Susling efterlyser et godt råd

Nu er det jo ikke meningen, at min blog skal blive en sygejournal og jeg ved godt, at herpes er en folkesygdom. Men altså, noget siger mig, at jeg må have en ubalance, siden jeg har fået flere af den slags angreb i løbet af i år. Plus allergien.

Den herpeshævelse jeg har lige nu er den klassiske. Den kommer hvert år omkring det her tidspunkt. Men der har også været noget i foråret og nu er jeg lidt træt.

Man kan vel angribe problemet fra to sider: Den fysiske og den psykiske.

Tager man det fysiske, så mener jeg, at man må kunne rette op med nogle vitaminer og mineraler. Men hvilke? På apoteket siger de D-vitamin og det spiser jeg faktisk. Selv om jeg lige har holdt en sommerpause og suget sol i stedet. Jeg spiser også sundt og varieret og har absolut ikke en sød tand. Jeg overspiser heller ikke og mange vitaminer og mineraler burde jeg få gennem kosten, som meget består af grønsager, bælgfrugter, ris, fuldkornspasta, fisk og en gang i mellem kød (ikke hver dag og meget sjældent rødt kød. Er for dyrt og for dårligt.)
Bortset fra det så dyrker jeg motion og cykler til arbejde.

Hvad kan en stakkels kvinde gøre mere?

Tager vi det psykiske, så er det jo næsten et vink med vognstang, når min ene side af munden pludselig hæver op. Det er altid den venstre side og det sker som regel i forbindelse med, at jeg kommer tæt på noget småtraumatisk (har vi ikke alle nogle lig i lasten, som skal bearbejdes!?).

Det er noget med, at jeg ikke må tale. At jeg ikke må sige det, jeg ser og synes (har verificeret den med andre og gudsketak og lov for min blog. Her kan jeg springe ud lige så meget som det passer mig). Årsagen til, at jeg ikke føler jeg må tale og være tilstede med mine meninger kan være legio. Selv mener jeg, at jeg fik et decideret chok, da jeg kom tilbage til Danmark fra Østrig og oplevede at blive holdt ude og drillet, fordi jeg var anderledes. Og det var jeg jo også. Jeg havde set andre ting, levet i en anden kultur og talte andre sprog. Jeg var også flere niveauer fagligt over mine klassekammerater, fordi jeg havde gået i en hård skole med fyldepen, diciplin, udenadslære und alles. Det var bare ikke så hammerpopulært, at jeg faktisk syntes, at det var skægt at gå i skole. Så jeg lærte ret hurtigt at lægge bånd på mig selv for at passe ind. Selv om jeg allerede som 8-årig godt viste, at det kom jeg nok aldrig til.

Og så er der jo også det hjemlige gaskammer. Uden at gå for meget i dybden, så kan jeg da godt komme i tanker om situationer, hvor jeg blev bedt om at holde kæft. Jeg blev også kaldt for et sludrechatol (charmerende, ikk' sandt!) og der blev ikke rigtig lyttet til mig, når jeg sagde noget. For det meste synes hele min pukkelryggede (inkl. tanter, onkler, bedsteforældre osv.), at jeg var umådelig charmerede, men ikke lige én, der skulle tages alvorligt.

Nå, men jadde, jadde, jadde og for at gøre en lang historie kort, så er min pointe, at man må gå holistisk til værks, hvis man vil af med sine småskavanker og ubalancer. Det psykiske kan jeg godt håndtere. Det har nærmest sin egen indre inerti. Men hvilke mineraler og vitaminer skal der til?

På forhånd tak!

Update:
Tak til mig selv! Fatter ikke en bønne.
Nåååh! Zink, magnesium og kalcium og vitamin B og C. Snakker vi en multivitaminpille? Ikke det mest eksotiske jeg har hørt om.