Susling og hendes datter (og lidt noget med et køkken. Undskyld)

Undskyld, men det er priknoget forfølger mig:

• Min datter ringede hulkende til mig, fordi hun bl.a. skal op i matematik til sin studentereksamen. "Hvad med min fremtid?" hulkede hun i røret
• Hvad skal man sige? Hvis man er sådan en som mig, der også kom op i matematik. Dumpede og ødelagde hele sommeren med at læse op til en reeksamination. Ville ønske, at man kunne fixe det med: "Vil du have et spidermanplaster på?"
• Min søn havde et smøret grin på, da han kom hjem og skred igen. Han skal ikke op i matematik
• Hele min lejlighed er pakket ind i plastik (noget med noget køkken). Får nu hvide vægge i næsten hele lejligheden. Og nye paneler. På firmaets regning. Jeg siger ikke noget. Til noget. Selv om jeg i skrivende stund sidder i et hjørne af mit soveværelse. Med 1/3 del af lejligheden omkring mig. Resten står under plastik i stuen. Men hei...Min lejlighed bliver fin hvid og køkkenet er bygget færdigt
• Man skal huske at klage til de rigtige. På det rigtige tidspunkt
• Kan så ikke klage til datters gymnasium om matematikeksamen. Gad ellers godt. Man er vel en mor. Der gerne vil beskytte sine børn
• Kan man så ikke. Beskytte dem, når de er blevet store. Desværre
• Men man kan klage de rigtige steder. På det rigtige tidspunkt
• Og lære dem, at man må finde sig i en del. Bide tænderne lidt sammen. Og så slå til, når man ser sit snit
• Mit hjerte bløder lidt for hende midt i al min hvidhed og plastik
  

Susling ode til det multikulturelle samfund

Min datter måtte kaste håndklædet i ringen fredag. Hun havde dagligt slæbt sig med influenza over til terminsprøver, men fredag morgen efter en torsdag nat med høj feber, så kunne hun ikke mere. Hun måtte melde sig syg. Når man gør det, så skal man komme med en lægeerklæring inden for 24 timer. Hvis alt spiller, så er det ikke noget problem. Opkald til lægen, forklare situationen og så er alt klaret.

Det forudsætter bare, at alt spiller. I vores velordnede samfund forventer vi, at alt spiller. Men hvad nu, hvis lægen er på ferie, som vores var? Så kan man selvfølgelig ringe til afløserne, som lægen henviser til - i princippet.

Jeg er på arbejde og stakkels lille febrile og svimle Skumfidus ringende grædende bulletiner til mig, efterhånden som den ene læge efter den anden afviser hende. De har ikke tid, man kan ikke bare lige osv. osv. Skolen er også afvisende og insisterer på en lægeerklæring, ellers bliver hun bortvist. Så kan hun bare tage ud til lægevagten, siger de.

Og så bliver jeg sur. Nu må der vist noget mor på banen. Jeg spurtcykler hjem og vi tager så en taxa ud til lægevagten. Har tjekket hjemmeside inden og der står, at de har åbent fra kl. 16.00. Det har de så ikke. Først kl. 17.00. Men man kan da sagtens ringe fra kl. 16.00. Og man skal faktisk bestille tid først?!

Der står vi så, svimle, febrile Skumfidus og jeg, med ondt i halsen og arbejdstræt, på en parkeringsplads foran et hospital. Det er mig, der er moren, så jeg tænker hurtigt og ringer op til lægevagten. Forklarer situationen. Men lægevagten udskriver ikke lægeerklæringer. Det skal egen læge. Men lægevagten vil da gerne lave en notits og så kan egen læge lave lægeerklæring mandag.

På det tidspunkt er Skum og jeg meget trætte, men vi griber gerne et halmstrå, hvis det skal være. Så vi nøjes med det vi kan få og slæber os hjem igen (har ikke flere penge til taxa, så vi må gå de 4 km. hjem). Hjemme opdager vi, at lægen har ferie flere uger frem!

Så er det, at jeg tænker:"Rend mig i systemerne!" Griber knoglen igen og ringer op til Lægevagten. Efter "Der er 15 før dig" og mens jeg beder en stille bøn for mig selv om, at jeg kommer igennem til en anden, end den jeg tidligere har snakket med, får jeg en læge i røret. Det er heldigvis en ny og jeg forklarer min datters situation. Manden har en accent - mellemøstlig, pakistansk - jeg ved det ikke. Men han er meget lyttende og spørger ind. Jeg forklarer og så siger han, at jeg lige skal vente et øjeblik. Kommer så tilbage og forklarer, at Lægevagten ikke kan udskrive lægeerklæringer. Jeg sukker og siger, at vi virkelig har en krise og vi skal levere en lægeerklæring. "Øjeblik," siger han. "Hvad er dit nummer? Så ringer jeg op lige om lidt."

Det gør han så og forklarer, at vi skal ringe til egen læge og hvis ikke egen læge er der, til dem, der bliver henvist til som afløsere. "Det har vi gjort,"siger jeg nu desperat. "Ved du hvad,"siger han så. "Jeg skal ud på min egen praksis i morgen og der må jeg godt lave en lægeerklæring. Ring til mig i morgen." Og så undskylder han meget for det meget firkantede system vi har her.

I dag har vi fået en lægeerklæring, som er faxet til skolen. Så langt så godt. Og gudsketakoglov for en læge, der forstår og også forstår, at man ikke altid kan følge et rigidt, bureaukratisk dansk system. Nogle gange spiller systemet ikke og så kan man have nok så meget tillid til det og stille sig pænt op i køen. Men man kan også være villig til at bøje sig lidt hist og pist og på den måde undgå, at en dygtig og samvittighedsfuld 3. g. elev bliver bortvist kort før sin studentereksamen pga. nogle knoldede paragrafer og en banal influenza.

PS. Jeg har normalt ladet Skummis klare sin skole selv. Hun er stor nu. Men jeg tror alligevel, at jeg vil give skolen et lille skriv denne gang.

Susling Svigermor

Shyyyh, sig det ikke til nogen (Men der ligger en dreng i min datters seng her til morgen). Altså! Bliver helt rørt. Han er den første efter brudet med Cykelmyggen. Hun er god til at passe på sig selv og kun gå efter det, der virkelig betyder noget. Ham her har jeg faktisk hørt om et par gange. Nu skal vi så åbenbart til at møde ham. Det er jo altid lidt af en udfordring for en forælder.

Tror nok det ville have været lidt nemmere, hvis han var kommet på den "pæne måde", sådan ind af døren på et fornuftigt tidspunkt, hvor voksne mennesker endnu ikke er faldet om på sofaen, og havde givet hånd og sagt: "Goddag, goddag".

Som det er nu kan man liste forsigtigt rundt og mentalforberede sig på, at der på et tidspunkt kommer en forsovet knægt ud med bollehår und alles og en Skumfidus, der dybest set synes det hele er lidt pinligt.

Har skyndt mig lige at tjekke toilettet. Man behøver jo ikke som det første afsløre, hvordan familiens standard er, når den er på slap line. Indrøm det: ingen har tip top stand i hjemmet på en helt almindelig smattet søndag. Med mindre selvfølgelig man er au pair-ejer. Sådan nogle skulle efter sigende ha' det meget, meget rent. Kender en, der tvang sin au pair til at ordne badeværelserne to gange om dagen, når hun ikke lige lånte hende ud til alle sine venner.

Nå, men nu skal vi så åbenbart til at ha' en ny svigersøn i vores hjem. Vi skal bare lige have overstået det første kejtede møde. Håber saftsuseme, at Anders når at komme hjem, inden de dukker op fra teenagebulen, så jeg ikke skal tage den her alene.

Update:
Har mødt Ungersvenden. Præcis så pinligt, som jeg regnede med. Skumfidusen var en stor sammenkrøllet grønært og han var til gengæld hammersød! Min indledningsreplik: "Haaaaaaaaaaaiiiij, duuuuu! Vi synes, at det er lige så pinligt, som du gør og haaaaaaaaaaaaaaaaallllllloooooooooo Anders, du skal da også lige møde Sgægis og hallo du (smækker døren op til min søns værelse) det er Skummis Lillebror! Sig pænt goddag!" (Skummis er gået fra mintgrøn til brækgrønt på det her tidspunkt.) De skrider helvedes hurtigt ud af døren og Anders og jeg bryder sammen i krampelatter. "Cykelmyggen med skæg!" råber min mand. Jeg kan ikke sige noget som helst, fordi jeg er faldet om på gulvet af grin. Bortset fra det er alt skøøønt!

Susling går tilbage til en fuser

Jeg har ikke sat mine ben på Roskilde Festivalen siden dengang jeg dejsede om i mudderet midt under en Lou Reed-koncert og fik et akut anfald af "Jeg-kan-ikke-se-jeg-ikke-gå-jeg-kan-ikke-stå-jeg-kan-kun-høre" og Anders måtte slæbe mig tværs igennem smatten for at aflevere mig i Saniteten, hvor jeg og diverse fulde svenskere, så kunne ligge på smalle krigshospitalsbårer og komme tilbage til en eller anden nogenlunde normal tilstand. Ok, indrømmer, at jeg nok ikke burde have taget et hvæs af den megajoint, som en meget venlig hollænder stak mig i et anfald af "vi kommer hinanden ved på kryds og tværs". Men hei, jeg var jo ung og livsglad (har så ikke rørt det skidt siden).

Nå, men nogle gange skal man så gå tilbage til en fuser. Og i lørdags, der transporterede jeg Skummisen og hendes liggeunderlag, sovepose, roskildeklapstol med indbygget bajserholder, 8 cup noodles, vores knækbrød, tre vandflasker og diverse andet assorteret i en stor taske til netop Roskilde Festivalen. I øvrigt sammen med en masse andre curlinge-børns forældre. Jeg så fandme en far, der slæbte afsted med datterens udstyr, mens hun valsede afsted foran. Det var tydeligt, at han ikke var Roskilde Festival-typen. Hans alder og hårfarve (meget gråt) og hans påklædning: pæne beigefarvede shorts, brune sejlersko og pastelfarvet polo med krave og krokodille tydede lissom på det. Ville nok mere have skudt ham til at være i Jarzzfestival-segmentet. Men nu skulle hans darhter altså til rock festival.

Normalt plejer vi ikke at køre den skumfødte afsted i bil til Roskilde. Det har hun fixet selv. Men uvist af hvilken grund,var der gået kuk og tøsefnidder i planlægningen og kl. 800 dut om morgenen, sad der en meget fortvivlet Skummis midt i sin oppakning - stol, liggeunderlag og det hele, så vi forbarmede os, proppede hende i Carola og trillede afsted sammen med alle de andre service-forældre.

Vel nede kunne vi ikke bare læsse hende af og vinke pænt farvel, for Skummisen skal arbejde sin billet af og hvor fillan var det hun skulle hente sit armbånd midt i det kaos, der langsomt var ved at bygge sig op? Meget muligt, at nogle synes jeg er et bæst, men i sådanne situationer bliver jeg en løvemor, så jeg spændte remmene på mine sølvfarvede, bling-bling besatte gladiatorsandaler og kastede mig ud i støvet og alle de maste øldåser og resterne af jakabov og dåseleverpostej. ('Kæft, hvor var der allerede ulækkert. I visse tilfælde måtte jeg snerpet dametrippe henover øllede sovende soveposemumier og snasket lokumspapir. (Adr!))

En stiv time vadede hun og jeg rundt, mens Camp Bonderøv, Camp Hell Raisers og Camp Pink Princesses varmede op til at vælte hegnet.

Anyways, missionen lykkedes og vi kunne læsse Skumfidusens 8 cup noodles, vores knækbrød, roskildeklapstolen med indbygget bajserholder, tre vandflasker, liggeunderlag, sovepose og diverse assorteret af, som alle andre pæne midaldrende middelklasseforældre (og nej, vi bar det ikke for hende).

Vi vinker pænt farvel, jeg puster støvet af de sølvfarvede bling-blingbesatte gladiatorsandaler, og tænker "Good bye Roskilde! Vi er for gamle og sippede til det her hejs." Og så sætter os ind i Carola (som i parantes bemærket får mig til at føle mig guddommelig normal. Den har centrallås, siger ikke underlige raslelyde og ligner en hel masse andre normale biler på motorvejen) og så damper vi ud af kaoset og æder den hvide stribe på motorvejen til København.

Men hvad sker der? Og det her er den skinbarlige sandhed. Om aftenen bliver vi så supernostalgiske, at vi onlinekøber to en-dagesbilletter til på fredag!

Jeg tager med garanti ikke de sølvfarvede bling-blingbesatte gladiatorsandaler på og jeg har helt sikkert en klemme på næsen og et ædende sippet morblik med i tasken. Men hell! Glæder mig meget til at se Tinariwen, Cv. Jørgensen, Alice in Chains og Them Croucked Vultures (my god, grunge er blevet moderne igen).

Forever (neil) young, eller noget!

Susling konstaterer, at moderskabet ikke længere slår til

Jeg tror godt, jeg roligt kan konstatere, at min rolle som mor er nået til et nyt stadie. For hvad stiller man op med en datter, der kommer grædende hjem og bagefter ligger i sin seng og hulker over, at hun og Cykelmyggen ikke mere er et par?

Det er i hvertfald ikke gjort med et spidermansplaster, et pust og en lille trøstesang.

Lidt af en erkendelse, at man faktisk ikke kan gøre en skid. Den sorg må hun selv ride af. Bortset fra det går Cykelmyggen vist også rundt og er dybt ulykkelig.

Var altså ti gange nemmere den gang man kunne bestemme på mor-måden og sige:" Så, nu ser I to lige og bliver venner igen."

Update:

Har været nede og købe en kærestesorgspakke:
1 1/2 l. cola
Cover
Eurowoman
Euroman

Euroman er til Dj Brockhouse (skulle man have købt M! i stedet? Eeeww). Han sørger også. Han har lige fulgt Den Skønne til toget og skal ikke se hende de næste 14 dage. Pfui dælme hårdt at være mor!

Susling: Der kom et brev

Kommer tankefuld og lettere drænet hjem fra job coach, åbner postkassen, tager breve med op, sorterer og ser, at der er en lille pakke imellem adresseret til Skumfidusen. Jeg åbner af princip ikke andres post og lægger derfor pakken ind til hende, så hun kan få den, når hun kommer hjem og glemmer så ellers alt om den.

5 timer efter hører jeg et hyl udefra toilettet (Skumfidusen multitasker altid). Døren bliver smækket op, mens hun stadig sidder der, og hun viser triumferende alle sine frastjålne kort frem til os, der står i entreen. En eller anden har været så sød at sende dem til hende. Og det er jo fint nok.

Men der er ingen afsender på kuverten og frimærkerne er -taaadaaaa - POLSKE!
Jeg bliver straks grebet af krimifeber og ser identitetstyveri og den slags for mig (indrømmer, at min fantasi kan være noget højspændt til tider). Ringer derfor 114 og bliver stillet om til meget træt politibetjent på Station Amager. Jeg fremfører mit ærinde og han svarer opgivende, at vi da bare skal være glade for, at hun har fået sine kort igen. Jeg fremturer og siger, at jeg synes, det er lidt underligt med de polske frimærker. Han udstøder et kæmpe suk, der i den grad kommer fra hjertet og gentager, at vi bare skal være glade for, at der findes gode mennesker. Samtale afsluttes.

Vi har så hermed bestemt, at der findes gode mennesker og ser følgende scenarier for os:

Scenarie 1:
Underbetalt og udaset polsk håndværker finder Skumfidusens pung i container med byggeaffald eller på tildækket stillads. Kender ikke til det danske postvæsen og står for, at skulle rejse hjem på tiltrængt weekend. Har selv datter og fatter sympati for den smukke Skumfidus. Sender kort fra Polen. Snip, snap snude...

Scenarie 2:
Polsk tyv på togt i Danmark. Vender hjem til Polen, men bliver ramt af samvittighedskvaler, da han ser billeder af smuk Skumfidus på diverse kort. Dankort er under alle omstændigheder spærret. De 40 kr. i pungen er heller ikke noget at råbe hurra for og mobil, kamera, samt ipod er forlængst afsat til anden side. Hvad han så stiller op med de sorte ruskindluffer, tørklæde hæklet af Oldemor, to cardiganer med hul i, makeuppung med næsten intet i, Dj Brockhouses hue? Beats me. Men måske er der en, der bliver glad i Polen. Der er vist lidt koldere der, end her....snip, snap, snude.

Kan der være andre mulige scenarier?

Susling siger Bøvs

Jeg tror, en eller anden her skal tage sig sammen og gå på slankekur. Det er meget muligt, at det ekstra fedt giver en god barm, men resten skulle jo også helst ligge lige så højt på lækkerhedsskalaen. Bliver der ikke gjort noget drastisk, så ender det med, at det eneste outfit vedkommende kan passe er kittel og støttestrømper. Lige det tror jeg ikke tager kegler, når man skal sælge sig selv på jobmarkedet.

Og med det fortsæt in mente drog Skumfidusen og jeg ud til Gammel-Moster. På vejen derud snakkede vi om slankekure og den var hun helt med på. Ikke, at jeg synes hun trænger - langtfra - men det skader vel ikke med lidt mere salat og alt det andet vi blev enige om ville være lækker tøsemad. Og så satte vi os ellers til et frokostbord med mayonaise og remolade og frækkedeller og rostbøf og laks og rejer og æg og tomater og vi proppede os, til vi var ved at revne. Super start på en slankekur! Vi åd så meget, at vi bøvsede og pruttede hele vejen hjem.

På vejen hjem snakkede vi om, hvor dejligt det ville være at vinde i lotto. Skumfidusen har altid været en meget heldig Fidus - hun vinder gavekort konstant og den gang hun var lille, så flød det ind med ting hun ønskede sig. F.eks. den gang hun ville ha' en kanin og vi nægtede. Tre dage efter havde en eller anden efterladt en kanin i et bur på legepladsen og så skulle Mulle selvfølgelig bo hos os. Eller den gang hun ville ha' en halvpart på en hest og vi nægtede og pludselig, så fik vi konstant opringninger med folk, der nærmest smed ponyer i nakken på os.

Skumfidusen mente nu, at hendes held havde forladt hende her på det seneste. Men hvis nu hun varmede op med et skrabelod, så kunne hun købe en lottekupon bagefter. Det må vi så prøve af og imens kan vi jo gnaske løs på salat og andet grønt.

Susling om at være mor til en datter

Forleden dag så Skumfidusen direkte på mig og sagde:" Mor, jeg synes, du har gjort det rigtig godt." "Æh..., " svarede jeg, mens jeg trådte mig selv lidt forlegent på mine fødder. "Synes du virkelig det?" "Jep," svarede hun. "Når du f.eks. har sagt nej til noget, så har jeg altid forstået hvorfor." Nu har jeg jo altid været den lykkelige låner af en lille skarp datter, der med sit direkte blik og sin tørre konstaterende stemme ikke har været bleg for at fortælle mig, når hun synes noget var i udu. F.eks. da hun tre år gammel så skarpt på mig og sagde:"Mor! Hvorfor råber du sådan af far. Han er sådan en sød mand." (!!!)

Hun har også altid været rimelig stædig, når hun ville noget. F.eks. den gang hun som ni-årig (efter kun et års ridning på rideskolen) erklærede, at nu havde hun altså skaffet sig en tjans som førstepasser på en hest og derfor gad hun ikke længere gå på fritidshjem. Rideskolen ligger et stykke fra, hvor vi bor, så hun skulle både med bus og gå et stykke vej - i et temmelig trafikeret område. Den måtte jeg derfor tygge lidt på. Skulle vi melde hende ud? Skulle hun have lov til nærmest at flytte ind på rideskolen? Jeg fik tygget færdig sammen med hendes far - og selvfølgelig fik hun lov. Og hun flyttede stort set ind på rideskolen. Men hun tog også med stor iver og entusiasme det ansvar, der fulgte med. Troligt stod den lille tøs op alene hver lørdag-søndag kl. 7.00 og cyklede gennem regn, slud osv. over for at passe den lille fede pony, hun havde kastet sin kærlighed på. Resten af tiden var hun bare på rideskolen efter skoletid. Hun blev bidt, sparket, faldt af hestene og lavede megastuntnumre, hvor hun red westernridning eller akrobatik på hesteryggen - stående. Det har hun så ikke fra mig. Jeg vil til hver en tid hellere stå i en fold med køer end bagved en hest.



Hun har i øvrigt lavet mange andre af den slags ting, der er røget over i familieannalerne. Ting, hvor jeg som mor har stået lidt forbavset og tænkt:"Woaw...!" Og nu kommer min pointe. Måske synes min datter, at jeg har gjort det godt. Men det synes jeg altså også, at hun har. Opdragelse kommer jo ikke kun fra den ene part. Er man lydhør og åben, så går det begge veje og min datter har bestemt også skubbet til mig, så jeg er blevet både klogere og bedre på, hvordan det hele hang sammen.