kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

29.7.11

Susling om Berlin og familiedynamik









































Kan man blive genhuset i Berlin? Hvis, så er jeg den, der er på! Berlin er simpelthen den mest fantastiske storby, jeg har været i til dato. Man vader rundt i samtidshistorie og byen er et stort byplanmæssigt bric a brac. East meats west på få øjeblikke. I den ene ende bygninger designet af Oscar Niemeyer, Alvar Alto, Arne Jakobsen m.fl. I den anden ende ægte østtysk "Plattenbau" og huse fra Bauhaustiden. Det DDRsocialistiske prestigeprojekt FernsehrTurm, der tårner sig højt over hele Berlin, så alle kan og kunne se det - både fra øst- og vestsiden.
KdWs (Kaufhaus des Westens) megalomane madafdeling, hvor man kan få alt og mere til, hvis bare man har fantasien til at ønske sig det. Atombeskyttelsesrummet på Ku'damm, der kunne rumme 3000 mennesker og kun havde to små toiletter, 2 bittesmå køkkener og hvor man i dag kan modtage mobilsignaler på fuld styrke. Hm! Hvad så med atomstrålerne? Og man regnede med, at der var luft og vand til et ophold på 14 dage. Tror nok, at jeg ville foretrække at lade mig nuke på stedet, i stedet.

Bygninger fra 16 hunderetallet, paladser og palæer, side om side med moderne byggeri. For en følsom sjæl som mig er Berlin næsten for meget. Jeg tænkte på, hvordan det mon var at bo i vores lejede lejlighed, under nazitiden, under besættelsen af russerne og som DDR-borger. Afskåret fra alt og alle. I to små rum og et køkken. Men gik selvfølgelig også all in i nutiden.

Var til marked og koncert i Mauerpark. Christiania møder Den blå Hal. Gik fra østsiden til vestsiden. Fra Rosa Luxemburg Platz ad Karl Marx-allé, på Unter den Linden og gennem Brandenburger Tor. Jeg har aldrig selv set Muren, men den er i min sjæl. Det var den tid og skræk jeg voksede op med og jeg husker stadig euforien i 1989, da muren blev væltet og jeg havde væddet med min misantropiske far om, at østblokken ville falde. Jeg vandt!

Gik langs Tiergarten og så på de fantastiske ambassader. Var i Hansa Viertel (Alvar Altobyggeri mv.). Kørte U-bahn som en indfødt og shoppede igennem sammen med Skumfidusen i Rausmann - hvor tingene næsten ikke kostede noget og man kunne få f.eks. neglelak til en euro (lige nu har jeg lavendelfarvede tånegle) og helsebringende badesalt og forskellige helseteer. Kunne man også få i ethvert supermarked og for en halvtysker som mig er det paradis, det med, at der er helt naturligt med helseprodukter (sådan gør man bare syd for DK. Fixer det med urter og sanatorieophold.) Vil til hver en tid hellere kurere en blærebetændelse (som jeg slæbte rundt med) med tranebærkapsler og blære-nyrete end antibiotika (og det lykkedes!)

Vi var kun i Berlin i 4 dage og det er langtfra nok. Jeg kommer helt sikkert tilbage. Og helst med ungerne, for vi er alt for lidt sammen til hverdag. En 20-årig og en 17-årig har deres eget liv og godt for dem og det. Men dejligt igen at føle sig som en familie for en kort stund og spise ude sammen, være sammen, opleve sammen.

Og mærke familiedynamikken, når der opstår kriser. Som da Skumfidusen blev overmandet af den mavevirus, hun havde slæbt med sig fra Barcelona (meget berejst dame) og reverender talt sked i bukserne, langt ned af benene. Det var så efter hun blot en time før havde udtalt, at hun følte sig som en lille pige igen, fordi hun hellere bestilte cola end øl og vin, som hun ellers plejer, når hun ikke er sammen med os, og tiggede is hele tiden. Det med lorten hørte sig bare til. Hun sked også altid i bukserne, da hun var lille. Vi havde så pakket bilen og forladt den lejede lejlighed på det tidspunkt og var faktisk på vej hjemad - næsten. "Hvad gør jeg?" råbte Skumfidusen. "Æh, ved jeg ikke," svarede jeg og rykkede lidt væk fra dunsten. Tænkte så:"Lejligheden! Måske vil de næstankommende lukke os ind og låne os badeværelset?" Vi var lige i nærheden. Heldigvis var der ingen, så vi kunne bare tyvelåse os ind og håbe på,at ingen dukkede op, mens den stakkels Skumfidus spredte sin hørm og andre sager i den nyrengjordte lejlighed.

Eller da vi kørte galt på vejen hjem og pludselig var på vej mod syd fremfor nord, eller da vi ankom til Rostock - uden færgereservering - kl. 22.15 og fik at vide, at måske kunne vi komme med, måske ikke på den sidste færge kl. 23.30 ellers måske, måske ikke på den næste kl. 06.00.
Og ingen af os gik i panik, bortset fra at DJ Brock erklærede, at kom vi med færgen kl. 23.30 ville han blive religiøs. Er han så nu, for vi kom med. Som rosinen i pølseenden. Lige klods op af agterporten, der var slemt tæt på Carolas lille numse, mens Anders panisk råbte:"This is a japanese car! It is very small. Every one should have a small japanese car!" (tror han var tæt på, at tro, at vi blev vinket af igen, som dem bag ved os blev i deres alt for store biler og oversize campingvogne).

Nå, men hermed min varmeste anbefaling af Berlin, små røde japanere og opdragelse af unger, så de er små hårde knolde, der ikke går i panik, når det hele brænder på.


Etiketter: ,

0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home