ulækker. Ok, jo lidt. Hun er spøgelsesbleg, har store hævede ben og forkrampede gigthænder, hun humper afsted, kan ikke rette sig op og er helt duknakket og så er hun begyndt at savle. Det var sgu mere end jeg kunne klare og så stod jeg der og gylpede af sorg over min gode varme moster. Jeg kunne ikke kontrollere det og jeg var pis' bange for, at hun så det. Jeg respekterer hende jo. Det gør jeg sgu! Men...altså.

Det værste er, at jeg er begyndt at stikke plader. Små hvide løgne. Over for hende og over for andre. Det er meget harmløst og ikke noget, der rykker det store, men jeg gør det for at overleve. Orker ikke de store armbevægelser. Må bare ha' lidt rum eller som minimum løbe væk fra de følelseskrav folk stiller til mig. Kan jo ikke sige:"Du, jeg er ved at krepere af sorg over, at du har det så skidt og jeg er dybt overanstrengt af, at skulle tage vare på så meget, så jeg melder lige pas i dag!" I stedet siger jeg til Gammel-Moster:"Du, jeg kan ikke blive så længe, så jeg henter lige de her penge til dig og så bliver jeg nødt til at suse videre. Du ved husmorhejset og jobbet." Eller:"Må stå af på repræsentantskabsmødet. Min Moster, du ved. Jeg har fortalt dig om hende." Og det jeg i virkeligheden gør, er at kravle hjem, pløje hverdagskrav igennem og falde om på sofaen før te-tid. Det kan jeg godt skamme mig lidt over. At jeg gør sådan og ikke møder verden med åben bandebrask.

Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg har set for meget: Jeg har set min mormor og morfar forfalde og dø. Jeg har set mine onkler forfalde og dø. Jeg har set min mor og far forfalde og dø. Jeg har set min højtelskede svigerfar forfalde og dø og nu kan jeg så se min Gammel-Moster forfalde og dø.
Så undskyld, at jeg smålyver og gylper lidt.

PS. Resten går fint. Snakker med folk, går til brunch og lever ellers som alle andre.

Susling kedeligere end nogensinde

Hvis I synes mine posteringer er kedelige. Hvis I synes, jeg er kreperlig at læse....Jah så er det bare fordi, jeg prøver at holde sammen på det hele.
Gammel Moster kræver ikke meget, men hun kræver sit, nu hvor hun snart er benløs. I morgen efter arbejde skal jeg lige cykle tværs gennem byen og fikse, at hun har penge og kærlighed.
Mine kidoos kræver snak, trible a batterier, bumsemidler, menstruationsbind og opmærksomhed og rent tøj.
Min mand kræver - nej ikke kræver - men trænger til varme og sex. Giver jeg gerne. Jeg trænger også.
Mit nye job trænger også og vasketøjskurven trænger og mine venner trænger. Og brødbagning skal der også til og selvpleje - as if - og planterne, de skal da selvfølgelig vandes og og og alt det andet jeg bør og skal og nok mest mener jeg skal .....

Heldigvis har jeg Sam Cooke!Og han måske har han ret!

PS. Jeg er jo hverken undertrykt afro-amerikaner annu dazumal eller fattig kvinde i Mali uden identitet, men derfor kan man jo alligevel synes, at man hænger lidt og dingler i sine småflossede negle i hverdagens dkdotdk.
PPs. Mange gange tænker jeg om ikke andet, så i det mindste for min datters skyld. Og nogle af os skal jo tænke det.

Susling indhenter det forsømte, sådan nogenlunde

Lige nu kan jeg trække vejret. Hurra for regn og lavere temperaturer. Så nu gælder det om at indhente min indre to do liste. Den blev temmelig forsømt, mens jeg lå brak med allergi (kan trække vejret nogenlunde igen, nu. Tak.)

• Støvsuge og vaske gulv (er udelegeret)
• Ordne badeværelse (somebody's gotta do it!) (tjek afventer)
• Køre i planteskole (tjek) (glemte timian og laurbær - utjek)
• Lave pressemateriale til fordel for de fattige kvinder i Afrika (tjek)
• Vaske tøj, lægge det sammen og på plads (konstant utjek, men lige nu tjek)
• Falde udmattet i søvn på sofa (tjek, tjek og atter tjek)
• Plante ud og rydde ud i gammelt planteværk, der ikke har overlevet vinteren (tjek afventer)
• Fitness (dobbelt tjek. Jeg er ved at blive afhængig).
• Læse avis (halvt tjek - blev distraheret af husmoder stress)
• Stroke mand, der er fyret, men stadig skal møde op (løbende tjek)
• Bekymre mig lidt om fremtiden, men mentalt blokere (løbende tjek)
• Skrive ansøgninger (jep, det skal man, når man er i Løntilskud. Man figurerer som arbejdsløs på det praktiske plan, fordi der er offentlige penge involveret. Men man figurerer ikke i statestikkerne. Smart move, Mr. Lille Lars og Hjorten) (Afventende tjek.)
• Barbere ben og ordne fødder (løbende utjek).
• Hente bumsemedicin på apoteket til DJ Brockhouse (utjek, glemte det. Memo husk mandag efter arbejde.)
• Huske aftaler med modefrisøse og læge plus bestyrelsesmøde med de frivillige (Utjek)
• Huske at jeg også har lovet at lave reklamemateriale på frivilligbasis til fordel for kvinderne i Afrika (Utjek.)
• Udtænke outfit til i morgen, hvor jeg skal præsenteres for hele huset på min nye arbejdsplads. (Utjek).
• Lytte til ungerne, når de er her og gider, at man lytter til dem (løbende tjek)
• Huske at ringe til Gammel Moster (ret utjek p.t.)
• Huske mig selv (løbende utjek)

Nå, snakkes. Må og skal videre.

Susling på job dag 2

Frokostordningen! Jeg siger jer...ikke at jeg ellers går eller har gået sindsyg meget op i det. Hvis den ikke passede mig på mine tidligere arbejdspladser, så tog jeg bare lidt hjemmesmurte klemmer med. Men den her! Vi sidder ved borde og så bliver maden serveret for os! Og der er friskbagt brød hver dag og det er økologisk og for det meste vegetarisk og en hel masse forskellige velkomponerede smagssammensætninger. F.eks. majroer i vanilliemarinade med friske brombær. Det er sgu lige før jeg kommer til at bestille en grand cru til frokosten.

Jeg er i øvrigt allerede begyndt at arbejde mig ind på mine opgaver. Der er foreløbig afsat 6 mdr. til det. For en gammel konsulentdulle som mig virker det næsten grotesk. Det jeg i første omgang er ansat til, ville jeg kunne klare på en til to måneder med fuld hammer på og en timepris til 1295,-. Det kan jeg sågu da næsten ikke bære, så jeg er begyndt at udbygge projekterne. Kan jo se, at med den tid, så kan jeg levere state of the art og det vil jeg så morderlig gerne.

Og så er der kollegerne. En fra en anden afdeling passerede mig på trappen og sagde:"Hov, det må du undskylde (at hun ikke hilste)!" Tænkte ved mig selv:"Øhm, jeg kan altså heller ikke huske dig." Sagde det dog ikke, sagde i stedet:"Det er helt ok! Jeg går bare rundt her og lader som om, jeg har været her hele tiden." Og det er vel det jeg gør. Bare sådan dimser stille rundt og suger til mig og scoper opgaver.

Bortset fra pengene, så er det her eddermame et godt bytte. Aldrig, aldrig mere konsulentbranchen og ørling i toilettet.

Suslings tøjkrise

Nå, jamen, tak fordi du sådan spørger. Det går da okay-ish. Ungerne trives i hvertfald og jeg har fået muler på overarmene og lidt mindre vinkeflap. Når jeg spænder mavemusklerne, så kan jeg mærke, hvad der er muskler og hvad der er fedt. Og det er jo fedt nok, om jeg så må sige. Jeg kan også identificere lårmuskler, når jeg går op af trapper og min lidt for store pariser-popo er blevet mindre. Kan også pludselig se, at jeg har et skarpt kæbeparti.

Prøvede for en uge siden en ny maskine, glemte alt om det igen og troede dagen efter, at jeg havde udviklet akut brystcancer, indtil jeg kom i tanker om, at jeg nu har kastet mig over at løfte jern for at styrke brystpartiet. Satser på at de løfter sig de to størrelser C, som jeg er udstyret med. Måske kan man komme helt derhen, hvor man kan spare bh-en væk (som om), for jeg har faktisk ikke råd til undertøj i den lækre ende. Det er også årsagen til, at jeg ikke har meldt mig til sensuel Lady Fit (dans er åbenbart det nye sort i fitnessverdenen. Man kan også gå til Latin Mix og Dance fit). Cool nok, hvis man kunne lære at danse erotisk, så ville jeg kunne svanse lidt rundt i de hjemmelige gemakker foran gemalen. Men, men...undertøjet. Skulle man sådan erotisere for sin mand, så kræver det jo lidt sexet outfit. Jeg tænker burlesqe 1950'er look. Går jo lissom ikke med udtrådt hvidish bøjle-bh fra H&Ms "praktisk kollektion" og slaskede sorte trusser til op over navlen fra Netto. Ville også skulle barbere ben og fjerne hår under armene, for ikke at tale om, at man skal trimme måtten og fødderne. Orker jeg sgu ikke. Og han tænder på mig alligevel. Skal bare hviske ordet sex, så ser han helt glad ud. Mænd er sågu da nogle taknemmelige størrelser!?!

And now to somthing completely different! (Eller same, same but different.)
Skal jo starte på job på mandag. Og hvad er kvindens største bekymring, når hun skal starte et nyt sted? Rigtig gættet! TØJ. For hvad fanden skal jeg tage på? Ejer ikke en klud. Og resten kan jeg vist endnu ikke skrue mig ned i. Har ikke rigtig turde prøve af angst for at blive deprimeret. Synes jo at vægttab går i den rigtige retning, men der kan man blive snydt. Er også røget ud af turnus med at se pæn ud på småhøje hæle. Jeg har stort set levet i jeans og sorte højhalsede og fitnesskluns det seneste halve år og alle rigtige kvinder ved, at et look skal vedligeholdes og gennemtænkes, så man bare kan ligge om morgenen og tænke:"Ah, i dag tror jeg, at jeg tager den nederdel på kombineret med de strømper, den bluse og de sko."

Apropos fitness-kluns, så kunne jeg faktisk passe et par løbebukser, jeg havde "glemt" alt om. De sidder helt godt nu. Men det kan jeg for fanden da ikke møde op i. Og tøjkulturen det nye sted kender jeg heller ikke. Store problemer kan I nok se.

Og apropos fitness, så er der en halvgammel jugoslav, der er begyndt at bage på mig. Argh. Troede ikke den slags skete på steder, hvor man egoer og trimmer krop. Jeg bliver helt paranoid, når jeg kan mærke hans øjne brænde i ryggen på mig. Tør slet ikke se mig omkring af angst for, at han tror jeg inviterer til noget. Må hellere tage med Anders over for fremtiden og kysse rigtig meget på ham, så signalet er sendt. Kors, mænd er sågu nogle underlige størrelser.

Nå, er skredet. Skal ud og puste støvet af mine forårssko og se, hvad der egentlig hænger i skabet og ligger på blusehylderne. Bare sådan, så jeg er opdateret på diverse mangler.

Susling spørger: Har jeg nu husket at pakke det hele?

Wouaw...løber afsted lige nu. Har jeg nu husket det hele? Kan jeg håndtere det?

• Jeg skal starte på job på mandag. Blev ringet op af stedet. De sagde, at de aldrig havde set en jobplan, der var skredet i svinget, komme så hurtigt igennem på trods. Jamen altså, Fru Fikser og Trække i tråde er mig.
• Skal levere frivilligarbejde nu og her. Må og skal. Har næsten ingen fri villig tid tilbage.
• Gammel-moster skal have amputeret sit ene ben. Græder på hendes vegne og stædser ud til hende for at hjælpe bare lidt. (Adr, ydrg, ark, hvad skal jeg gøre?)
• Skal bage, sylte og kokkerere på forkant.
• Anders bliver hele tiden kaldt til jobsamtaler (skal krydse alt hvad jeg kan og har konstant. Ret svært at cykle rundt med krydsede ben).
• Fitness, hvad med det? Må lægge plan.
• Kan man vaske tøj på forkant?
• Kan man give følelsesmæssig omsorg på forkant?

Hvad skal jeg ellers pakke i jobtasken?

Suslling råber: Muhhhahahahaha. Jeg er en ægte biatch!

Det her job, som jeg selv har skaffet mig, er en løntilskudsstilling. Det er jeg selvfølgelig ikke overbegejstret for, så'n pengemæssigt. Men det er helt genialt i forhold til at dreje mit cv i den retning, jeg længe har planlagt og det er inden for et område, jeg virkelig føler for helt ned i storetåen. Fik jeg nævnt, at jeg selv havde skaffet mig det? Det var bestemt ikke nemt og jeg blev ved gud udvalgt blandt mange. Hvilket egentlig er skræmmende.

Meningen er/var så, at jeg skal starte i slutningen af april. Men havde igår ikke hørt mere om, hvorvidt systemet kunne godkende osv. Den slags bryder jeg mig ikke om. Jg vil gerne vide, hvor jeg er i verden og hvad jeg sådan skal forholde mig til af praktikaliter. Kald mig bare lidt proaktiv. Fik jeg nævnt, at jeg selv har skaffet mig det her?

Mit proaktive jeg kontakter den kommende arbejdsplads og får at vide, at de ikke har hørt noget endnu. Jeg kontakter så jobcenter, og får at vide at min sag henlægger, fordi de ikke har modtaget en bestemt blanket. Blanketten er ikke noget, jeg er herre over. Det er systemets ansvar. Jeg kontakter så 2. aktør og siger, at der mangler en blanket. Og nu bryder helvedet løs. Min 2. aktør råber ind i mit øre, at det er min skyld, fordi jeg ikke har formidlet kontakt mellem 2. aktør og arbejdsstedet. Det har jeg rent faktisk, hvilket jeg påpeger. 2. aktør råber endnu højere, at jeg er uforskammet. Jeg bliver lidt mere spids i stemmen og siger, at jeg ikke helt forstår. 2. aktør råber nu rigtig højt. Det synes jeg er meget ubehageligt, så jeg siger, at jeg synes, vi lige skal tage den forfra og tale pænt til hinanden. 2. aktør råber, at jeg ikke skal tale ned til hende og at hun forøvrigt ikke vil have mig som klient længere og indtil da skal al korrespondance foregår pr. mail. Fik jeg nævnt, at jeg selv havde skaffet mig jobbet?

Jeg er rystet og begynder at tude. Fatter ikke en meter. Eller det gør jeg vel egentlig. For jeg har taget hende i en fejl og udover det, har jeg selv skaffet mig det her og det går vel ud over hendes succeskvote.

Med til historien hører egentlig også, at hun de gange jeg har mødt hende konsekvent er kommet 10 min. for sent til de aftalte møder og i øvrigt har talt meget ned til mig. Hendes første spørgsmål var:"Og hvorfor mener du selv, at du er ledig?" Øh, der er jo lissom en krise. Har du ikke opdaget det?

Men altså. Jeg ville kunne forstå hendes reaktion, hvis jeg havde været usamarbejdsvillig eller var kommet med trusler eller rascistiske bemærkninger. Det har jeg altså ikke.

Og nu sidder jeg bare med en knude i maven og føler mig fanget i et system. Fik jeg nævnt, at jeg selv har skaffet mig det her og at resten bare afhang af formalier og et par tryk på en knap?

Suslings jerimade

Jeg går på glas ligenu. Jeg bevæger mig forsigtigt mellem sarte mingvaser og rådne æg og prøver at holde tungen lige i munden.
Jeg spekulerer og laver planer, mens jeg prøver at holde gejsten oppe på mig selv og min mand. Om tre måneder har han ikke længere noget job og ikke længere den gode løn. De penge, der har været med til at give mig rum og tænkeplads. Og hold da helt kæft, hvor er jeg taknemmelig for, at han gav mig den tid. Så jeg kunne finde mig selv igen. Så jeg kunne genopdage og nyopdage helt almindelige ting som bagning, fitness, glæden ved øjeblikket og et blidt strejf af solen. Eller bare det at lukke nye mennesker og oplevelser ind. Og det at være tilstede for mine unger, når de havde behov i det øjeblik, de har haft det.

Nu starter der snart noget nyt og jeg glæder mig. Jeg ser frem til at arbejde med de opgaver, jeg er ansat til. Så meget så det kilder i maven. Men hvordan får jeg passet alt det genfundne og nyopdagede ind i? Kan jeg holde kadancen og hvad med min mand?

Nå, hul i det. Vi har været der så mange gange før. Lortebrancher vi har valgt os. Kreativt og spændende måske, nej meget. Men helvedes usikkert og konjukturfølsomt. Og meget meget drænende på energi- og stabilitetskontoen.

Vi lever og ingen kan beskylde os for at være satte. Det er vel bare om at rulle en omgang mere rundt i den store livsturbine.

Susling om the basic

Jeg ved ikke, om det er BIVIRKNINGEN eller om det bare er mig sådan i al almindelighed. Pludselig synes jeg nemlig, at det hele er blevet lidt sådan, ja hvordan skal jeg beskrive det? Sådan fladt; sådan lige ud-agtigt. Ikke det store på tapetet, hverken til den ene side eller den anden side. Ingen store latterbrøl eller små fnis. Ingen uro eller bekymring. Ingen irritation over dette eller hint. Bare sådan: Nå!

Sær tilstand, hvis du spørger mig. Men jeg tror faktisk, at det er den tilstand mange efterstræber. "Stik mig lidt ro og forudsigelighed,tak." Og det er afgjort forståeligt, for livet kan være en ordentlig mundfuld. F.eks. hvis man går på et job, der giver en ondt i maven, eller man bryder grædende sammen over aftensmaden, fordi man endnu en dag har måtte bakse med sig selv og sin følelse af, at være havnet i det forkerte fag, eller er gået endegyldigt ned med stress og nu må se sin egen uformåen i øjnene (Dem er der mange af. Alt for mange! I alt for mange brancher. Noget er altså rivraskruskende galt.)

Jeg har jo også selv haft det sådan og jeg har arbejdet med det. Men jeg er vist også kommet videre.
I går skete der nemlig det, at jeg sad på toilettet og pludselig blev jeg grebet af stor taknemmelighed. Tænk, at jeg kan sidde her på mit hvide toilet og skide. Hvor er jeg heldig! Jeg behøver ikke at gå ud i en skov og grave et hul. Jeg er ikke en middelalderkvinde, der skal besørge halvt hængende ude over voldgraven. Jeg ligger ikke i en tilluset seng med diarré i en fangelejr. Jeg har ikke stress og jag og forstoppelse. Jeg kan tage mig præcis den tid, det tager og sidde lige her hos mig selv og jeg må gerne.

Lyder det underligt? Men tænk over det, for det er jo faktisk lidt af et privilegie! Tænk på fortidige kvinder og tænk så også på, hvor meget vi jager rundt bare på vores lille plet af kloden. Tænk på, hvor lidt tid man giver sig selv til bare det basale...helt, helt basale...og her snakker jeg ikke om at stirre ind i en væg og drikke te og se vasketøjet vifte i vinden (ret zen i øvrigt, hvis du spørger mig), men helt bodily basics. Et eller andet sted synes jeg, at det hele starter der.

Susling - nu som realityTv

Hvis nu nogle af ugens mediehistorier er noget med nogle sms-afstemninger til en pseudo-begivenhed, som når helt op på regeringsniveau og noget med en lille skilsmissepige, der bliver offentligt udstillet og en masse andet tv-transmittet ligegyldighed jeg ikke får set, fordi: Jeg er ligeglad! Og fordi jeg i virkeligheden synes, at der er andre meget vigtigere ting, som bliver fortiet. F.eks. at danskerne er verdens mest forgældede nation eller at regeringen er kommet med et spareudspild, der bl.a. indeholder en forventet besparelse på 10 mia. på effektiviseringer (host, host...hvad indebærer det lige og er der ikke luftkastel og spin?). Nå, jamen, hvis det er, hvad man byder mig som normalt begavet menneske og ansvarlig borger, så kan I sgu heller ikke forvente det helt store vroum på denne kanal.

Det er kun med absolut møje og besvær jeg kan hive noget interessant ud af ærmet i denne omgang, for min weekend har været helt igennem Ikke (og det skal I faktisk ikke klage over. Tænk bare på, hvor mange der sidder skruet fast til skærmen for at se Singleliv, De unge mødre, X-faktor, Forældrefælden osv. osv.)

Min weekend:

Skulle have passet min nevø og niece, men det blev aflyst, fordi min niece slog et hul i hovedet (men så var der da bare endnu mere gammeldags kyllingesteg, hjemmelavet agurkesalat, kartofler, brun sovs og is til os andre.)

Fik hentet Skumfidus i lufthavnen og stod, inden hun ankom, dybt fascineret og betragtede passagerer direkte ankommet fra Islamabad. Godt nok mange papkasser og kvinder i pakistansk tøj. Spejdede efter næste omgang passagerer fra Istanbul og pludselig står en udmarvet og vred Skumfidus foran os og erklærer, at hun er ved at dø, fordi hun har brækket sig i små poser hele vejen hjem. Hun synes også vores nye Carola er en Brian-bil og at vi er nogle sure gamle røvhuller. (Elsker også dig, min skat).

Faldt i søvn på sofaen midt i Barnaby (hvornår gør man ikke det?) og kravlede sent om natten, efter at have hentet cola og vand til en storskidende Skumfidus, ind under dynen til min snorkende elskede (må have anskaffet mig ørepropper snart).

Vågnede 6.30 og var i storform (jeg kan bare ikke sove særligt længe om morgenen mere!). Skred ned i fitness-centeret til min forbookede pilatestime, men gad ikke og rev i stedet lidt på må og få i maskinerne, mens jeg prøvede at blokke ud af hovedet, at folk ser meget fjollede ud, når de f.eks. løber afsted på et løbebånd med et stift blik rettet mod intetheden.

Gik bagefter en lang tur for at tjekke om ramsløg er på vej op ovre på Volden. Er de så ikke. Og gik hjem og spiste frokost og fyldte de kalorier ud, jeg lige have smidt til fitness.

Har nu sat vask over, skal til at skifte sengetøj, burde støvsuge og rense lokum og skubber i øvrigt alt to do for i næste uge ud til imorgen.

Velkommen til min verden!

Susling siger: Why fix it, if it ain't broken?

På visse områder er jeg meget flyvsk. Hvis noget keder mig eller ikke føles godt og rigtigt, så blafrer jeg lystigt videre. På andre områder er jeg til gengæld stabiliteten selv. Min filosofi er, at der ikke er grund til at ændre på noget, hvis det fungerer. På positivsiden betyder det, at jeg har mig det her langvarige ægteskab. På negativsiden, så er jeg typen, der bliver ringet op af TDC og noget så mindeligt bliver bedt om, at skifte mit oldekolle-abonnement ud. Det kan simpelthen ikke betale sig hverken for dem eller mig, at bevare det længere. På negativsiden er der vel også historien om Veterancruiseren "Vagn". Hvis vi/jeg ikke havde haft så dybe og intense følelser for ham, så havde vi kunne se lidt klarere og havde skiftet ham ud ved forrige syn (det havde vi så kunne tjene 10-15.000 på.)

Nå, men min hang til det stabile (og måske også dybt kedelige, hvis jeg skal være helt ærlig) betyder også, at jeg har haft den samme modefrisøse i nu næsten 17 år (og det giver altså pote på rabatsiden, skulle jeg hilse og sige), jeg går til den samme tandlæge også i mere end 20 år nu (også lidt rabatgivende der) og jeg er desuden kommet hos den samme optiker siden jeg var 18. Prøv lige at regne på den: 45 minus 18 er lig 27 år (tror jeg nok).

I dag ringede jeg ham op, fordi jeg skal have mig et nyt hold kontaktlinser. Vi snakker lidt frem og tilbage om, hvorvidt jeg har brug for en synsprøve og han spørger, om jeg har problemer med linserne.

Mig:"Æh, nej egentlig ikke. Jo, altså, jeg har det med at falde i søvn på sofaen med linserne i."
Min optiker:"Ja, det er altså ikke linsernes skyld."
Mig lettere rundforvirret: "Nej, nej, selvfølgelig ikke."
Min optiker:"Ja, for ellers ville jeg da sige, at du godt nok havde fået dig nogle kedelige linser!"
Mig i latterkramper og ude af stand til at sige andet end:"Mrfflll!!!"

Må man godt elske sin optiker, sin tandlæge og sin frisør?

Susling om bekymringer og forventninger

Hvis der er en ting, jeg har lært på min vej gennem livet, så er det, at det ikke kan betale sig at bekymre sig på forkant. I visse tilfælde kan man hverken gøre fra eller til og det afværger faktisk ikke noget, at man går rundt med en stor klump i maven og småstresser over det truende i horisonten. Det der udløser bekymringen kommer uanset hvad og så må man tage livtag med det.
Andre gange så forsvinder det bekymrende som dug for solen. F.eks. er Den Skønne kommet her i weekenden, fordi hun hellere ville være hos os og slappe af. Der kunne jeg have sparet mig en bekymring. Det kan også vise sig, at ens bekymring bare er en storm i et glas vand; ikke nær så slemt, som man troede og noget der er til at leve med.

Ja, undskyld, at jeg er i det filosofiske hjørne. Men jeg tænker meget over, at bekymringer faktisk kan forstærke det uafværgelige som en nedadgående deprimerende spiral. Bekymringer kan reelt være en modbydelig spændetrøje, der hindrer en i at gribe efter månen. For hvad nu hvis? Derfor må jeg hellere bare sidde stille og roligt her uden at drømme og forvente. F.eks. kunne jeg godt være dybt bekymret over, at jeg er ledig og ikke længere hiver mine 40 kilo ind om måneden. Det har jeg så valgt ikke at være - altså bekymret. Jeg skal nok komme i job igen. Jeg har gjort det før, hvorfor skulle jeg så ikke kunne gøre det igen? Jeg vælger simpelthen at visionere, at det hele nok skal gå, frem for at gå i fosterstilling i min seng. (Hvor jeg forøvrigt ville kede mig dybt.)

Nu jeg snakker ny bil (undskyld, undskyld, undskyld. Det optager mig bare), så kunne jeg sige: "Det har vi ikke råd til, for jeg er jo ledig og hvor sikker er min Anders i sit job?" Med de fakta på bordet burde vi sige:

• Scenarie 1: Ingen bil.
• Scenarie 2: En gammel blikspand, som vi kan betale kontant med vores opsparede midler, men som også kan koste os alt for meget i det lange løb (service, vægtafgift, benzinøkonomi osv.)

• Og så er der Scenarie 3: Vi klarer det sgu nok og nu fortjener vi noget, der fungerer og er en oplevelse.

Da vi i sin tid købte Saaben tænkte vi også scenarie 3 og det var faktisk selvom Anders lige var blevet ledig (jeg var i job), men vi gjorde det. Købte en bil og al den glæde og frihed den har givet os! Og det gik sgu da.

Så kald mig bare happy go lucky. Men det har faktisk vist sig, at jo mere happy go lucky jeg tænker, desto flere bidder af månen får jeg.

Susling deducerer og kokkerer

Jeg er sådan en type, der får flip og bliver meget dedikeret til noget i en periode. F.eks. så kan jeg godt finde på at læse en bestemt forfatters værker i forlængelse af hinanden. Selvfølgelig nyder jeg den enkelte bog, men på et tidspunkt, så bliver jeg lidt detektiv-agtig og begynder at lede efter de større sammenhænge. De fleste forfattere skriver nemlig udfra et grundtema, som så går igen i variationer igennem samtlige værker. (Øjeblik, jeg skal lige rette på mine klogebriller).

Det samme gør jeg, når jeg bager. I starten stod jeg ydmyg og stirrede på opskrifterne i min bagebog og tænkte:"Nøj, er det sådan man gør!" Efterhånden har jeg bagt så mange forskellige brød, at det keder mig og så er det, at jeg begynder at hacke grundtemaet. (Sådan gjorde jeg også, da jeg skulle til teoriprøve. Jeg læste teoribogen igennem tre gang, indtil jeg ku' se logikken i grundprincipperne.) Når vi snakker brød, så har jeg bemærket, at der altid, altid, altid skal 1 tsk. salt i et brød. Og det er uanset om brødet oprindelig er indisk, fransk eller østrigsk. Man skal også altid røre gæren ud i 1 dl. lunkent vand (med mindre man bruger våd surdej.) og så skal de fleste brød hæve tildækket til dobbelt størrelse. Resten er faktisk bare variationer over melblandinger og smagstilsætninger. Sådan cirkus.

Nu har jeg så kastet min kærlighed på indisk mad. Og der har jeg også allerede luret nogle grundprincipper/grundtemaer. I dette tilfælde handler det meget om krydderierne.
Basiskrydderier i meget indisk mad er:

• Garam masala (blandingskrydderi, der kan fås f.eks. hos tyrkiske grønthandlere)
• Ingefær-hvidløgspuré (nemt at lave selv. Riv frisk ingefær og hvidløg og bland det sammen)
• Chili (friske eller som flager)
• Gurkemeje
• Spidskommen

Derudover er det en god idé at ha' hele kanelstænger, yoghurt naturel (de bruger en fandens masse af det i Indien) og rosenvand i huset. Og nå ja, så selvfølgelig også hvedemel og gær. (Men det skal man jo ha' uanset hvad. Forbruget af gær er jo næsten blevet en indikator på folkestemningen i Dannevang).
Resten er faktisk bare variationer over grønsager og kødtyper.

Nu har jeg ikke været hele det indiske køkken rundt. Jeg er jo lige startet. Men vi har allerede et par favoritter, som jeg gerne vil dele. Det er både billigt og nemt og smager forrygende.

Keema Mutter
350 g. hakket okse- eller lammekød
100 g. løg i skiver eller stykker
100 g hakkede tomater
1 spk. ingefær- hvidløgspuré
½ tsk chilipulver
1/4 tsk gurkemeje
½ tsk spidskommen
½ tsk garam masala
1 tsk salt
125 g. ærter
1 grøn chilipeber
2 spk frisk koriander og/eller forårsløg

Kom kødet i en gryde sammen med løg, tomat og alle krydderierne. Bland det hele godt og kog retten under låg i 25-30 min. Rør rundt en gang imellem. Tag så låget af så overskydende vand fordamper. Tilsæt herefter ærter og chilien og læg låg på igen og lad det koge videre i 5-7 min. Når de minutter er gået, så tilsæt korianderblade og forårsløg og kog yderligere 2-3 min.

Færdig! (Hvis du laver ekstra meget, kan det bruges til at lave samosaer til ungernes madpakker.)


Murgh Saag
450 g. kyllingebryst
450 g. frisk spinat eller broccoli
1 spk. ingefær-hvidløgspuré
50 g. løg (hakket)
1 tsk chilipulver
1/4 tsk gurgemeje
½ tsk garam masala
½ tsk spidskommen
1 tsk salt
2 spk olie
1 ½ spks yoghurt naturel
1 grøn chilipeber

Skær kyllingebrysterne i i tern (2, 5 cm)
Skyl og rens spinaten og hak den groft (hvis du bruger broccoli så gør det samme)
Hæld 115 ml vand i en gryde og tilsæt krydderierne. Bring det hele i kog og læg låg på. Skal simre i 3-4 min.
Kom kyllingestykkerne i gryden og kog det hele uden låg i 15-20 min. til væsken er fordampet.
Tilsæt olien og lad det koge mens du rør i gryden til retten ser skinnende ud.
Tilsæt yoghurt, spinat/broccoli og grøn chilipeber og bland det hele, så der kommer et jævnt lag krydderi på spinaten. Læg låg på og lad det koge ved lav varme i 10 min. Tag herefter låget af og lad det simre indtil retten er næsten hel tør og skinnende.

Velbekomme!

Der er selvfølgelig mange flere retter. F.eks. er jeg vild med Lamb Daahl, som er lam med linser og der er jo også alle de forskellige grønsags bahjiteer. Men det må I få en anden dag. Nu er mor træt og hun skal altså også skrive en jobansøgning.Så snip, snap, snude....