Susling om Berlin og familiedynamik

Kan man blive genhuset i Berlin? Hvis, så er jeg den, der er på! Berlin er simpelthen den mest fantastiske storby, jeg har været i til dato. Man vader rundt i samtidshistorie og byen er et stort byplanmæssigt bric a brac. East meats west på få øjeblikke. I den ene ende bygninger designet af Oscar Niemeyer, Alvar Alto, Arne Jakobsen m.fl. I den anden ende ægte østtysk "Plattenbau" og huse fra Bauhaustiden. Det DDRsocialistiske prestigeprojekt FernsehrTurm, der tårner sig højt over hele Berlin, så alle kan og kunne se det - både fra øst- og vestsiden.
KdWs (Kaufhaus des Westens) megalomane madafdeling, hvor man kan få alt og mere til, hvis bare man har fantasien til at ønske sig det. Atombeskyttelsesrummet på Ku'damm, der kunne rumme 3000 mennesker og kun havde to små toiletter, 2 bittesmå køkkener og hvor man i dag kan modtage mobilsignaler på fuld styrke. Hm! Hvad så med atomstrålerne? Og man regnede med, at der var luft og vand til et ophold på 14 dage. Tror nok, at jeg ville foretrække at lade mig nuke på stedet, i stedet.

Bygninger fra 16 hunderetallet, paladser og palæer, side om side med moderne byggeri. For en følsom sjæl som mig er Berlin næsten for meget. Jeg tænkte på, hvordan det mon var at bo i vores lejede lejlighed, under nazitiden, under besættelsen af russerne og som DDR-borger. Afskåret fra alt og alle. I to små rum og et køkken. Men gik selvfølgelig også all in i nutiden.

Var til marked og koncert i Mauerpark. Christiania møder Den blå Hal. Gik fra østsiden til vestsiden. Fra Rosa Luxemburg Platz ad Karl Marx-allé, på Unter den Linden og gennem Brandenburger Tor. Jeg har aldrig selv set Muren, men den er i min sjæl. Det var den tid og skræk jeg voksede op med og jeg husker stadig euforien i 1989, da muren blev væltet og jeg havde væddet med min misantropiske far om, at østblokken ville falde. Jeg vandt!

Gik langs Tiergarten og så på de fantastiske ambassader. Var i Hansa Viertel (Alvar Altobyggeri mv.). Kørte U-bahn som en indfødt og shoppede igennem sammen med Skumfidusen i Rausmann - hvor tingene næsten ikke kostede noget og man kunne få f.eks. neglelak til en euro (lige nu har jeg lavendelfarvede tånegle) og helsebringende badesalt og forskellige helseteer. Kunne man også få i ethvert supermarked og for en halvtysker som mig er det paradis, det med, at der er helt naturligt med helseprodukter (sådan gør man bare syd for DK. Fixer det med urter og sanatorieophold.) Vil til hver en tid hellere kurere en blærebetændelse (som jeg slæbte rundt med) med tranebærkapsler og blære-nyrete end antibiotika (og det lykkedes!)

Vi var kun i Berlin i 4 dage og det er langtfra nok. Jeg kommer helt sikkert tilbage. Og helst med ungerne, for vi er alt for lidt sammen til hverdag. En 20-årig og en 17-årig har deres eget liv og godt for dem og det. Men dejligt igen at føle sig som en familie for en kort stund og spise ude sammen, være sammen, opleve sammen.

Og mærke familiedynamikken, når der opstår kriser. Som da Skumfidusen blev overmandet af den mavevirus, hun havde slæbt med sig fra Barcelona (meget berejst dame) og reverender talt sked i bukserne, langt ned af benene. Det var så efter hun blot en time før havde udtalt, at hun følte sig som en lille pige igen, fordi hun hellere bestilte cola end øl og vin, som hun ellers plejer, når hun ikke er sammen med os, og tiggede is hele tiden. Det med lorten hørte sig bare til. Hun sked også altid i bukserne, da hun var lille. Vi havde så pakket bilen og forladt den lejede lejlighed på det tidspunkt og var faktisk på vej hjemad - næsten. "Hvad gør jeg?" råbte Skumfidusen. "Æh, ved jeg ikke," svarede jeg og rykkede lidt væk fra dunsten. Tænkte så:"Lejligheden! Måske vil de næstankommende lukke os ind og låne os badeværelset?" Vi var lige i nærheden. Heldigvis var der ingen, så vi kunne bare tyvelåse os ind og håbe på,at ingen dukkede op, mens den stakkels Skumfidus spredte sin hørm og andre sager i den nyrengjordte lejlighed.

Eller da vi kørte galt på vejen hjem og pludselig var på vej mod syd fremfor nord, eller da vi ankom til Rostock - uden færgereservering - kl. 22.15 og fik at vide, at måske kunne vi komme med, måske ikke på den sidste færge kl. 23.30 ellers måske, måske ikke på den næste kl. 06.00.
Og ingen af os gik i panik, bortset fra at DJ Brock erklærede, at kom vi med færgen kl. 23.30 ville han blive religiøs. Er han så nu, for vi kom med. Som rosinen i pølseenden. Lige klods op af agterporten, der var slemt tæt på Carolas lille numse, mens Anders panisk råbte:"This is a japanese car! It is very small. Every one should have a small japanese car!" (tror han var tæt på, at tro, at vi blev vinket af igen, som dem bag ved os blev i deres alt for store biler og oversize campingvogne).

Nå, men hermed min varmeste anbefaling af Berlin, små røde japanere og opdragelse af unger, så de er små hårde knolde, der ikke går i panik, når det hele brænder på.

Susling om det familiære gaskammer

Undskyld, men kan kun klare at beskrive det her i punktform.

• Har været til min lillebrors 40 års fødselsdag i går
• Fik god mad
• Ville egentlig have holdt en tale for ham
• Men hans svigerfamilie fylder meget
• Hans svigerfar holdt en tale om, hvor godt det var for min bror, at han var kommet ind i deres familie, så de kunne give ham struktur og stabilitet
• Min brors kone holdt en tale om, hvordan det hele sejler for hende, når han er ude på forretningsrejser og hvordan han giver hende struktur og stabilitet
• Fik at vide, at min bror køber tøj til hele sin familie
  
• Også sin kone
• Og vasker det
• Og gør rent
• Brors kone var faldet ned af trappe og havde forstuvet sin fod
• Brors familie syntes, at Bror skulle tage sig af sin kone og skaffe hende et elastikbind. Hans fødselsdag med mange gæster lissom. Brors svigerfamilie inaktive.
  
• Jeg skrider til handling og skaffer et elastikbind, som jeg giver tudende svigerinde på. Hendes familie stadig inaktive og sidder i en klump omkring tudende svigerinde
• Fester, spiser, danser, snakker med folk
• Anders bliver lidt vissen
• Andre bliver visne
• De fleste går
• Bror alene med os. Der er er rodet.
  
• Jeg går ind til svigerfamilie, der sidder i en klump omkring tudende svigerinde
• Siger, at min bror godt kunne bruge en hånd
• Brors svigermor går fuldstændig op i en spids
• Skriger mig med ind i ansigtet med en skinger stemme, om hvad fanden jeg bilder mig ind. Nu har de knoklet løs i tre dage og at jeg forøvrigt er en højrøvet skiderik, der ikke kan finde ud af at hilse (øh, der var lissom mange mennesker og jeg talte da med en hel masse)
• Bliver lidt paf, men ikke rystet. Alle andre løber ud af stuen. Stortudende svigerinde sidder tilbage. Jeg spørger, om hvad der lige skete der. Hun trækker dynen op over hovedet
• Går ud og hjælper som den eneste min bror med at rydde ud og rydde af
• Hiver småvissen Anders af sted mod Metro
• Kommer hjem og falder i søvn
• Kommer i dag i tanke om, at min bror har fortalt, hvordan hans svigerfamilie hele tiden dukker uanmeldt op og bliver i flere dage
• Og kommenterer deres rengøringsstandard
• Og græsplæne
• Og bare går i gang med at reparere ting hos dem uden at de er blevet spurgt
  
• Når de dukker uanmeldt op
• Var det min svigerfamilie havde jeg sat grænser op for længst (gjorde jeg også)
• Familier kan være meget invasive
• Men havde jeg holdt min tale, så ville jeg have fortalt min bror om den dag, hvor min tante, der passede mig, mens min mor var på hospitalet, fortalte mig, at nu havde jeg fået en bror. Hun hang ud over altanen og råbte det ned til mig, der legede udenfor. Kl. var lidt over 16.00 en varm majdag
  
• Jeg ville have fortalt ham om, hvor glad jeg blev og hvordan jeg 6 år gammel stak af sammen med mine kusiner og løb hen over marker og plukkede kornblomster og valmuer på vejen til det lille provinshospital
• Hvordan jeg så ham blive holdt op bag en rude
• Et kæmpe hovede og en krop svøbt helt ind i en puppe, som man gjorde i Østrig den gang
• Hvor lykkelig jeg var. For det var min bror
• Og jeg ville have fortalt om, at jeg stadig har et stort ar på min fod, fordi jeg sad fast i et stykke pigtråd på vej tilbage fra hospitalet mens jeg og mine kusiner løb hen over kornmarkerne
• Det ar minder mig stadig om min brors fødsel - på den gode måde
• Jeg ville også have fortalt om, hvad jeg sagde til min lille datter, da hun fik en lillebror
• Det er godt, at få sig en bror
• Nu er du nemlig aldrig alene
• Du vil altid havde din bror

Susling om flygtningelejr light og endnu en flu

Nå, så fik jeg selvfølgelig også 'fluenza - igen. Skrev på et tidspunkt, at teenagere var lige som babyer: sover, spiser og skider hele tiden og nu kan jeg tilføje, bliver lige så ofte syge, som da de var små, og smitter mig præcis som dengang.

Så kan vi sammen syge den i vores lille private flygtningelejr, hvor vi spiser af paptallerkener med plastikbestik og ungerne er mere end villige til at tage ud af bordet. Skraldespanden står lige i nærheden af bordet (ulækkert men ikke så mange andre muligheder) og så er det lige at samle pappet, række sig lidt til siden og smide det hele ud. Smart, synes de begge. Og de er også helt på, at vi spiser købepizzaer og andet take away. Dybest set mener de begge, at vi da bare skal fortsætte sådan. Som et stort gott verdamt teenageværelse! Personligt er jeg ved at gå i spasmer over tilvæksten i opvaskekurven og er lettere måbende over, hvor meget vi normalt putter i vaske- og opvaskemaskinen. Men man kan jo på en måde sige, at vi sympatilever med de stakkels japanere eller alle flygtningene fra Libyen. (Er verden bare forfærdelig lige nu, eller hvad?)

Susling wednesday

Pipper lige en kort besked, mens jeg ser "Drageløberen" med det halve boldøje og hiver vasketøj ud med venstre hånd. For livet er vel komplet, når:

• Man har kysset og krammet Skumfidusen og sendt hende af sted til Berlin
• Dj Brockhouse har slået op med sit harem og har barberet sine gryende bakkenbarter af, fordi pigerne - sådan generelt - synes, at de ikke er cool
• Manden ligger og snorker massivt i designerstolen og ser ud som om han har arbejdet i fireholdsskift på en boreplatform (har han lissom ikke, vel!)
• Moster ringer op og piver og fortæller ikke, hvad hun vil have os til at gøre (så sig det dog kvindemenneske!)
• it-leverandøren på arbejdet, som skulle have leveret og hele tiden lover at leverer, ikke leverer og man (som i jeg) har skruet bissen solidt fast og har fulgt op tre gange i løbet af en dag (jeg kender lopperne på travet - sådan generelt og jeg synes, at det er pinligt for dem og nu skal de fandjensme levere!) og det sker stadig ikke
  
• Ens øjne er som sand og man også lige skal e-undskylde over for lægen, at ens unge har glemt den tid, man har aftalt og forklare, at han jo har manglende forbindelse i frontallapperne
• Køkkenfirmaet har afleveret tilbud uden bund og hold i realiteter og så skal man også lige überprojektlede det oven i bunken
  

Bortset fra det: Kan passe læderbukser, skal til koncert i morgen, sætter pris på de gode måltider, vin og glæde, som jeg har fået i dag og efteråret er vel på sin vis også ok, hvis bare mine urgamle striktrøjer ikke disintegrerer inden, der igen er penge på kontoen - sådan på sigt.

Susling om familiesprog

Mine unger er ikke længere små blonde alfer med store øjne og skægge fortalelser, som f.eks. min søn, der længe insisterede på, at en bestemt sang hed: "Gullagaha". I virkeligheden hed sangen:
" ' cause I got high"! Men efter det hed alle skæve mennesker, vi mødte på vores vej Gullagaha'er. Og før I bliver forargede, så lad mig lige minde om, at vi bor på Christianshavn og på Christianshavn ligger Christiania og ud af Christiania, så kommer der mange Gullagaha'er. Det kan man jo så bruge til lidt anskuelighedslære over for ungerne. "Vil du rave rundt, som en Gullagaha, når du bliver stor?"

Det var også min søn, der introducerede begrebet: Grydemanden. Grydemanden stammer fra hans vuggestue, hvor den sødeste pædagogmedhjælpermand hver dag ved frokosttid sagde: "Hvem vil være Grydemanden i dag?" Det var min søn lidt vild med, så det fik han også lov til at være herhjemme. Siden er det bare blevet en del af vores særlige familiesprog, så nu kan man også være Opvaskemanden, Tageafbordetmanden eller Læggetøjpåpladsmanden.

Min datter introducerede begrebet: "Det er vist en sag for HC. Far!" Sådan lidt på Batman, Superman måden. Når der skal/skulle en særlig udrykning til, som kun en superfar kan klare, så rykker HC. Far på banen.

Det var også hende, der indførte "Fætter Be' om." Det er i virkeligheden Fætter BR, men hos os har det aldrig heddet andet siden og jeg må indrømme, at den klare logik i omskrivningen slog mig med lingvistisk og psykologisk fryd.

Min datter gik til ridning, min søn ville gå til Koning. (Man skal jo være anderledes end sin søster). Min datter kaldte oliven for opaluie, lakrids for elakrids og avis for elavis. Min søn kaldte sin søster for Fægække og hun kaldte ham så for Båthans og sådan kan man jo blive ved.

Det der er skægt er, at alle de sjove fortalelser går hen og bliver en del af familiesproget og selvfølgelig er det lidt fjollet. Men det er samtidig et tegn på et familiesammenhold og en dyb kærlighed til hinanden.

Og jeg tror faktisk ikke, at vi er alene om at have det sådan.

Susling Svigermor

Shyyyh, sig det ikke til nogen (Men der ligger en dreng i min datters seng her til morgen). Altså! Bliver helt rørt. Han er den første efter brudet med Cykelmyggen. Hun er god til at passe på sig selv og kun gå efter det, der virkelig betyder noget. Ham her har jeg faktisk hørt om et par gange. Nu skal vi så åbenbart til at møde ham. Det er jo altid lidt af en udfordring for en forælder.

Tror nok det ville have været lidt nemmere, hvis han var kommet på den "pæne måde", sådan ind af døren på et fornuftigt tidspunkt, hvor voksne mennesker endnu ikke er faldet om på sofaen, og havde givet hånd og sagt: "Goddag, goddag".

Som det er nu kan man liste forsigtigt rundt og mentalforberede sig på, at der på et tidspunkt kommer en forsovet knægt ud med bollehår und alles og en Skumfidus, der dybest set synes det hele er lidt pinligt.

Har skyndt mig lige at tjekke toilettet. Man behøver jo ikke som det første afsløre, hvordan familiens standard er, når den er på slap line. Indrøm det: ingen har tip top stand i hjemmet på en helt almindelig smattet søndag. Med mindre selvfølgelig man er au pair-ejer. Sådan nogle skulle efter sigende ha' det meget, meget rent. Kender en, der tvang sin au pair til at ordne badeværelserne to gange om dagen, når hun ikke lige lånte hende ud til alle sine venner.

Nå, men nu skal vi så åbenbart til at ha' en ny svigersøn i vores hjem. Vi skal bare lige have overstået det første kejtede møde. Håber saftsuseme, at Anders når at komme hjem, inden de dukker op fra teenagebulen, så jeg ikke skal tage den her alene.

Update:
Har mødt Ungersvenden. Præcis så pinligt, som jeg regnede med. Skumfidusen var en stor sammenkrøllet grønært og han var til gengæld hammersød! Min indledningsreplik: "Haaaaaaaaaaaiiiij, duuuuu! Vi synes, at det er lige så pinligt, som du gør og haaaaaaaaaaaaaaaaallllllloooooooooo Anders, du skal da også lige møde Sgægis og hallo du (smækker døren op til min søns værelse) det er Skummis Lillebror! Sig pænt goddag!" (Skummis er gået fra mintgrøn til brækgrønt på det her tidspunkt.) De skrider helvedes hurtigt ud af døren og Anders og jeg bryder sammen i krampelatter. "Cykelmyggen med skæg!" råber min mand. Jeg kan ikke sige noget som helst, fordi jeg er faldet om på gulvet af grin. Bortset fra det er alt skøøønt!

Susling efterlyser et godt råd

Nu er det jo ikke meningen, at min blog skal blive en sygejournal og jeg ved godt, at herpes er en folkesygdom. Men altså, noget siger mig, at jeg må have en ubalance, siden jeg har fået flere af den slags angreb i løbet af i år. Plus allergien.

Den herpeshævelse jeg har lige nu er den klassiske. Den kommer hvert år omkring det her tidspunkt. Men der har også været noget i foråret og nu er jeg lidt træt.

Man kan vel angribe problemet fra to sider: Den fysiske og den psykiske.

Tager man det fysiske, så mener jeg, at man må kunne rette op med nogle vitaminer og mineraler. Men hvilke? På apoteket siger de D-vitamin og det spiser jeg faktisk. Selv om jeg lige har holdt en sommerpause og suget sol i stedet. Jeg spiser også sundt og varieret og har absolut ikke en sød tand. Jeg overspiser heller ikke og mange vitaminer og mineraler burde jeg få gennem kosten, som meget består af grønsager, bælgfrugter, ris, fuldkornspasta, fisk og en gang i mellem kød (ikke hver dag og meget sjældent rødt kød. Er for dyrt og for dårligt.)
Bortset fra det så dyrker jeg motion og cykler til arbejde.

Hvad kan en stakkels kvinde gøre mere?

Tager vi det psykiske, så er det jo næsten et vink med vognstang, når min ene side af munden pludselig hæver op. Det er altid den venstre side og det sker som regel i forbindelse med, at jeg kommer tæt på noget småtraumatisk (har vi ikke alle nogle lig i lasten, som skal bearbejdes!?).

Det er noget med, at jeg ikke må tale. At jeg ikke må sige det, jeg ser og synes (har verificeret den med andre og gudsketak og lov for min blog. Her kan jeg springe ud lige så meget som det passer mig). Årsagen til, at jeg ikke føler jeg må tale og være tilstede med mine meninger kan være legio. Selv mener jeg, at jeg fik et decideret chok, da jeg kom tilbage til Danmark fra Østrig og oplevede at blive holdt ude og drillet, fordi jeg var anderledes. Og det var jeg jo også. Jeg havde set andre ting, levet i en anden kultur og talte andre sprog. Jeg var også flere niveauer fagligt over mine klassekammerater, fordi jeg havde gået i en hård skole med fyldepen, diciplin, udenadslære und alles. Det var bare ikke så hammerpopulært, at jeg faktisk syntes, at det var skægt at gå i skole. Så jeg lærte ret hurtigt at lægge bånd på mig selv for at passe ind. Selv om jeg allerede som 8-årig godt viste, at det kom jeg nok aldrig til.

Og så er der jo også det hjemlige gaskammer. Uden at gå for meget i dybden, så kan jeg da godt komme i tanker om situationer, hvor jeg blev bedt om at holde kæft. Jeg blev også kaldt for et sludrechatol (charmerende, ikk' sandt!) og der blev ikke rigtig lyttet til mig, når jeg sagde noget. For det meste synes hele min pukkelryggede (inkl. tanter, onkler, bedsteforældre osv.), at jeg var umådelig charmerede, men ikke lige én, der skulle tages alvorligt.

Nå, men jadde, jadde, jadde og for at gøre en lang historie kort, så er min pointe, at man må gå holistisk til værks, hvis man vil af med sine småskavanker og ubalancer. Det psykiske kan jeg godt håndtere. Det har nærmest sin egen indre inerti. Men hvilke mineraler og vitaminer skal der til?

På forhånd tak!

Update:
Tak til mig selv! Fatter ikke en bønne.
Nåååh! Zink, magnesium og kalcium og vitamin B og C. Snakker vi en multivitaminpille? Ikke det mest eksotiske jeg har hørt om.

Suslings to do liste

Ting jeg burde (lade være med):

• Drikke rødvin. Et par slurke og jeg er stangberuset. Især spansk rødvin. Jeg går helt ned på det. Det er ren forgiftning. (Men selskabet var hyggeligt!Grill i regnvejr. Man er vel halvt nordbo). Må skrive det på min allergiliste: Birk, tjek. Græs,tjek. Rødvin,tjek.
• Brokke mig over vejret. Men kors, hvor er det bare fugtigt og varmt og selv min computer sveder (Tror også, at den er halvt nordbo).
• Brokke mig over Moster. Besøgte hende i går og hun er såmænd sød nok og kærligheden er der såmænd også. Men kors, hvor hun japper. På et tidspunkt hvislede en solende sig ældre pæn herre godt op i årene ud mellem tænderne. "Så hold dog kæft, kvindemenneske!" Hun hørte det ikke. Hun jappede bare løs derude på terrassen, hvor hun sad sammen med os med sit ene ben og sin stråhat. Men mellem os, så tror jeg faktisk hun har sine hay days lige nu. Masser af mænd og masser af selskab. Det har hun ikke været forvænt med længe. "Ja, jeg spiser jo mad sammen med..den ene er vist gymnasielærer og den anden skolelærer ...(hun glemmer at indsætte tidligere) og de kan begge to det der med internettet. Og forleden så jeg en berømt skuespillerinde, der lige kiggede forbi og mener I ikke, at ham der er noget ved musikken (mens hun stirrer ublu og lidt lysten på den pæne solende sig godt op i årene mand, der hvislede noget til hende (ps. mellem os. Han var en aldrende bøsse)) og jeg fik jo aldrig nogen uddannelse, selv om de andre siger, jeg ligner en skolelærerinde (hun glemmer igen tidligere), men jeg har jo hele mit liv (til du blev midt i fyrrerne, skat) lavet håndens arbejde og ved I hvad, jeg gør meget for at klare mig selv og nu kan jeg det og det og det og hende jeg deler værelse med, havde sådan et ledt mavetilfælde, at jeg måtte lægge mig langt ned under dynen og trække den op over hovedet og det synes jeg ærligt talt ikke, man kan byde mig. Det var slemt og så tænker jeg på det fladskærms Tv I har købt. Solen kan jo ramme det og det må I jo forstå og så tænkte jeg på mit køleskab. Det skal jo tømme og slukkes. Nå, har I gjort det and on and on and on." Så meget, så jeg blev helt glad for at kunne underholde hende med, at jeg har noget med maven og nu måtte vi også se at... Da vi kommer hjem, ringer hun og japper on and on and on, så mit ene øre bliver lamt og så siger hun:"Tag bare nogle penge til jeres ferie. Det er da det mindste jeg kan gøre for jer." Kors.Altså! Jeg gør jo ikke ting for hende og besøger hende pga. penge. Absolut ikke. Jeg gør det, fordi hun er min moster og jeg egentlig holder ret meget af hende. Men jeg blev da glad, for med pengene kan vi betale den uges ophold, vi skal på i vores lille svenske bræddehytte med mulltoa og brændeovn og blåbær og kantareller midt ude i skoven. Men mellem os! Jeg håber aldrig, at jeg bliver en japper med ydre udsagte mentale båndsløjfer og et enkelt ben og en stråhat på på gerontologkrematoriet.

Susling siger: Vær mod andre, som du vil ha' de skal være mod dig!

I princippet kunne jeg godt brokke mig. F.eks. over Gammel-Moster. Hun har fået for vane at ringe op i tide og utide OG som regel starte en samtale sådan her: "Jeg har brug for (indsæt diverse her)!" (På det tidspunkt har hun ikke præsenteret sig eller noget). Jeg svarer ordret gengivet:"Det skal jeg nok sørge for, men du kunne som minimum starte med at præsentere dig og sige goddag." Hun svarer ordret (med lidende højtråbende martyrforarget stemme):"Du forstår vist ikke helt rigtig min situation!!" (Hvilket jeg faktisk finder ret fornærmende, for gu' gør jeg da det).

Kors, marn! Hvad vil hun have af mig? Total dedikation?! At jeg kaster alt til side for hende. At jeg lægger mig op i benenden hos hende og rådner op sammen med hende. Hun er ikke en gang min mor, som man vel altid føler sig lidt forpligtet over for og hvor der vel et eller andet sted er en em af kærlighed. Sådan er det ikke lige med min Moster these days. Det er bare fordi, jeg er den sidste, hun har og min bror ikke lige gider levere. Og så føler jeg, at jeg bør.

Men skal vi ikke bare blive enige om, at man nok ville komme længere med lidt almindelig høflighed? Ben eller ikke ben. Gerontologkrematorie eller ej. Jeg bliver ihvertfald aldeles demotiveret og faktisk lidt småsur.

Nå, men, altså jeg gider ikke at brokke mig. Det er for varmt og kræver for meget energi. Lige som hun gør. Jeg er ikke en Florence Nigthingale, og hvis man vil have omsorg og varme, så skal man også give den selv, (I kan måske nok gætte, at det har hun ikke altid givet) også selv om man er blevet gammel og syg. Alderdom er ikke nogen undskyldning og omsorg og kærlighed er ikke en ret.

Så folks, vær mod andre, som du vil have, de skal være mod dig. Og start helst så tidligt som muligt.

Suslings moster

Jeg besøgte min gamle moster i går. "Vil du se stumpen!?" råbte hun hæmningsløst. "Øh, nej tak. Jeg vil helst være fri,"svarede jeg. Må indrømme at jeg ikke lige er til sår, blod og splatter. Brugte også mest tid på at undgå, at se på alle de gamle mennesker og holde vejret, så jeg ikke skulle indånde hospitalsdunsten.

Bare kald mig pylret, men det er ikke min yndlingsbeskæftigelse, den slags. Heldigt for mig, ville hun gerne ud og køre en tur i den lille park, der ligger ved hospitalet. Så jeg skubbede afsted med min moster i hendes kørestol. Det var næsten som at gå med klapvogn igen. Jeg slap kørestolen på et tidspunkt og gav den et lille puf, så hun trillede afsted ned af en bakke. Præcis som jeg gjorde med ungerne, når vi fjollede. Bare et lille puf, der gav et frydefuldt gys hos dem. Ikke mere end jeg hurtigt kunne få fat i håndtaget igen. Det grinede min moster faktisk lidt af.

Hun var ved godt mod og på et tidspunkt proklamerede hun:"Nu er det bare om at komme videre. Jeg er jo ikke syg!" Og så brokkede hun sig over de andre, der sad og hang med hovederne. Det gad hun ikke, sagde hun. Hun gad heller ikke at ende som hende, hun deler værelse med. "Hun er 95 år og helt fra den. Hun aner ikke, hvor hun er. Så er der da ikke noget ved at blive gammel," filosoferede hun.

På vejen rundt i parken udpegede hun en blomstrende busk, som også havde stået i hendes fars, min morfars have. Ingen af os kunne huske navnet på busken. Men den havde klase efter klase af yndige rosa, velduftende små blomster. Jeg tyvplukkede nogle stykker og lagde i hendes skød. Kort efter kørte jeg hende tilbage og ind i tv-stuen, hvor der var linet op til royal røgelse. Der sad allerede en hel masse surt udseende gamle damer klar. Der blev jeg sågu lidt ked. For jeg kunne da ikke efterlade min moster midt i det her. Så meget surhed og tristesse samlet på et sted. Jeg så på min moster og konstaterede, at hun havde fået rødme i kinderne og livlige øjne, men da jeg gav hende et kram og hviskede, at jeg elskede hende, så føltes hun så spinkel og skrøbelig. Det var lige før, jeg resolut havde taget fat i håndtagene og var rullet afsted med hende igen. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg kan jo ikke tage mig af hende og pleje hende. Der skal kyndige hænder til.

Da jeg gik derfra, trøstede jeg mig med, at hun faktisk så meget mere sund ud end for blot nogle uger siden, og jeg ved, at hun er en stærk kvinde med livsvilje.

Susling rapporterer fra skyttegraven

Please, please giv mig bare fem min. hvor jeg kan være helt alene med mig selv og tænke en ærlig og interessant tanke. Bevares man tænker da, når bunkerne af vasketøj skal stuves af vejen eller når man står med hovedet ned i toilettet og håndterer skurebørsten. Eller når ens tastefingre farer henover tasteturet og man fortæller om fattige kvinder i Afrika eller diverse nødhjælpsordninger. Eller når man lige suser forbi Gammel-Moster, der begynder at ligne et kældermenneske. Det er altsammen bare udelukkende løsrevne tanker og brudstykker. Og det var så faktisk nu, at man skulle til at nyde voksentiden. Børnene er stort selv selvkørende - ikke så meget service der længere - og så bliver den ældre generation plejekrævende.

Forleden, da jeg var ude hos Gammel-Moster, så var det så sørgeligt, at jeg begyndte at få mine velkendte kedafdetheds-opkastfornemmelser. Det var ikke fordi, at hun var specielt ulækker. Ok, jo lidt. Hun er spøgelsesbleg, har store hævede ben og forkrampede gigthænder, hun humper afsted, kan ikke rette sig op og er helt duknakket og så er hun begyndt at savle. Det var sgu mere end jeg kunne klare og så stod jeg der og gylpede af sorg over min gode varme moster. Jeg kunne ikke kontrollere det og jeg var pis' bange for, at hun så det. Jeg respekterer hende jo. Det gør jeg sgu! Men...altså.

Det værste er, at jeg er begyndt at stikke plader. Små hvide løgne. Over for hende og over for andre. Det er meget harmløst og ikke noget, der rykker det store, men jeg gør det for at overleve. Orker ikke de store armbevægelser. Må bare ha' lidt rum eller som minimum løbe væk fra de følelseskrav folk stiller til mig. Kan jo ikke sige:"Du, jeg er ved at krepere af sorg over, at du har det så skidt og jeg er dybt overanstrengt af, at skulle tage vare på så meget, så jeg melder lige pas i dag!" I stedet siger jeg til Gammel-Moster:"Du, jeg kan ikke blive så længe, så jeg henter lige de her penge til dig og så bliver jeg nødt til at suse videre. Du ved husmorhejset og jobbet." Eller:"Må stå af på repræsentantskabsmødet. Min Moster, du ved. Jeg har fortalt dig om hende." Og det jeg i virkeligheden gør, er at kravle hjem, pløje hverdagskrav igennem og falde om på sofaen før te-tid. Det kan jeg godt skamme mig lidt over. At jeg gør sådan og ikke møder verden med åben bandebrask.

Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg har set for meget: Jeg har set min mormor og morfar forfalde og dø. Jeg har set mine onkler forfalde og dø. Jeg har set min mor og far forfalde og dø. Jeg har set min højtelskede svigerfar forfalde og dø og nu kan jeg så se min Gammel-Moster forfalde og dø.
Så undskyld, at jeg smålyver og gylper lidt.

PS. Resten går fint. Snakker med folk, går til brunch og lever ellers som alle andre.

Suslings julefred

Hårh, sidder her med maven fuld af for meget af det hele og er aldrig kommet ud af nattøjet. Er stadig helt rørt over, at ha' en søn, der bliver glad for at få to par lange underbukser i julegave (han fik selvfølgelig også en masse andet) og en datter, der summer af lykke over en topmadras og en mælkeskummer (hun fik selvfølgelig også en masse andet). Er også helt rørt over, at Svigermor var blidheden selv og at Svoger snakkede til han gik kl. ca. 4.00 i morges og især rørt over, at han er kommet sig over sin skilsmisse.

Faktisk summer det helt i mig over min lille familie. Min bror og alle hans, som vi var sammen med den 22. Gammel-Moster, som var for træt til at komme juleaften, men som vi også så ude hos min bror og som jeg er i telefonisk kontakt med løbende. Min gamle søde nabo, der har holdt jul helt alene, men som da skal ha' et lille stykke af min julekage, når jeg en gang i morgen tidlig kan ånde nogenlunde normalt igen og er sprunget ud af nattøj, briller og konstant morgenhår. Kan jo ikke vise mig offentligt sådan her, vel.

Men faktisk sker der jo underlige ting ude i verden, mens vi andre er tæt på at blive tvangsindlagt på gastrointeritisk afdeling eller får julerøvet vores hjem. F.eks. så går irerne da helt amok i bodsgang. Så lige at fire biskopper nu var trådt tilbage pga. pædofili og de undskylder og undskylder derovre. Det gør kineserne til gengæld ikke. De fængsler bare hinanden i 11 år pga. noget på internettet, når de ikke lige dyrker dødsstraf eller udvikler produkter, der slår spædbørn ihjel. Men de har jo sådan set også en tusindeår lang tradition med at være onde ved hinanden og må jeg tilføje onde ved os. Var da vist bl.a. dem, der blokerede for en klimataftale, der rykkede. Lang-tung-ting at trækkes med der.

Nå, nu er ungerne skredet begge to. Der er lige nogle venner, der skal plejes. Jeg kravler til gengæld tilbage på sofaen og tuner ind på kanal 6, hvor de sender:"The Alamo". Vist også noget med noget ondskab og død. Bliver jo nødt til at ha' bare lidt modvægt til alt det her lykkesummen. Men tror nu nok, jeg kan finde lidt tid og energi til at kysse på gemalen på et eller andet tidspunkt, når jeg har fordøjet. Damn skulle ikke ha' taget det ekstra stykke flæskesteg!
Nå, hvad...er det ikke noget med, at man skal spise så meget af alt det vamle kødhelvede og sovs i kaskader, at man på et tidspunkt sværger, at man aldrig rører det stads igen?

Julefred til jer alle!

Susling om gammelhed

Gammel - moster er, bortset fra min bror, den sidste jeg har på min side. Det er hende, der bærer på alle minderne og husker alt det, vi andre ikke kan huske. Gammel-moster er samtidig også min mor nummer to. Når min mor svigtede pga. så mange ting, så var min moster der. Hun havde selvfølgelig sit at slås med og hun kunne ikke altid være der fysisk. Men jeg havde hende og fra hende strømmede der den her ubetingede kærlighed, man har brug for som barn og ung. Det har også altid været hende, jeg har kunne sige ting til, som jeg ikke kunne fortælle min mor, fordi min mor var for mentalt svag til at rumme, at det ikke altid gik mig godt.

Når jeg fortalte Gammel-moster ting, der plagede mig, har hun altid bare slået et stort grin op og er gået i gang med at synge en sang, mens hun gav os en lille svingom.

Hun kan ikke altid rumme, det jeg fortæller og et af hendes personlighedstræk er, at bliver ting for svære, så laver hun samtalemæssige overspring og begynder, at tale om noget perifært og ligegyldigt. Som f.eks. at radiatoren trænger til at blive fixet - det iøvrigt sagt helt uden relevans for den dialog vi har igang.

Hun kan heller ikke få ordene "Jeg elsker dig!" over sine læber. "Store ord har jeg det svært med, " siger hun. Men hell ingen er perfekt og så er det bare mig, der siger det hele tiden og krammer løs. Og jeg garanterer for, at i min egen lille familie, så siger vi det hele tiden: "Jeg elsker dig" er nærmest blevet vores afslutningshilsen, når vi taler i telefon sammen eller når vi bare bliver så overstrømmende glade for, at vi har hinanden. Især mig og Skumfidusen. Men vi er jo også de flagrende i familien. En gang imellem brummer DJ Brok og min elskede det også - helt spontant.

Nu er min moster desværre blevet lidt vakkelvorn. Hun kan slet ikke det samme som tidligere og jeg ved godt, at det er en stakket frist, jeg har hende. Det gør mig sgu' ked. Det gør mig også ked, at jeg ikke kan rumme alle hendes småproblemer. For hvad stiller man op med én, der pludselig begynder, at tale om konsistensen på sin afføring? Eller antallet af hospitalindlægelser? Eller herpessår på røven (undskyld at jeg nogensinde har mit nævnt mit eget (dog på munden) her på bloggen, undskyld, undskyld) eller blodstyrtninger eller den sidste by pass eller kæbeoperationen osv. osv....Når hun går igang, så er det mig, der laver samtalemæssige overspringningsøvelser. Jeg kan ikke ha' detaljerne. Men jeg elsker hende på trods og alligevel. Ubetinget!