kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

7.6.10

Susling om vrede og at turde sige fra

Jeg har givet mig selv regnsvejrsfri idag. Ikke fordi jeg er en pjækkerøv, men fordi min mave rumler, min hals snørrer sig sammen og jeg er op til her (peger på halsen) af bekymringer. Moster ligger stadig med 1½ ben og en solid morfinrus og Anders har endnu ikke fundet et andet job. (Den slags betyder jo immervæk noget for vores økonomi på sigt.) Og hvad med dagpengene? Så længe jeg er i løntilskud, er jeg sikret. Men tæppet kan jo blive trukket væk under én - sådan med det vuns.

Det her er situationer, som der ikke kan gøres noget ved. Det må gå sin skæve gang (kors!? Det er ikke en gang for at være morsom.)Følelserne omkring det, kan det ikke betale sig at ha'. Jeg mener, jeg kan føle noget herfra og til månen, men det ændrer ikke på præmisserne. Så jeg går ikke ind i mine bekymringer og mine følelser har jeg sendt på nattevagt. Men de sidder der selvfølgelig - et sted i kroppen. Jeg kan mærke dem suse rundt og tage toppen af al glæde. Og så er det, jeg pludselig må melde pas. For når selv det at lægge vasketøj sammen og slå en dej op føles som en krig, så er den jo gal. Ikke uoprettelig gal, men bare gal. Det er et tegn. Et tegn på, at jeg skal passe på mig selv.

I virkeligheden, så handler det sådan set om at sige fra. Det har jeg det helt fantastisk dårligt med. Det med at sige fra. Eller at vise folk min vrede, min frustration, min bekymring. Altså ikke det med at være vred eller at konfrontere. Det er mere konsekvenserne, marn! Min egen vrede eller når jeg konfronterer, gør mig bange. Jeg vil helst bare have, at alting er status quo og at folk ikke rigtig ved, hvem jeg er. Jeg kan ikke lide at blotte mig, men når man konfronterer, viser vrede eller siger enough is enough, så blotter man sig. Jeg blotter mig. Og når jeg gør det, så bliver jeg sårbar og det gider jeg fakkertalt ikke at være - sårbar.
For når man er sårbar, så kan tæppet blive trukket væk under én. Plam, smak.

Det er min helt igennem solide og omhyggeligt indlærte børnelærdom. Når jeg åbnede munden og sagde, hvad jeg virkelig mente, så gik det galt. Så kunne min familie ikke rumme mig. Faktisk kunne de stort set kun rumme mig, når jeg var nem og sjov og yndig. Det samme galt i skolen. Man skulle ikke stikke for meget ud, for så så de andre én og så kunne man blive moppet. Så vi kravlede allesammen rundt som havregrød og leverpostej af angst for at stikke for meget ud. Men det gjorde jeg jo. Stak ud. Jeg var mørk, jeg var køn, jeg kunne et andet sprog flydende og mine forældre var plim og boede i en flaske. Og nå, ja, så havde jeg temperament. Ikke på den aggressive måde, bare sådan lidt udenlandsk temperament. Det har jeg stadig. Men jeg har lært at tøjle det så meget, at jeg bliver nødt til at tage regnvejrsfri en gang i mellem. Bare så jeg lige kan komme op til overfalden og ånde.

Etiketter:

3 Comments:

At 7/6/10 10:33, Blogger Kagekonen said...

Og dén slags fridage skal der bare være plads til. Der skal være plads til dig, og du skal huske at du er vigtig, vigtigst faktisk. For hvis du mister dig selv, så mister du alt.
Jeg sender lidt varme tanker og et cyber kram i din retning og håber I får hygget jer lidt indendøre på denne temmelig grå og våde junidag.

 
At 7/6/10 12:45, Blogger Beologen said...

Jeg er med dig, Susling.

[ordbekræftelse: gyngle]

Det hele gyngler...

 
At 7/6/10 13:13, Blogger Mallikka said...

Så godt formuleret.
Nyd din dag. Det tog mig tre i sidste uge, men altså, det er det værd :-)
Mange tanker herfra

 

Send en kommentar

<< Home