Susling rapporterer fra skyttegraven

Please, please giv mig bare fem min. hvor jeg kan være helt alene med mig selv og tænke en ærlig og interessant tanke. Bevares man tænker da, når bunkerne af vasketøj skal stuves af vejen eller når man står med hovedet ned i toilettet og håndterer skurebørsten. Eller når ens tastefingre farer henover tasteturet og man fortæller om fattige kvinder i Afrika eller diverse nødhjælpsordninger. Eller når man lige suser forbi Gammel-Moster, der begynder at ligne et kældermenneske. Det er altsammen bare udelukkende løsrevne tanker og brudstykker. Og det var så faktisk nu, at man skulle til at nyde voksentiden. Børnene er stort selv selvkørende - ikke så meget service der længere - og så bliver den ældre generation plejekrævende.

Forleden, da jeg var ude hos Gammel-Moster, så var det så sørgeligt, at jeg begyndte at få mine velkendte kedafdetheds-opkastfornemmelser. Det var ikke fordi, at hun var specielt ulækker. Ok, jo lidt. Hun er spøgelsesbleg, har store hævede ben og forkrampede gigthænder, hun humper afsted, kan ikke rette sig op og er helt duknakket og så er hun begyndt at savle. Det var sgu mere end jeg kunne klare og så stod jeg der og gylpede af sorg over min gode varme moster. Jeg kunne ikke kontrollere det og jeg var pis' bange for, at hun så det. Jeg respekterer hende jo. Det gør jeg sgu! Men...altså.

Det værste er, at jeg er begyndt at stikke plader. Små hvide løgne. Over for hende og over for andre. Det er meget harmløst og ikke noget, der rykker det store, men jeg gør det for at overleve. Orker ikke de store armbevægelser. Må bare ha' lidt rum eller som minimum løbe væk fra de følelseskrav folk stiller til mig. Kan jo ikke sige:"Du, jeg er ved at krepere af sorg over, at du har det så skidt og jeg er dybt overanstrengt af, at skulle tage vare på så meget, så jeg melder lige pas i dag!" I stedet siger jeg til Gammel-Moster:"Du, jeg kan ikke blive så længe, så jeg henter lige de her penge til dig og så bliver jeg nødt til at suse videre. Du ved husmorhejset og jobbet." Eller:"Må stå af på repræsentantskabsmødet. Min Moster, du ved. Jeg har fortalt dig om hende." Og det jeg i virkeligheden gør, er at kravle hjem, pløje hverdagskrav igennem og falde om på sofaen før te-tid. Det kan jeg godt skamme mig lidt over. At jeg gør sådan og ikke møder verden med åben bandebrask.

Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg har set for meget: Jeg har set min mormor og morfar forfalde og dø. Jeg har set mine onkler forfalde og dø. Jeg har set min mor og far forfalde og dø. Jeg har set min højtelskede svigerfar forfalde og dø og nu kan jeg så se min Gammel-Moster forfalde og dø.
Så undskyld, at jeg smålyver og gylper lidt.

PS. Resten går fint. Snakker med folk, går til brunch og lever ellers som alle andre.