kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

15.5.10

Susling siger: Sådan er det bare!

Det er lang tid siden, jeg har fortalt om mine unger.Men det er vel egentlig, fordi det går godt og det giver jo ikke ligefrem den store suspense, sådan dramaturgisk set. De er søde, de er hjælpsomme, de er glade. Dj Brockhouse har den sødeste kæreste han kan grine og fjolle med og han har lige fået 12 i biologi til folkeskolens afgangseksamen. Han er også godkendt til at komme i gymnasiet. Skumfidusen trives også, har en masse veninder, er glad for at gå på gymnasiet og får ros for sine ting.

For at det ikke skal være løgn, så sagde hun til mig, at hun var ved at vænne sig til at DJ Brockhouse skal starte på det samme gymnasium som hende:"Mor, jeg er begyndt at tænke, at DJ B. måske mere er min ven end min lillebror."

En anden dag sagde hun:"Jeg øver mig i ikke at være mor nr. 2 for ham. (På et tidspunkt kaldte jeg os for B1 og B2, fordi hun havde så travlt med at gå mig i bedene på mor-måden. "Skummis, Dj har en mor og det er mig. Lad være med at have så travlt.") Det kan jeg vel ikke klandre hende for. Hun er storesøster og storesøstre har travlt med at fikse verden. Vi kan ikke gøre for det. Storebrødre har vel lidt af samme rem af huden. Ansvaret hviler tungt på den førstefødtes skuldre. Det må man så bruge lidt tid på at gøre op med. Vi kan ikke frelse alle og det er bare en masse renden sig staver i livet at forsøge.

F.eks. kunne jeg godt tage på mig at rase over, hvordan systemet behandler min Moster. Men ved I hvad! Man kan ikke rase mod et helt system. Man kan ikke danne en enmandshær og gå imod uretfærdighed i den store skala. Man kan ikke ændre på betingelserne i en dysfunktionel sammenhæng alene. (Det gælder også dysfunktionelle virksomheder). Alene når man ikke langt. Alene kører man bare ned og ender med at ørle i den store hvide telefon. Man kan heller ikke køre et hjem alene. Sørge for at alt er perfekt. Hele tiden og altid. Det kan man ikke og forsøger man, som storesøstre jo gør, så sprutter frustrationen ud andre steder. Lidt i stil med en vulkan, hvor lavaen finder vej af andre sprækker, hvis den store åbning er blokeret. Sådan er det bare.

Og dette er hermed de indledende tanker til Manifestet: Storesøstre, slap af!

PS. Gider til gengæld godt solidaritet og at man organiserer oprør i fællesskab. Medlemmer til en arbejdsgruppe søges.

3 Comments:

At 15/5/10 17:33, Anonymous Louise said...

Hej,

Jeg har læst med her i lidt tid, men har ikke "turdet" lægge nogle kommentarer. Men i dag har du sagt noget der passer så perfekt på min situation lige nu, det om storesøstre og fiksen verden, og køre et hjem alene og vulkan-udbrud...

Jeg er lige på vej ud at et brud med min kæreste igennem næsten 8 år, og det er f... hårdt. Men jeg kan så småt se at jeg har været meget storesøster-agtig, og har også forsøgt at holde vores hjem kørende på en-mands-maner, og med det resultat som du beskriver- med vulkanudbrud af større og mindre karakter i de mest upassende situationer.

Det blev så til sidst for meget for den ny-udnævnte ex, så han meldte fra. Noget der nok skal blive godt for mig - for jeg har da lært som du beskriver, at man kan ikke fikse alt og at der altså skal være to for at danse en god tango...

Men tusind tak for at du (IGEN) slår hovedet på sømmet, så man får lidt mere selv-forståelse.

Fortsat god weekend!

 
At 15/5/10 19:14, Blogger susling said...

Kære Louise, jeg kender godt den med ar man ikke "tør" kommentere. For hvem er vedkommende i den anden ende? Men jeg kan forsikre dig om, at alle bag skærmen, bare er nogle der skriver deres helt almindelige og nogle gange glade andre gange bekymrede tanker ud. Ved ikke om jeg havde været lige så bevidst og vidende uden min blog?!

Hvad skal jeg i øvrigt svare dig? Jeg er jo sammen med min mand på 27. år og har ikke tænkt mig at bytte ham ud. At han så har måtte døje med mine erkendelsesprocesser, gør ham vel værd at hænge ud med. Og vice versa...Det er min eneste erfaring...der skal to til en tango...nogle gange er ens tangopartner så måske mere til en paso dopple end man selv er. Eller omvendt. Hæng ud og hæng på, Louise. Han er derude!

 
At 15/5/10 22:37, Blogger Kagekonen said...

Endnu engang ramme du hovedet på sømmet... jeg er nemlig også (kæmpende/fix-it) storesøster, men jeg øver mig i at slippe. Nogen dage med mere held end andre.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home