Suslings moster

Jeg besøgte min gamle moster i går. "Vil du se stumpen!?" råbte hun hæmningsløst. "Øh, nej tak. Jeg vil helst være fri,"svarede jeg. Må indrømme at jeg ikke lige er til sår, blod og splatter. Brugte også mest tid på at undgå, at se på alle de gamle mennesker og holde vejret, så jeg ikke skulle indånde hospitalsdunsten.

Bare kald mig pylret, men det er ikke min yndlingsbeskæftigelse, den slags. Heldigt for mig, ville hun gerne ud og køre en tur i den lille park, der ligger ved hospitalet. Så jeg skubbede afsted med min moster i hendes kørestol. Det var næsten som at gå med klapvogn igen. Jeg slap kørestolen på et tidspunkt og gav den et lille puf, så hun trillede afsted ned af en bakke. Præcis som jeg gjorde med ungerne, når vi fjollede. Bare et lille puf, der gav et frydefuldt gys hos dem. Ikke mere end jeg hurtigt kunne få fat i håndtaget igen. Det grinede min moster faktisk lidt af.

Hun var ved godt mod og på et tidspunkt proklamerede hun:"Nu er det bare om at komme videre. Jeg er jo ikke syg!" Og så brokkede hun sig over de andre, der sad og hang med hovederne. Det gad hun ikke, sagde hun. Hun gad heller ikke at ende som hende, hun deler værelse med. "Hun er 95 år og helt fra den. Hun aner ikke, hvor hun er. Så er der da ikke noget ved at blive gammel," filosoferede hun.

På vejen rundt i parken udpegede hun en blomstrende busk, som også havde stået i hendes fars, min morfars have. Ingen af os kunne huske navnet på busken. Men den havde klase efter klase af yndige rosa, velduftende små blomster. Jeg tyvplukkede nogle stykker og lagde i hendes skød. Kort efter kørte jeg hende tilbage og ind i tv-stuen, hvor der var linet op til royal røgelse. Der sad allerede en hel masse surt udseende gamle damer klar. Der blev jeg sågu lidt ked. For jeg kunne da ikke efterlade min moster midt i det her. Så meget surhed og tristesse samlet på et sted. Jeg så på min moster og konstaterede, at hun havde fået rødme i kinderne og livlige øjne, men da jeg gav hende et kram og hviskede, at jeg elskede hende, så føltes hun så spinkel og skrøbelig. Det var lige før, jeg resolut havde taget fat i håndtagene og var rullet afsted med hende igen. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg kan jo ikke tage mig af hende og pleje hende. Der skal kyndige hænder til.

Da jeg gik derfra, trøstede jeg mig med, at hun faktisk så meget mere sund ud end for blot nogle uger siden, og jeg ved, at hun er en stærk kvinde med livsvilje.