Susling om små hvide løgne og den store forkromede sandhed

Skal man stikke et par små hvide plader eller skal man fortælle sandheden og kun sandheden? Tja...nu er jeg jo sådan en princip-ting, der går ind for den direkte og usminkede sandhed. Altså i princippet. Synes da det er godt med principper (de er ligesom samfundets kit), men man skal heller ikke være en principrytter og rende sig staver i livet, har jeg efterhånden erfaret.

Min mand kaldte mig en overgang Compulsive Truth Teller og jep, det var jeg. For som storesøster i en disfunktionel familie var der i det mindste én (læs mig), der skulle rive slørene fra andres øjne, så de så klart. Nogen skulle jo gøre det og flaskehalsen pegede altid på mig.

Det er så en livsstrategi, jeg har taget op til revision. For hvem gavner sandheden? I de store sammenhænge er den vigtig - sandheden. Man kan f.eks. ikke ha', at ens regering eller folketing lyver for én. Og pludselig er man del af et krigsførende land på et bluret grundlag. Eller man skal æde udsagnet om, at nedskæringer absolut ikke betyder kvalitetsforringelser. Næh, nej, det er effektiviseringer. På regeringsniveau er løgn forklædt som New Speak.

Men i hverdagen, så er små hvide løgne faktisk ikke at foragte. Tænk f.eks. hvis man gik hjem og sagde:"Hej, du, skat! Jeg kom lige til at være sammen - sådan sexuelt - med en filejs til julefrokosten. Det betyder ikke noget for vores store kærlighed, men skal jeg være helt ærlig, så har du været gudsjammerlig kedelig på det sidste og jeg trængte helt vildt til bekræftigelse!" Ai vel! Det gavner ingen og kan måske ødelægge noget smukt, som bare i en periode er i trance, hvilket kan ske for selv de bedste.

Sådan har jeg det også med min Moster. Hvem gavner den usminkende sandhed, at jeg orker lidt, men ikke så meget, at jeg når opkastniveauet? Og hvad er konsekvenserne af at sige sandheden? Kan jeg og hun håndtere det? Er det ikke bedre, at holde en vis uudsagt overenskomst om, at vi elsker hinanden, men vi behøver ikke at konfrontere?

Sådan gælder det vel i mange sammenhænge. Man behøver ikke at sige det hele på en gang og nogle gange skal man slet ikke sige noget. Eller slet og ret stikke en plade: "Hej, du, jeg vil virkelig gerne, men jeg nåede det ikke i dag pga. trafikken/computerbøvl/møder/klumper i internettet/askeskyen/broen var oppe/ungen sked i flyverdragten and so on and so on."
Jeg tror faktisk, at sagde man hele sandheden i mange sammenhænge, ville andre tro, at man var småbims og ret mange ville også blive ubehageligt tilmode. "Vi har jo et kodex, for fanden!"

Men hvad synes I?