Susling om små hvide løgne og den store forkromede sandhed

Skal man stikke et par små hvide plader eller skal man fortælle sandheden og kun sandheden? Tja...nu er jeg jo sådan en princip-ting, der går ind for den direkte og usminkede sandhed. Altså i princippet. Synes da det er godt med principper (de er ligesom samfundets kit), men man skal heller ikke være en principrytter og rende sig staver i livet, har jeg efterhånden erfaret.

Min mand kaldte mig en overgang Compulsive Truth Teller og jep, det var jeg. For som storesøster i en disfunktionel familie var der i det mindste én (læs mig), der skulle rive slørene fra andres øjne, så de så klart. Nogen skulle jo gøre det og flaskehalsen pegede altid på mig.

Det er så en livsstrategi, jeg har taget op til revision. For hvem gavner sandheden? I de store sammenhænge er den vigtig - sandheden. Man kan f.eks. ikke ha', at ens regering eller folketing lyver for én. Og pludselig er man del af et krigsførende land på et bluret grundlag. Eller man skal æde udsagnet om, at nedskæringer absolut ikke betyder kvalitetsforringelser. Næh, nej, det er effektiviseringer. På regeringsniveau er løgn forklædt som New Speak.

Men i hverdagen, så er små hvide løgne faktisk ikke at foragte. Tænk f.eks. hvis man gik hjem og sagde:"Hej, du, skat! Jeg kom lige til at være sammen - sådan sexuelt - med en filejs til julefrokosten. Det betyder ikke noget for vores store kærlighed, men skal jeg være helt ærlig, så har du været gudsjammerlig kedelig på det sidste og jeg trængte helt vildt til bekræftigelse!" Ai vel! Det gavner ingen og kan måske ødelægge noget smukt, som bare i en periode er i trance, hvilket kan ske for selv de bedste.

Sådan har jeg det også med min Moster. Hvem gavner den usminkende sandhed, at jeg orker lidt, men ikke så meget, at jeg når opkastniveauet? Og hvad er konsekvenserne af at sige sandheden? Kan jeg og hun håndtere det? Er det ikke bedre, at holde en vis uudsagt overenskomst om, at vi elsker hinanden, men vi behøver ikke at konfrontere?

Sådan gælder det vel i mange sammenhænge. Man behøver ikke at sige det hele på en gang og nogle gange skal man slet ikke sige noget. Eller slet og ret stikke en plade: "Hej, du, jeg vil virkelig gerne, men jeg nåede det ikke i dag pga. trafikken/computerbøvl/møder/klumper i internettet/askeskyen/broen var oppe/ungen sked i flyverdragten and so on and so on."
Jeg tror faktisk, at sagde man hele sandheden i mange sammenhænge, ville andre tro, at man var småbims og ret mange ville også blive ubehageligt tilmode. "Vi har jo et kodex, for fanden!"

Men hvad synes I?

Suslings søn

I dag har jeg været med DJ Brockhouse til optagelsessamtale på en skole, der går ind for medbestemmelse, dialog og demokrati. På den skole må man gerne lave pieces og tags på væggene og man skal selv blande sig i debatten (til gengæld må man ikke moppe og ryge joints i skoletiden, så bliver man smidt ud). Faktisk er det meningen, at man skal lære selv at tage ansvar og lære at argumentere for sine synspunkter f.eks. på fællesmøder. (Skumfidusen har også gået der et år og bortset fra, at hun var ved at kløjs i fællesmøder og snak, så siger hun selv i dag, at det har givet hende en masse gode redskaber.)

I har jo nok allerede gættet, at det ikke lige er Herlufsholm, jeg snakker om!

DJ Brockhouses øjne blev store som møllehjul, da han så alle de fanastiske tags og pieces. Han øver jo selv lidt herhjemme på store stykker papir. Og øjnene var nærmest ved at trille ud af hovedet på ham, da han hørte, at en del af skoleforløbet indeholder 3 udenlandsrejser og at man selv som elev selv skal være med til at tilrettelægge sit skoleforløb, f.eks. om man vil ha' særlig fokus på kunst og medier eller biologi og miljø.

Lige nu lider han. For skal han gå direkte på gymnasiet (også et skide socialistisk overløbersted) eller skal han bruge et år på alt det dejlige, der rullede sig ud foran hans øjne? Beslutningen er helt hans. Det er hans liv og hans fremtid. Det er nemlig det, der er mine opdragelsesprincipper: Man skal lære at mærke efter inde i sig selv, så man ved, hvad der er rigtigst og så skal man kunne argumentere for det. På den måde lader man ikke liv og genetik og hva' behar løbe af med sig, men man lærer, at stå fast og kende sine egne grænser.

Nå, men nu babler jeg jo. Det jeg ville sige, det var, at jeg med årene har lært at elske, at jeg er en skide boho med bestemte meninger og holdninger. Jeg er holdt op med at skamme mig over, at jeg går ind for økologi og miljøhensyn. Jeg er holdt op med at prøve at tilpasse mig det pæne borgerskab og sidde med død hjerne og høre på andres problemer med overforbrug og varmeforbrug, bilkøb, friværdi, om det skal være en au pair fra Rumænien eller Thailand, om det skal være en skitur eller en solskinstur i vinterkulden. Just ain't my world.

Og jeg har i allerhøjeste grad ikke tænkt mig, at opdrage mine børn til at være noget andet, end det jeg selv går ind for. Men det behøver jeg vist heller ikke længere. De kan selv nu.