Susling om selviscenesættelser og andre fornøjeligheder

Er man det man er? Eller er man det man gør? F.eks. er der en stigende tendens til, at man som kunstner bliver sin egen kunst. At man selv er kunstværket, frem for den kunst man skaber. Skaber man sig selv i så tilstrækkelig en attraktiv grad, at man bliver interessant for andre, så ender det også med, at man får solgt sine kunstværker eller sin musik. For så er det ens personlighed folk køber.

Men alt det er jo bare selviscenesættelse i en verden af make believe. Kunstnerne vælger at vise udsnit af sig selv. Det er ikke morgenhåret og mensesbabserne man ser. Med mindre selvfølgelig, at det er det, der er ens kunstprojekt - at bryde grænser for lige den slags ned.

Det samme gælder vel, når man blogger. Nogle vælger at "præsentere alt". For det er det, der er konceptet for bloggen. I sådanne tilfælde kan selv billedet af en æggemad være interessant og generere mange kommentarer, fordi æggemaden er skabt og postet af præcis den blogger, hvis personlighed man har "købt" og daglig følger. Jeg kommer til at tænke på "The Truman show", når jeg skriver dette. Det handler jo netop om én, der er blevet - om end uvidende - sin egen historie.

Jo tættere man rykker ind på en person, desto mere bliver det personen som historie, der er interessant, fremfor de historier/emner, der bliver skrevet om.

Det er der jo i princippet ikke noget forgjort i. Inden for journalistikken opererer man f.eks. med begrebet gonzo-journalistik. En slags "blotter-journalistik", der tager egne betragtninger og egne personlige anti- og sympatier med i sine artikler. Hunter S. Thompson var skaberen af denne genre og Morten Sabroe er en af de danske diciple. Det er en stil, der har gjort dem berømte.

Og hvad fanden er lige min pointe? Jo flere ting:

1. Jeg synes grænserne skrider rigtig meget nu. Det private er rykket ud i det offentlige.F.eks. er der en artikel i Information om en musiker, der ikke kunne sælge sin musik, men da hun begyndte at Twitte, så kunne hun sælge alt omkring sig inkl. sin blå glasdildo med medfølgende historie (host, host). Efterhånden er folk så også langsomt begyndt, at købe hendes musik
2. Vi synes, vi "kender" hinanden, fordi man læser om hinanden. Lige fra at Prinsesse Marie har fået en epidural til, at Britney går uden trusser og er en dårlig mor. (Hvad så fanden med hendes musik!)
3. Vi iscenesætter os selv alle steder, så folk tror de møder det private ansigt, men det gør de ikke, de møder det, vi lader dem se. Især på arbejdspladser, hvor det ikke længere handler om, at bare gøre det, man gør, men også om det ansigt man præsenterer. Pludselig er det meget vigtigere, at vise at man er total på og med - og så pis være med, om det man laver egentlig er godt nok bare i sig selv. Det æder én op, gør det.
   
4. Når man er mere sin historie og det man iscenesætter, end det man gør, så går man mentalt ned. Så brænder man ud på et tidspunkt. For så er det ikke længere nok bare at stable mursten. Så skal man også intellektualisere over sine mursten og huske på, hvordan man iscenesætter sig selv, mens man stabler de her mursten.
5. Jeg er dødelendig til at iscenesætte mig selv. Jeg drøner mentalt rundt et eller andet sted i stratosfæren og indoptager og fornemmer og glemmer helt, det ansigt jeg viser andre. Jeg tror i min naivitet, at andre ser det samme som mig og at de ikke vurderer mig på det, jeg laver/skaber, men det ansigt jeg iscenesætter. For det gør jeg jo ikke selv med andre. Jeg kan sagtens læse kedsomheden eller frustrationerne eller motiverne bagved det offentlige ansigt, de præsenterer for mig - og ret ofte, at det er iscenesat.
   

Nå! Og denne post kunne så have handlet om, hvor lykkelig jeg er med min mand, hvor meget jeg elsker mine unger, om en fantastisk fødselsdag, hvor jeg var sammen med Gammel-Moster, min bror og svigerinde og deres to lækre unger. Den kunne også have handlet om alt den gode mad jeg har fået og alle de planter jeg har på mine altaner. Eller om, hvordan jeg har siddet et par timer i en dejlig have i dag og fik ondt i maven. Posten kunne jeg så runde af med, at jeg skal ud og høre noget nostalgisk musik og at mit liv iøvrigt er så fabouless!

Men det gider jeg sgu' ikke!For jeg er den jeg er! Med tanker, tyndskid, hår under armene und alles.