kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

12.7.09

Susling om selviscenesættelser og andre fornøjeligheder

Er man det man er? Eller er man det man gør? F.eks. er der en stigende tendens til, at man som kunstner bliver sin egen kunst. At man selv er kunstværket, frem for den kunst man skaber. Skaber man sig selv i så tilstrækkelig en attraktiv grad, at man bliver interessant for andre, så ender det også med, at man får solgt sine kunstværker eller sin musik. For så er det ens personlighed folk køber.

Men alt det er jo bare selviscenesættelse i en verden af make believe. Kunstnerne vælger at vise udsnit af sig selv. Det er ikke morgenhåret og mensesbabserne man ser. Med mindre selvfølgelig, at det er det, der er ens kunstprojekt - at bryde grænser for lige den slags ned.

Det samme gælder vel, når man blogger. Nogle vælger at "præsentere alt". For det er det, der er konceptet for bloggen. I sådanne tilfælde kan selv billedet af en æggemad være interessant og generere mange kommentarer, fordi æggemaden er skabt og postet af præcis den blogger, hvis personlighed man har "købt" og daglig følger. Jeg kommer til at tænke på "The Truman show", når jeg skriver dette. Det handler jo netop om én, der er blevet - om end uvidende - sin egen historie.

Jo tættere man rykker ind på en person, desto mere bliver det personen som historie, der er interessant, fremfor de historier/emner, der bliver skrevet om.

Det er der jo i princippet ikke noget forgjort i. Inden for journalistikken opererer man f.eks. med begrebet gonzo-journalistik. En slags "blotter-journalistik", der tager egne betragtninger og egne personlige anti- og sympatier med i sine artikler. Hunter S. Thompson var skaberen af denne genre og Morten Sabroe er en af de danske diciple. Det er en stil, der har gjort dem berømte.

Og hvad fanden er lige min pointe? Jo flere ting:
  1. Jeg synes grænserne skrider rigtig meget nu. Det private er rykket ud i det offentlige.F.eks. er der en artikel i Information om en musiker, der ikke kunne sælge sin musik, men da hun begyndte at Twitte, så kunne hun sælge alt omkring sig inkl. sin blå glasdildo med medfølgende historie (host, host). Efterhånden er folk så også langsomt begyndt, at købe hendes musik
  2. Vi synes, vi "kender" hinanden, fordi man læser om hinanden. Lige fra at Prinsesse Marie har fået en epidural til, at Britney går uden trusser og er en dårlig mor. (Hvad så fanden med hendes musik!)
  3. Vi iscenesætter os selv alle steder, så folk tror de møder det private ansigt, men det gør de ikke, de møder det, vi lader dem se. Især på arbejdspladser, hvor det ikke længere handler om, at bare gøre det, man gør, men også om det ansigt man præsenterer. Pludselig er det meget vigtigere, at vise at man er total på og med - og så pis være med, om det man laver egentlig er godt nok bare i sig selv. Det æder én op, gør det.
  4. Når man er mere sin historie og det man iscenesætter, end det man gør, så går man mentalt ned. Så brænder man ud på et tidspunkt. For så er det ikke længere nok bare at stable mursten. Så skal man også intellektualisere over sine mursten og huske på, hvordan man iscenesætter sig selv, mens man stabler de her mursten.
  5. Jeg er dødelendig til at iscenesætte mig selv. Jeg drøner mentalt rundt et eller andet sted i stratosfæren og indoptager og fornemmer og glemmer helt, det ansigt jeg viser andre. Jeg tror i min naivitet, at andre ser det samme som mig og at de ikke vurderer mig på det, jeg laver/skaber, men det ansigt jeg iscenesætter. For det gør jeg jo ikke selv med andre. Jeg kan sagtens læse kedsomheden eller frustrationerne eller motiverne bagved det offentlige ansigt, de præsenterer for mig - og ret ofte, at det er iscenesat.
Nå! Og denne post kunne så have handlet om, hvor lykkelig jeg er med min mand, hvor meget jeg elsker mine unger, om en fantastisk fødselsdag, hvor jeg var sammen med Gammel-Moster, min bror og svigerinde og deres to lækre unger. Den kunne også have handlet om alt den gode mad jeg har fået og alle de planter jeg har på mine altaner. Eller om, hvordan jeg har siddet et par timer i en dejlig have i dag og fik ondt i maven. Posten kunne jeg så runde af med, at jeg skal ud og høre noget nostalgisk musik og at mit liv iøvrigt er så fabouless!

Men det gider jeg sgu' ikke!For jeg er den jeg er! Med tanker, tyndskid, hår under armene und alles.

Etiketter:

9 Comments:

At 12/7/09 17:25, Blogger Henriette said...

Uha Susling.. Der følte jeg mig lige lidt ramt, og så alligevel ikke. :-)

For det er jo rigtigt lang hen ad vejen og jeg selv fortæller jo meget om ja.. mig.

Det er dog alligevel ikke alt der kommer på, men det der ender i sfæren er det jeg har i hovedet lige her og nu. Min aflastning kalder jeg det. :-)

Tilgengæld har jeg altid undret mig over den tendens der er med, at man er hvad man arbejder med. Altså hvis man IKKE har et arbejde har man ingen indetitet. Kan du følge mig? DET fatter jeg ikke. Min identitet ligger et helt andet sted, og arbejdet har altid bare været måden at tjene til livets ophold. Heldigt hvis det var en sjov måde, men uheldigt hvis det var et øvjob.

Jeg har sgu selv så mange "fejl" at jeg ikke ville komme langt på at iscenesætte mig selv. :-)

Godt indlæg Susling og tak for det.

Knus Henriette

 
At 13/7/09 13:18, Blogger susling said...

HejHenriette, undskyld jeg først for svaret nu. Der har været lukket for strømmen.
Jeg må være ærlig og sige, at jeg egentlig ikke ved, hvad jeg ville med dette indlæg og jeg havde egentlig heller ikke nogen eller noget bestemt i tankerne. Det var udelukkende et forsøg på, at få formuleret nogle tanker, som jeg går og tumler med og som jeg har tumlet med længe, men som jeg har svært ved at få hold på. Altså:
Er man det man er? Er man det man gør? Hvad opfatter man selv? Hvad opfatter andre? Er det ene "billede" mere sandt end det andet? Og er der efterhånden ikke lige lovlig meget fokus på, hvordan man præsenterer sig selv?

Selviscenesættelse er i øjeblikket et meget dominerende fænomen. Men der er heldigvis også et modtræk fra f.eks. kunstnere og musikere, der vælger at anonymisere sig selv, så deres kunst eller musik er det, der træder i forgrunden. F.eks. tegneren Husker du og streetarteren Bangsy.

 
At 13/7/09 16:26, Anonymous Pernille said...

YES! Og netop fordi du er den du er, så er der nogen der gider læse din blog! Jeg er efterhånden så dødtræt af blomster, mad og strikketøj i close-up, at mange af de sædvanlige kvinde-blogs bliver valgt fra. Hvis jeg skal bruge tid på at læse blogs, så vil jeg gerne udfordres lidt; møde ærlighedog skarpe holdninger, og gerne fra en med både hår under armene, karriereproblemer, bumser og (indimellem) unger!

 
At 13/7/09 16:31, Anonymous Pernille said...

og hvis jeg kunne ramme tasterne rigtigt, så skulle der stå: ...og (indimellem) umulige unger!

 
At 13/7/09 16:50, Blogger susling said...

Mange tak, Pernille! Jeg er glad for at høre, at jeg kan gi' et lille indspark en gang imellem. Tror egentlig, at det er sådan et livsprojekt jeg har, det med at kratte i overfladen og udstille de mindre pæne sider -( mest af mig selv). Jeg har altid gjort det, lige fra jeg var helt lille og drev lærerne til vanvid med alle mine spørgsmål. (Men det kan jo i princippet også være en form for selviscenesættelse.)

Jeg har nu i øvrigt intet imod pænhed, skønhed og æstetik. Det dyrker vi skam også herhjemme. Jeg er bare ikke så god til at fortælle om det. Men det synes jeg bestemt andre er.

Og sidst men ikke mindst(undskyld ordflommen). Nu brugte jeg godt nok det at blogge som eksempel på min pointe. Men det var nu mest, fordi mange blogs netop er meget knyttet til det personlige.

Selviscenesættelse og det flydende mellem det private og det offentlige er en generel tendens i samfundet. Det har altid eksisteret, og jeg har altid reflekteret over det, men i de senere år, synes jeg, at det er blevet massivt.

(Slut på ordflom)!

 
At 14/7/09 09:38, Anonymous visitsen said...

Jeg læste eller hørte engang om hvordan hvert enkelt menneske er en firledet størrelse:

- det jeg du selv oplever du er
- det jeg du ønsker at vise omverden
- det jeg du viser andre
- det jeg andre ser


Personligt tror jeg ikke på at man "er" noget bestemt - jeg har oplevet mig selv og andre forandre sig både over tid og i situationer - men det give nu alligevel mening for mig, at tænke på sig selv med flere facetter.

Jeg oplever tit at der er stor forskel på de forskellige jeg'er, uden at der nødvendigvis er tale om iscenesættelse.

På min blog derimod, er der total tale om iscenesættelse - idet der så mange aspekter jeg har valgt ikke at skrive om. Sider af mit jeg der ikke bliver luftet.

Alligevel hindrer det ikke at andre alligevel lægger noget helt syvende i det "jeg" de tror de finder der, end hvad jeg egentligt selv lægger i det. Og det er jo i meget god tråd med,, at der er forskel på det man viser og det andre ser.

 
At 14/7/09 10:35, Blogger susling said...

Visitsen: Jeg er nok enig med dig. Eller det vil sige, det er jeg.
Vi tolker alle ud fra vores forståelsesapparat. Vi kan nok ikke så meget andet. Jeg ville ønske det var anderledes - så det hele bliver mere rummeligt og flydende.

Jeg har bokset med det her i årevis. For hvis jeg kan se, hvorfor kan andre så ikke?
Det er mig en evig kilde til undren.

Jeg har ofte set andre iscenesætte sig selv og jeg har også vidst/ gennemskuet, hvordan man skal iscenesætte sig selv, for at opnå "succes". Ofte på meget banale måder. Som at man gik fra arbejdet efter kl. 17.00 og altid, altid smilede til chefen. Eller kastede en ordflom i hovedet på folk, så de troede, at man var hamrende klog.

Jeg kan bare ikke! Jeg oplever så mange ting indefra og ud. Jeg sanser ting i nuet. Måske er det en brist jeg har?

 
At 14/7/09 18:08, Anonymous fivetosix said...

Alt kan jo iscenesættes. Men dybest set, jo mere iscenesat, jo nemmere er det at gennemskue.....
At være sig selv kan give nogle bagslag, men at miste sig selv i et skuespil, vil aldrig opveje det at have sin egen indentitet ;-)
Hellere være "særling" end miste sin egen troværdighed ;-)

 
At 14/7/09 18:45, Blogger susling said...

Tak, 56. Jeg har lige haft en nabo, der råbte af mig, at jeg var sær, fordi jeg ikke kunne svare på hendes spørgsmål og i øvrigt bad om, at få nogle bøger tilbage, som hendes datter havde lånt. Da jeg sagde, at det da var ok og jeg hjertens gerne gav, men at jeg også synes, at ting skulle flyde tilbage og at jeg iøvrigt havde et liv, så smækkede hun døren i hovedet på mig.

Sær? Måske.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home