Susling om kvinder, mænd og karriere

Nu er det jo ikke fordi, at jeg skal sidde her og vifte med den røde strømpe, vel! Så'n noget gør jeg mig ikke så meget i. Slet ikke nu, hvor jeg går med bare fødder i sandalerne. Meeeen.......altså......i visse øjeblikke, kan man godt gå hen og blive lidt træt på den præklimakterielle måde...

Sæt jer godt tilrette, for nu vil jeg fortælle en lille historie om mænd, kvinder og karriere. Sidder I godt? Er I klar? Ok....

Der var engang for en lille uge siden, hvor jeg sad og gjorde mig til, så godt jeg nu kunne foran et ansættelsesudvalg. Ansættelsesudvalget bestod kun af kvinder på nogenlunde min alder. Jobbet var spændende og stedet var interessant. Men så var den heller ikke længere. Det var ikke en særlig god løn og stillingen var tidsbegrænset, men jeg havde tænkt som så, at det nok ville være ret smart, at få drejet mit cv lidt mere hen i den retning, jeg gerne ville gå. Vi var fem, der var udvalgt til denne vinderbonuschance og set i lyset af, hvor mange ansøgere, der havde været, så var vel allerede det at være udvalgt ret godt klaret.

I dag blev jeg så ringet op! Og nej, jeg fik ikke jobbet. Men det gjorde HAM, der kunne det samme som mig. Den søde afslagerske sagde beklagende, at hun ville ønske, hun kunne komme med noget, som jeg kunne gøre bedre, anderledes, klogere. Men det kunne hun ikke. Der var ikke en finger at sætte på mig og min performance. Nu havde de bare valgt ham og så kom hun med nogle argumenter, der bare ikke holdt vand. For alt det han kunne, kan jeg også.

Og så er det, at jeg får deja vue ringlen for mine ører:

Scene 1. Take 1:
Jeg er med i et ansættelsesudvalg. Alle udvalgte til samtale er kvinder - undtagen én. Han var mand. Kvinderne var dybt kompetente og seriøse og ham manden gav mig nogle virkelig bad vibes. Gæt hvem, der gik fuldstændig agurk, da der skulle voteres? Alle de andre kvinder i ansættelsesudvalget og resten af afdelingen. Vi sku' da ha' en mand, ja vi sku' sgu' da. En af kvinderne i afdelingen nærmest truede os korporligt.Hun ville have en mand, ville hun. Altså alle gik agurk, undtagen mig. Jeg synes, at køn, alder og farve er fløjtende underordnet. Man skal da ha' den bedste. Men om jeg fik et ben til jorden. Nope! Han blev ansat og han vidste sig, at være den største døgenigt og slapsvans, jeg længe har stødt på. Men han var jo maaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaarrnd! Som de andre sukkede.

Scene 2. Take 2:
Var til samtale et sted. Det gik forrygende. Blev så ringet op med et beklagende afslag. Spurgte om der var noget, jeg kunne forbedre i performance, kompetencemæssigt eller otherwise. "Næh," var svaret. " Kun hvis du ville gennemgå en kønsskifteoperation." "Hup???!!", sagde jeg. Men det var da i det mindste ærlig snak.

Scene 3.Take 3:
Samtale. Kvindeligt ansættelsesudvalg. Gik forrygende (Get the picture?). Bliver ringet op. Afslag: Vi havde alle været skide dygtige, men der havde så også været denne her ene mand og
han ku' jo både og både...Intet af det var noget, jeg ikke kunne og det var bestemt heller ikke sådan, at jeg ikke også havde gjort opmærksom på nøjagtig det samme, da jeg sad til samtalen.

Jeg har flere af den slags i ærmet og må altså indrømme, at jeg begynder at blive lidt træt i ansigtet.

Bonusinfo: Ham døgenigten viste sig, at være indplaceret på et højere løntrin end mig. Og det selv om jeg havde mere erfaring og et meget større fagligt ansvar. Han nåede også lige, at smadre firmabilen i en brandert. Men hell, han var jo mand!

PS. Jeg kan flere af den slags historier - også på et større plan. Men lige nu gider jeg ikke rigtig mere, så dem får I en anden dag.

PPS. Kom lige i tanker om, at man jo kan indhente inspiration til videre fremfærd: Er der andre end mig, der har oplevet noget i samme dur? Og hvordan ku' man evt. kringle dén kønsdims....??