Susling om at være mor til en datter

Forleden dag så Skumfidusen direkte på mig og sagde:" Mor, jeg synes, du har gjort det rigtig godt." "Æh..., " svarede jeg, mens jeg trådte mig selv lidt forlegent på mine fødder. "Synes du virkelig det?" "Jep," svarede hun. "Når du f.eks. har sagt nej til noget, så har jeg altid forstået hvorfor." Nu har jeg jo altid været den lykkelige låner af en lille skarp datter, der med sit direkte blik og sin tørre konstaterende stemme ikke har været bleg for at fortælle mig, når hun synes noget var i udu. F.eks. da hun tre år gammel så skarpt på mig og sagde:"Mor! Hvorfor råber du sådan af far. Han er sådan en sød mand." (!!!)

Hun har også altid været rimelig stædig, når hun ville noget. F.eks. den gang hun som ni-årig (efter kun et års ridning på rideskolen) erklærede, at nu havde hun altså skaffet sig en tjans som førstepasser på en hest og derfor gad hun ikke længere gå på fritidshjem. Rideskolen ligger et stykke fra, hvor vi bor, så hun skulle både med bus og gå et stykke vej - i et temmelig trafikeret område. Den måtte jeg derfor tygge lidt på. Skulle vi melde hende ud? Skulle hun have lov til nærmest at flytte ind på rideskolen? Jeg fik tygget færdig sammen med hendes far - og selvfølgelig fik hun lov. Og hun flyttede stort set ind på rideskolen. Men hun tog også med stor iver og entusiasme det ansvar, der fulgte med. Troligt stod den lille tøs op alene hver lørdag-søndag kl. 7.00 og cyklede gennem regn, slud osv. over for at passe den lille fede pony, hun havde kastet sin kærlighed på. Resten af tiden var hun bare på rideskolen efter skoletid. Hun blev bidt, sparket, faldt af hestene og lavede megastuntnumre, hvor hun red westernridning eller akrobatik på hesteryggen - stående. Det har hun så ikke fra mig. Jeg vil til hver en tid hellere stå i en fold med køer end bagved en hest.



Hun har i øvrigt lavet mange andre af den slags ting, der er røget over i familieannalerne. Ting, hvor jeg som mor har stået lidt forbavset og tænkt:"Woaw...!" Og nu kommer min pointe. Måske synes min datter, at jeg har gjort det godt. Men det synes jeg altså også, at hun har. Opdragelse kommer jo ikke kun fra den ene part. Er man lydhør og åben, så går det begge veje og min datter har bestemt også skubbet til mig, så jeg er blevet både klogere og bedre på, hvordan det hele hang sammen.