Suslings hood

I dag er en smuk dag. Luften er mild. Lyset er mildt og min lille storbyenklave har skiftet sine faste beboere ud med turister, der åh'er og næ'her over, hvor idylisk vi har det med gamle fine købmandsgårde, kanaler og stokroser. Jeg kan egentlig godt se det. At her er smukt. Med fine farver og ånd og historie. Men vi har jo også den fulde grønlandske kvinde, der ikke kunne stå på benene, da jeg så hende i formiddags, da jeg var på vej til fitness. Hun blev støttet af en meget tålmodig mand og det trøstede mig lidt, mens jeg filosoferede over, hvad der dog var blevet konsumeret, for at oparbejde sådan en brandert så tidligt på dagen. Sådan nogle har vi jo også. Eller hvad med ham surferduden, der slingrede lidt halvskævt på sine meget beskidte fødder i designerklipklappere og næsten var ved at tabe den meget store pose tomme flasker, han bar i sin ene hånd. Eller min gamle sure medbeboer, der sidder på Stærkodder allerede kl. alt for tidlig formiddag. Og når jeg drejer om hjørnet og passerer broen, så er en båd fra Rungsted ved at lægge til. En meget stor båd rungende af nordsjællandske stemte s'er og høje a'er. Hvad vil de her? tænker jeg. Spise på Noma? Få en frokost på Restaurant Kanalen? Eller bare se på stokroser og fulde grønlændere? Jeg spurgte dem ikke og i min åndsfraværelse blev jeg torpederet af en målrettet tysk familie. Fire mindre børn og en meget rund mor og far med rygsække bagpå og kameraer foran på de toppede maver. De havde alle shorts og flade Eccosandaler på.

Jeg elsker virkelig at bo, hvor jeg gør. Jeg har boet her i over 17 år og mine unger er "chrisjanshavnere". Min søn starter på gymnasiet efter sommerferien med nogle, han altid har kendt. Helt tilbage fra vuggestuen, naboernes unger han har leget med, børnehavebekendte, de samme skolekammerater. Jeg har set dem vokse op. Jeg har set midaldrende blive gamle og nogle af dem dør lige nu. Bliver fundet af Falck eller en drukkammerat. På overfladen er her rigtig pænt og fotoopportunt. Med både, mursejlere, måger, svaner, vand, stokroser og semikendte. Nedenunder er det bare endnu et råt hjørne i storbyen. Men jeg medgiver: det milde lys og luft klæder. I hvertfald lige nu.