Susling om det små og det store

Så sad man der med højt sommerhushår og kløende myggestyg i den lille røde perkerdyt Carola, efter man få øjeblikke før havde "drucket kaffe och ätat kackor" hos Hr. og Fru Lundquist og betalt for en uges ophold i den lille røde bræddehytte med brænderøg og små bitte groddar over alt, så man var bange for at træde på dem, når man skulle hen til multoat med en klemme på næsen. Mild og god og let brunet med hele "Onkel Danny fortæller" boblende i sjælen på vej mod nye horisonter.

Og så er der fandme en idiot, der har bombet og skudt sig igennem en masse smukke ungdommer. Pisset på demokratiet og dialogen. "Det der! Det er ikke Al-q! Det er en højreekstremist!" var det første jeg sagde, da jeg hørte nyheden i Carolas skrattende lille bilradio.

Jeg håber, at dette her på trods af alt sin gru bringer noget godt med sig. F.eks. at alle demokrater retter sig og siger:"Nok er nok. Vi er stolte af vores demokratiske og åbne samfund og nu gider vi ikke mere indre svinehundesnak i fuld offentlighed! Må man bede om en ordentlig kammertone og få sat skik på alle ekstremister." Det håber jeg sgu!

Og nu vil jeg forøvrigt have lov til at fortsætte min sommerferie - nu på vej mod Berlin og glemme alt om genhusninger, vandskader og skimmelsvamp og rendyrket modbydeligt vanvid (det sidste tager jeg med i min aftenbøn, for som min kloge søn nu med skæg og bakkenbarter sagde:" Jeg har altid ment, at ekstremister og racister har en alvorlig gendefekt".)