Susling midlertidig ordløs

Lige nu lever jeg af at skrive andres ord. Mange ord, side op og side ned, om noget jeg faktisk ikke ved (eller rettere vidste) noget om. Før nu, altså. Nu kan jeg holde lange foredrag om containertransport og nødhjælp. At jeg klarer det, vil jeg tilskrive min fantasiske evne (jo, det må jeg godt skrive, for det er et talent jeg har, at kunne skrive om det meste, selv om jeg som udgangspunkt ikke ved noget om det. Sådan har jeg gjort i nu 17 år og jeg nævner bare emner i flæng: Pension, forsikring, fibromyalgi, tyggegummi, kaffeautomater, blinde, svagthørende, sko, nødhjælpsordninger, kølesystemer, kurertransport, postvæsenet, it. Kan I se det?)

Nå, men når jeg sidder der, dag ud og dag ind, og skriver andres ord, så bliver jeg langsomt smådistræt (som i sær og katatonisk). Jeg kan ikke konversere, jeg kan ikke tænke - udover på, hvordan jeg lige får formuleret næste afsnit og om hvorvidt den ene overskrift er mere sigende end den anden. De kunne have taget min dagpengeret fra mig, og jeg ville (næsten) ikke have bemærket det. Bekymringen for, hvor vi er om en måned, når min mand ikke længere er i job, er også kun en svag rumlen. For jeg lever og ånder bogstaver, formuleringer, borren mig ind i emnet som en anden mulvarp. Men når jeg så har printet mit 40 sider lange udkast ud, så andre kan læse korrektur og komme med input og kommentarer, så ånder jeg lettet op. Jeg kom om på den anden side. Jeg kom igennem. Og nu er der så for en kort stund plads til mine egne ord, mine egne tanker. Og hvad skal jeg så bruge dem til? Jo, hurra. Jeg skal skrive jobansøgninger. Og jeg hader at skrive jobansøgninger.

PS. Der er ellers meget jeg kunne kommentere på. F.eks. om vi ikke snart kan komme af med denne efterhånden landskadende regering, der har parkeret sig i Pia K.s håndtaske. Det er en ynk! Men jeg har simpelthen ikke ord nok til at skrive om det, de har gjort lige foran vores øjne. Jeg er målløs!