Susling: Behind closed doors

Ja, undskyld, jeg ved ikke om det er mine astralbaner, der krydser i den øvre Zenith eller om det er alt det her jobsøgningsnoget, der gør, at jeg p.t. er temmelig optaget af det billede vi gerne vil skabe af os selv og det vi reelt er. Måske nok det sidste, for det at være jobsøgende tvinger jo én til hele tiden at holde sig selv ud i strakt arm, for at se, hvad man egentlig kan byde ind med og om den personlighed man har matcher. Egentlig rimelig anstregende.

Men bær over med mig eller klik væk, hvis I har fået nok.

Og nu til sagen:
Forleden dag ringede min nabo på døren. Hun ville have et svar på en banal ting, som jeg ikke kunne gi' hende. Jeg kendte simpelthen ikke til det, hun spurgte om. Indledningsvis prøvede jeg at komme hende i møde og prøvede også at henvise til andre, der bedre kunne svare hende. (Jeg lagde i parantes godt mærke til, at hun var pænt aggressiv og insisterende. Men det er hun tit. Meget pågående og grænseoverskridende, hvis hun vil opnå noget.)

Til sidst prøvede jeg at finte mig ud af den ved at spørge pænt til årsagen til, at hun skulle have et svar partout. Så eksploderede det og det endte med, at hun skred og smækkede med døren. For så kort efter at ringe på døren igen og råbe mig ind i hovedet, at jeg var sær.
"OK...!," tænkte jeg. "Det er da meget muligt. Synes da ikke, jeg ser mig selv i det lys, men hvis det er sådan, hun har det."

Jeg må indrømme, at jeg stadig er lidt mystificeret og det er da også ubehageligt, sådan at blive kaldt sær. Det skal jeg da ærligt indrømme.

Og nu til min pointe:

Udadtil er denne her nabo en dame med succes. Hun har et godt job, en mand med et endnu bedre job, to små børn og en tredje på vej. Hun har også venner og en stor familie. Udadtil er alt honky dory.

Det er bare ikke det, jeg ser. Jeg ser én, der har taget munden for fuld og ikke hviler i sig selv. Jeg ser én, der ikke er særlig god til at tage sig af de to små hun har og nu skal hun have en tredje. Jeg hører små børn, der råber og råber på deres mor - forgæves. Jeg ser et hjem, der roder meget og jeg ser en dame, der for ofte har luftet sin usikkerhed, ved at spørge mig om de mest banale ting. Jeg ser også én, der stæser afsted for at opretholde et selvbillede, men hun er ikke med på det.

Kan I klare mere?

For nogle år siden boede der en anden her i min opgang. Hun ville gerne være venner med mig. Hun ville i det hele taget gerne være venner med alle, der var noget ved musikken og hun lagde en stor indsats for dagen for at komme i kontakt med de her kendte mennesker. Jeg tror man kalder det Starfucker. Hun var også meget optaget af, hvordan hun tog sig ud udadtil. F.eks. fortalte hun mig om engang, hvor hun havde lavet noget kreativt. Men det var ikke processen eller det kreative output hun var optaget af. Hun var mere optaget af at fortælle mig, hvordan hun så ud, mens hun lavede det her kreative.

Ku' jeg li' hende? Næh, ikke rigtigt. Men jeg prøvede på ikke at være uhøflig. Prøvede at finte mig lidt ud af det på den pæne måde.
En dag mødte jeg hende tilfældigt et andet sted, end hvor vi bor. Hun stillede sig meget aggressivt op foran mig med hænderne i siden og spurgte, hvorfor jeg ikke kontaktede hende. Hm, tænkte jeg. Men jeg bevarede roen og sagde, at jeg egentlig ikke synes, at vi havde så meget tilfælles. Hendes svar var, at jeg burde gå til psykolog! Sådan i ordret rækkefølge.
Udadtil var hende her faktisk også en pæn dame. Og jeg garanterer for, at hun brugte meget energi på at opretholde det her billede af sig selv.

Nå, men det korte af det lange: Jeg kan godt se bag de her damers facader. Jeg kan se, at de fylder så meget i sig selv, at de ikke kan se ud eller se andre. Jeg kan også se, at de kæmper for at skabe et billede af sig selv, der mere er baseret på det de gerne vil være, end det de er. Det er absolut menneskeligt at have det sådan. Men jeg gider altså ikke at blive kaldt sær, bare fordi jeg ikke æder deres facader med hud og hår.