kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

12.7.10

Suslings to do liste

Ting jeg burde (lade være med):

  • Drikke rødvin. Et par slurke og jeg er stangberuset. Især spansk rødvin. Jeg går helt ned på det. Det er ren forgiftning. (Men selskabet var hyggeligt!Grill i regnvejr. Man er vel halvt nordbo). Må skrive det på min allergiliste: Birk, tjek. Græs,tjek. Rødvin,tjek.
  • Brokke mig over vejret. Men kors, hvor er det bare fugtigt og varmt og selv min computer sveder (Tror også, at den er halvt nordbo).
  • Brokke mig over Moster. Besøgte hende i går og hun er såmænd sød nok og kærligheden er der såmænd også. Men kors, hvor hun japper. På et tidspunkt hvislede en solende sig ældre pæn herre godt op i årene ud mellem tænderne. "Så hold dog kæft, kvindemenneske!" Hun hørte det ikke. Hun jappede bare løs derude på terrassen, hvor hun sad sammen med os med sit ene ben og sin stråhat. Men mellem os, så tror jeg faktisk hun har sine hay days lige nu. Masser af mænd og masser af selskab. Det har hun ikke været forvænt med længe. "Ja, jeg spiser jo mad sammen med..den ene er vist gymnasielærer og den anden skolelærer ...(hun glemmer at indsætte tidligere) og de kan begge to det der med internettet. Og forleden så jeg en berømt skuespillerinde, der lige kiggede forbi og mener I ikke, at ham der er noget ved musikken (mens hun stirrer ublu og lidt lysten på den pæne solende sig godt op i årene mand, der hvislede noget til hende (ps. mellem os. Han var en aldrende bøsse)) og jeg fik jo aldrig nogen uddannelse, selv om de andre siger, jeg ligner en skolelærerinde (hun glemmer igen tidligere), men jeg har jo hele mit liv (til du blev midt i fyrrerne, skat) lavet håndens arbejde og ved I hvad, jeg gør meget for at klare mig selv og nu kan jeg det og det og det og hende jeg deler værelse med, havde sådan et ledt mavetilfælde, at jeg måtte lægge mig langt ned under dynen og trække den op over hovedet og det synes jeg ærligt talt ikke, man kan byde mig. Det var slemt og så tænker jeg på det fladskærms Tv I har købt. Solen kan jo ramme det og det må I jo forstå og så tænkte jeg på mit køleskab. Det skal jo tømme og slukkes. Nå, har I gjort det and on and on and on." Så meget, så jeg blev helt glad for at kunne underholde hende med, at jeg har noget med maven og nu måtte vi også se at... Da vi kommer hjem, ringer hun og japper on and on and on, så mit ene øre bliver lamt og så siger hun:"Tag bare nogle penge til jeres ferie. Det er da det mindste jeg kan gøre for jer." Kors.Altså! Jeg gør jo ikke ting for hende og besøger hende pga. penge. Absolut ikke. Jeg gør det, fordi hun er min moster og jeg egentlig holder ret meget af hende. Men jeg blev da glad, for med pengene kan vi betale den uges ophold, vi skal på i vores lille svenske bræddehytte med mulltoa og brændeovn og blåbær og kantareller midt ude i skoven. Men mellem os! Jeg håber aldrig, at jeg bliver en japper med ydre udsagte mentale båndsløjfer og et enkelt ben og en stråhat på på gerontologkrematoriet.

Etiketter: , ,

30.4.10

Susling siger: Afskaf naturen, det billige skidt!

Jeg hører til dem, der ikke er så vild med foråret og sommeren. Jo, altså, jeg sætter da klart pris på solsorten og bliver helt tummelumsk, når jeg hører de første strofer. Solen og varmen og bare arme og bare tæer og ramsløgene og alle blomsterne og insekterne, det kan jeg lide. Men pollen for fanden. De er mine uvenner. Birk, græs og et eller andet, jeg ikke helt kan identificere, sender mig durk ud i en influenza-blandet godt op med tømmermandsfornemmelser-lignende tilstand.
I år på trods af et blandingsmisbrug af vaccine og piller. Mine øjne brænder, snotten løber, mit hovede gør ondt, jeg kan ikke tænke klart og jeg bliver lidt smådeprimeret. Sådan på den sølle ingen kan lide mig og mit liv har mistet sin betydning-måde.

Forleden var pollentallet for birk oppe på over 1000 i København og jeg måtte simpelthen gå hjem - fra mit nye arbejde!(De var nu absolut forstående og søde). Dagen efter måtte jeg også arbejde hjemmefra. Så kunne jeg sidde der murret inde helt alene og arbejde med det jeg nu skulle på halv - eller skal jeg være helt ærlig - næsten ingen kraft (Mens jeg i al hemmelighed overvejede om jeg skulle emigrere til Grønland.De har vist ikke så mange træer og græs, men al den dejlige kulde og sne.) Alt sammen bare fordi nogle åndsvage træer skal skyde deres sæd ud lige i hovedet på mig. Ja, ja, jeg ved godt, at træer og planter er vigtige for atmosfæren og naturen kredsløb og alt det hejs. Og det er da også meget pænt at kigge på. Men stod det til mig afskaffede jeg det sgu!

Nu har jeg så ringet til lægen. Hun må gøre noget. Så vidt jeg ved, så findes der flere typer behandlinger for sådan en allergikroniker som mig. Det jeg så også har hørt er, man selv skal betale og en af behandlingerne koster 35,000 kr. i selvbetaling. De penge har jeg ikke. Men hvor der er vilje er der en vej. Jeg vil holde jer opdateret.

PS. Hvis der sidder nogle derude med supergode råd og/eller erfaringer om allergibehandlinger, så tager jeg imod med kyshånd. Jeg er ved at nå desperadostadiet.

Etiketter: ,