Susling spørger: Kan man være ligeglad?

Lige siden jeg hørte nyheden i morges om, at politiet havde hentet asylansøgerne i Brorsons Kirke i nat, har jeg fjumret lidt rundt om mig selv. Jeg havde ting, jeg skulle ordne. Jeg havde min egen plan for, hvordan jeg skulle komme videre i mit liv og jeg var i gang med at sætte de første spæde papirskibe i søen for noget, som skal være min fremtid. Noget som jeg bestemte mig til den dag, jeg gik hjem fra powerpointhelvedet og vidste, at det var slut. Nok var nok i mit hovede og nu ville jeg have et arbejde, der er i overenstemmelse med mit menneskesyn og mine grundholdninger.

Man kan godt sige, at jeg sådan set er fyldt godt op af mig selv - lige nu. Men kan man egentlig tillade sig det? Kan jeg tillade mig det? Er der ikke ting uden for ens egen sfære, der bare en gang imellem er vigtigere end en selv? F.eks. hørte jeg forleden, at folk skærer deres bidrag til humanitære organisationer væk, fordi budgettet skal barberes. Man vil hellere spare 200 kr,- på et sponsorbarn end på det månedlige digitale tv-abonnement. SUK!

Selv kan jeg også mærke metaltrætheden sætte ind. Der er efterhånden intet vores nuværende regering gør, der kan overraske mig. Bare endnu et lille nøk. Endnu en uanstændighed. Vi er blevet så vant med det, at vi næsten ikke mærker det. Alle os på den rigtige side. Men nu har jeg altså tænkt og det jeg er kommet frem til er, at jeg nok bliver nødt til at pille hovedet ud af min egen rumpet, rejse mig tungt fra sofaen og være med til at markere, at grænsen er overskredet for langt. Karriere-Anders indledte denne her krig uden om et FN-mandat på landets vegne og på et meget spinkelt grundlag. Nu må vi andre så feje skårene op og vise, at vi er et anstændigt folk - et rummeligt folk -og at man stadig kan være stolt af at være dansker.

Hvis andre har det som mig, så kan de jo være med her