kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

22.8.09

Susling nu usynlig?

I morges da jeg sad og drak min morgenkaffe og skimmede Information fra om fredagen, var jeg tæt på, at blive lidt småkvalt i kaffen. "Hej, Anders," råbte jeg til min mand på den anden side af morgenbordet. "Ja, "svarede han, mens han gumlede på en ostemad. " Er jeg blevet usynlig?" "Ai, du sidder jo lige der." Hm, ok, tænkte jeg og så læste jeg følgende passage op for ham:

"Anja Tegen har valgt at se det som en styrke, at hendes børn møder hendes kærester, selv om det også har betydet, at de har måtte sige farvel igen. "Jeg er egentlig ikke så bekymret, for man skal jo lære at sige farvel til mennesker, man har holdt af. Livet er jo fyldt af brud og det kan man lige så godt vænne sig til. Jeg tror da heller ikke, at mine børn kommer til at leve sammen med den samme hele livet. Det er der jo ingen, som gør i dag." (min fremhævelse) (Information, Paradoks, fredag d. 21.august 2009)

Ingen? Er jeg forsvundet? Er jeg blevet en dinosaurus? Er livet fuld af brud og seriel monogami?
Don't get me wrong. Jeg har fuld forståelse for, at man som par må skilles. At der er øjeblikke, hvor man indser, at man har valgt forkert, eller at man er vokset fra hinanden. Jeg er selv skilsmissebarn og den gang tænkte jeg, at mine forældre gjorde det helt rigtige ved at gå hvert til sit. Det havde bare været en endeløs række af ydmygelser og misforståelser, som intet godt bragte med sig. Men ligefrem at have adskillelse som grundholdning og at indpode sine børn det, gør mig lidt flabergastet...For hvor i det verdensbillede har man så placeret evnen til tillid, evnen til at give sig hen, evnen til at tro, at noget kan bære?

Selv har jeg da kæmpet med lige netop de tre ting.
Mit sind var inficeret af, at mine forældre gav op og jeg var ikke lige sådan tilbøjelig til at tro, at man kunne og ville hinanden for altid. Da min mand - da vi var meget unge - sagde:"I min familie har vi tradition for lange forhold, "gik jeg nærmest i panik og tænkte, at det da godt nok var en fælde, jeg var havnet i og var det virkelig meningen, at jeg skulle se på den samme mand, til jeg bliver gammel og grå?

Men det har jeg altså gjort og jeg gider stadig se mere af ham - hele tiden. Jeg tror nemlig på, at man ikke behøver at ende som misantrop...Nogle gange fungerer det og ja, man kan godt have den samme gennem hele livet. Den læresætning vil jeg også meget gerne gi' videre til mine unger. Indtil videre ser det sågu da meget godt ud.

Etiketter:

4 Comments:

At 22/8/09 17:35, Blogger Sifka said...

Jeg mødtes på et tidspunkt med en flok veninder fra langt tilbage i tiden. Den ene sad nærmest og undskyldte, at hun stadig var sammen med sin mand fra dengang, og i øvrigt også arbejdede i den samme branche, som den hun begyndte i som 16-17 årig.

Jamen, nu be'r jeg Dem...jeg synes da bare, at det var så dejligt at høre, og absolut ikke gråt, trist og kedeligt.

Selv skulle jeg nok været skredet en halv snes år førend jeg gjorde, men sådan er der jo så meget.

God lørdag:)

 
At 22/8/09 22:50, Blogger susling said...

Tak, kære Sifka. Jeg er også selv lidt forundret over, at vi nu har været sammen i 25 år plus det løse, hvor jeg som en anden heks tænkte, at han var lige den, jeg sku' ha'. Det er stadig en fryd at vende sig rundt i sengen og se lige ind i hans øjne.

Jeg synes nu ikke, at det er en skam at gå heller...hvis ikke det er mere, hvorfor så plage sig selv...Begge dele gælder. Jeg vil nu bare helst ha' at mine unger tror på, at noget kan holde...

 
At 23/8/09 13:43, Blogger Henriette said...

Hej Susling.

Jeg var sammen med min eksmand i 17 år. Vidste længe at det ikke kunne vare livet ud, og jeg har det godt fordi jeg ved med mig selv at jeg kæmpede, selv langt ud over det fornuftige. Det er et skråplan at lære sine børn, at man "bare" kan skifte ud når det ikke er sjovt mere. Det er nøjagtig den brug og smid væk holdning jeg er så træt af, den hersker matrielt og altså også menneskeligt.

Som jeg skrev i min kommentar til dit indlæg om det med at ville børn uden en mand, så er der alt for mange der slet ikke gider at arbejde for et forhold, de gider ikke bøvlet med op og nedture.

Jeg skal passe på ikke at gå i selvsving her, så jeg afslutter med at erklære at jeg syntes det er sørgeligt.

Knus Henriette

 
At 23/8/09 13:58, Blogger susling said...

Hej Henriette,
der har bestemt været øjeblikke i mit forhold, hvor jeg har tænkt:"Nu skrider jeg sgu!"
Det kan man vist ikke undgå.Hver gang har jeg så også tænkt:"Hell, jeg er jo heller ikke selv perfekt." Mange gange har det, der har plaget os i virkeligheden også været noget udefrakommende, som slidt økonomi, stress på arbejdspladsen osv.

Jeg kender også andre par, der har været sammen i en menneskealder (og så gamle er vi faktisk ikke).
Det kan lade sig gøre (omend måske først i 2. hug :-) )

Hvad der driver andre og får dem til løbende at skifte mænd ud ved jeg ikke. For mig har det vigtigste i hvertfald altid været, at sikre ungerne et godt og solidt forhold til deres far og noget kontinuitet - som jeg ikke selv havde for meget af, da jeg var ung)- og så er jeg vist bare så heldig, at jeg har mødt mit livs kærlighed i en meget ung alder. Har i hvertfald ikke mødt nogen, der har kunne true ham endnu...

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home