Susling i Skogen

Nogen har set en elg. Ellere rettere bagbenene af en elg, da den sprang over motorvejsværnet, der midt på motorvejen, hvor vi alle holdt andægtigt i kø, for ikke at få det store dyr op på motorhjelmen. Jeg tror ikke Carola ville have kunne holde til det.
Går ud fra, at det så beretter os til, at købe et af de hersens elgklistermærker til at sætte på bilen. Men det er vi lidt uklare på. Anders mener nemlig, at man skal have kørt ind i en elg for at kunne sætte mærket på. Han er sgu så melodramatisk. Nå, men når vi engang bliver enige, så har jeg planer om at købe et elgklistermærke, der er så stort, at det dækker den hvide tekst på siden af Carolla. Vil hellere ha' en kæmpe elg på siden af bilen, end det dersens "Sport".

Ellers har vi mest "klikket" os rundt i den svenske skov. Anders går meget op i den her skridttæller og der gik helt sport i den for os andre, at spørge om, hvor mange skridt vi havde gået lige den dag. En af dagene var vi helt oppe på 17.000 skridt. (Det slog så ikke lige Roskildefestivalen, hvor vi havde gået 22.000 skridt i løbet af en eftermiddag og aften).

I år var der i øvrigt den interessante tvist, at vi var meget geologiske. Fokus var klart på sten og istidsforandringer. Bl.a. var vi inde i et bjerg - Taberg - der består af titanmagnetitolivit. Stenhårdt om jeg så må sige. Bjerget er over en milliard år gammelt og har overlevet alle istider, siden det blev dannet som en magnablop fra jordens indre. Alle andre bjerge i granit omkring bloppen er jævnet ud forlængst af istiderne.



Hvilket får mig til at huske på noget helt særligt ved den svenske folkesjæl. De er nemlig også jævnet ud og er helt uhyggeligt kollektive. F.eks. så var der et lille forsøg, hvor et barn skulle tage en magnet føre den ned på stenene, der lå på minens "gulv" og så vise alle os andre, at stenene var magnetiske. Helt ok. Men, da samtlige børn skulle lave samme stunt: føre en magnet til stenene og vise alle os andre det, så synes jeg altså godt nok, der gik kollektiv i skidtet. Man bliver lidt lang i spyttet af at glo på 10 børn, der gjorde nøjagtig det samme og viste os det samme i 10 stive minutter, før guiden førte os videre. Men i Sverige har alle ret og er lige lige og så har de iøvrigt en helt særlig køkultur. Er der en kø, så står alle svenskere der, selv om der er tre andre frie kasser -i supermarkedet, ved Ø-bron, ved færgelejet. De tager alle sammen samme kø. Man føler sig helt italiensk og anarkistisk, når man bryder den regel og stille sig solo på ved en af de tomme kasser.

Når vi ikke moppede svenskere eller gik rundt i Skogen, så hang vi mest ud ved huset. Jeg er kommet til at holde helt af det. Selv mulltoaet! Der er intet som at besørge med udsigt til den svenske Skog.Bemærk i øvrigt mine nye læsebriller. Jeg er blevet afhængig af dem. Skulle på et tidspunkt udfylde en blanket, men havde glemt dem. Jeg kunne ikke se, hvad jeg skrev! Nå, men ja, så er man blevet sådan én, der må holde styr på læsebriller, nærsynsbriller, kontaktlinser og solbriller. Og erotisk buttet er man også blevet. Og sådan en, der sukker efter, at få sig sin helt egen lille svenske bræddehytte, som man kan komme tilbage til år efter år. (Jeg har allerede mentalindrettet den med Klippan-sofaer og små lave hvide reoler.) Så meget for fordums eventyrtrang.