Susling går tilbage til en fuser

Jeg har ikke sat mine ben på Roskilde Festivalen siden dengang jeg dejsede om i mudderet midt under en Lou Reed-koncert og fik et akut anfald af "Jeg-kan-ikke-se-jeg-ikke-gå-jeg-kan-ikke-stå-jeg-kan-kun-høre" og Anders måtte slæbe mig tværs igennem smatten for at aflevere mig i Saniteten, hvor jeg og diverse fulde svenskere, så kunne ligge på smalle krigshospitalsbårer og komme tilbage til en eller anden nogenlunde normal tilstand. Ok, indrømmer, at jeg nok ikke burde have taget et hvæs af den megajoint, som en meget venlig hollænder stak mig i et anfald af "vi kommer hinanden ved på kryds og tværs". Men hei, jeg var jo ung og livsglad (har så ikke rørt det skidt siden).

Nå, men nogle gange skal man så gå tilbage til en fuser. Og i lørdags, der transporterede jeg Skummisen og hendes liggeunderlag, sovepose, roskildeklapstol med indbygget bajserholder, 8 cup noodles, vores knækbrød, tre vandflasker og diverse andet assorteret i en stor taske til netop Roskilde Festivalen. I øvrigt sammen med en masse andre curlinge-børns forældre. Jeg så fandme en far, der slæbte afsted med datterens udstyr, mens hun valsede afsted foran. Det var tydeligt, at han ikke var Roskilde Festival-typen. Hans alder og hårfarve (meget gråt) og hans påklædning: pæne beigefarvede shorts, brune sejlersko og pastelfarvet polo med krave og krokodille tydede lissom på det. Ville nok mere have skudt ham til at være i Jarzzfestival-segmentet. Men nu skulle hans darhter altså til rock festival.

Normalt plejer vi ikke at køre den skumfødte afsted i bil til Roskilde. Det har hun fixet selv. Men uvist af hvilken grund,var der gået kuk og tøsefnidder i planlægningen og kl. 800 dut om morgenen, sad der en meget fortvivlet Skummis midt i sin oppakning - stol, liggeunderlag og det hele, så vi forbarmede os, proppede hende i Carola og trillede afsted sammen med alle de andre service-forældre.

Vel nede kunne vi ikke bare læsse hende af og vinke pænt farvel, for Skummisen skal arbejde sin billet af og hvor fillan var det hun skulle hente sit armbånd midt i det kaos, der langsomt var ved at bygge sig op? Meget muligt, at nogle synes jeg er et bæst, men i sådanne situationer bliver jeg en løvemor, så jeg spændte remmene på mine sølvfarvede, bling-bling besatte gladiatorsandaler og kastede mig ud i støvet og alle de maste øldåser og resterne af jakabov og dåseleverpostej. ('Kæft, hvor var der allerede ulækkert. I visse tilfælde måtte jeg snerpet dametrippe henover øllede sovende soveposemumier og snasket lokumspapir. (Adr!))

En stiv time vadede hun og jeg rundt, mens Camp Bonderøv, Camp Hell Raisers og Camp Pink Princesses varmede op til at vælte hegnet.

Anyways, missionen lykkedes og vi kunne læsse Skumfidusens 8 cup noodles, vores knækbrød, roskildeklapstolen med indbygget bajserholder, tre vandflasker, liggeunderlag, sovepose og diverse assorteret af, som alle andre pæne midaldrende middelklasseforældre (og nej, vi bar det ikke for hende).

Vi vinker pænt farvel, jeg puster støvet af de sølvfarvede bling-blingbesatte gladiatorsandaler, og tænker "Good bye Roskilde! Vi er for gamle og sippede til det her hejs." Og så sætter os ind i Carola (som i parantes bemærket får mig til at føle mig guddommelig normal. Den har centrallås, siger ikke underlige raslelyde og ligner en hel masse andre normale biler på motorvejen) og så damper vi ud af kaoset og æder den hvide stribe på motorvejen til København.

Men hvad sker der? Og det her er den skinbarlige sandhed. Om aftenen bliver vi så supernostalgiske, at vi onlinekøber to en-dagesbilletter til på fredag!

Jeg tager med garanti ikke de sølvfarvede bling-blingbesatte gladiatorsandaler på og jeg har helt sikkert en klemme på næsen og et ædende sippet morblik med i tasken. Men hell! Glæder mig meget til at se Tinariwen, Cv. Jørgensen, Alice in Chains og Them Croucked Vultures (my god, grunge er blevet moderne igen).

Forever (neil) young, eller noget!