kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

6.7.09

Susling om at overleve

Når jeg sidder sådan en frisk sommermandagmorgen med mine sommerferiesovende unger samlet under ét tag igen, så arbejder jeg hårdt på at bekæmpe bekymringsboblen, der drøner rundt i min mave. Så prøver jeg, at huske mig selv på alle de gange, det er gået godt mod mange odds.

F.eks.da jeg 17 år gammel stod helt alene sent om aftenen på Frihedspladsen i Athen. Ham jeg rejste med var lige sprunget ud af skabet og jeg ved ikke om det var det, der gjorde, at han blev psykisk ustabil. Under alle omstændigheder skiftede han fuldstændig personlighed. Råbte og skreg af mig i falset med fråde om munden og forlangte at få mine sidste penge. Jeg nægtede, pakkede hurtig min rygsæk og skred fra den campingplads, vi havde slået lejr på. Og så var det, at jeg pludselig befandt mig på den rumlende og støjende kæmpeplads midt i et sommerlummert Athen og med en tre døgn lang togtur i et beskidt tog mod København foran mig.

Hvad gjorde jeg? Satte jeg mig på en bænk? Var jeg bange? Jeg husker det ikke. Men pludselig stod der en arabisk forretningsmand foran mig. Han spurgte deltagende til, hvad så ung en pige dog lavede der kl. halvtov om natten. Jeg fortalte ham det og han sagde, at jeg skulle komme med ham. Det var alt for farligt for en ung pige at være der. Han tog mig over på sit luksushotel og bad receptionen om at sørge for, at der blev sat en ekstra seng op til mig i hans suite. På vejen op i elevatoren fortalte han mig, at han selv havde en datter på min alder og at han savnede hende. Dagen efter spenderede han morgenmad på mig og vores veje skiltes. Han rørte mig aldrig! Han var bare et godt menneske, der reddede mig ud af en ubehagelig situation.

Senere samme dag mødte jeg en hollandsk fyr, der tog mig under sin vinge, betalte en frokost og hjalp mig med at købe en busbillet til München. Derfra kunne jeg så tage resten af vejen til København i tog. Vi tilbragte dagen sammen i Athen, hvor han viste mig det Athen, han holdt af og fortalte om sin familie og viste billeder af sin kæreste. Til sidst fulgte han mig til busstationen og vinkede farvel.

For mine sidste penge havde jeg købt en stor flaske vand og et brød. Det var, hvad jeg havde til den næste lange tid. Men også det gik. Folk i bussen delte deres mad med mig og var i det hele taget meget hjælpsomme. Vel ankommet til München Hauptbahnhof følte jeg mig på hjemmebane, fordi jeg havde været der så tit både med mine forældre og alene, når turen gik ned til min østrigske familie. Så derfra gik det nemt og glat hjem til København (jeg havde stadig min interrail-billet.)


Hvorfor ringede jeg ikke til mine forældre, da jeg stod der i en desperat situation? Fordi jeg ikke havde dem længere. Jeg var helt alene og måtte klare mig, som jeg bedst kunne. Og det gik jo! Der var ingen, der gjorde mig fortræd og jeg kom hjem i et stykke. Og det er ikke fordi jeg var en lalleglad og naiv pige. Jeg havde bare en grundstøbt tro på, at det hele nok skulle gå. Den følelse er vigtig at have. Og jeg har båret den med mig i mange andre situationer, hvor det kunne være gået galt. Hvor andre ville være knækket sammen i desperation.

Jeg synes bare, at det bliver sværere og sværere efterhånden. Så lige nu sidder jeg og bokser med bekymringsboblen og prøver at huske mig selv på, at der også findes det gode, og at der er dem, der vil mig det godt. Og ikke mindst, at ingen situation er stationær. Jeg skal nok klare mig over på den anden side igen. Som så mange gange før.

4 Comments:

At 6/7/09 14:54, Blogger Pernille said...

Hej Susling. Dit indlæg fik mig til at tænke, tænke på om ikke vi (hele menneskeheden) er opbygget sådan at vi bliver mere bekymret med årene.

Som unge tager vi verden som den kommer og efterhånden som vi vokser op, ser alle de mindre rare sider af samme verden og får børn, vi ønsker det bedste for, så kommer bekymringerne snigende - om vi vil det eller ej.

Jeg kom til at tænke på dengang, min mor, der var rødstrømpe, lesbisk og mente kvinder skulle kunne klare sig selv uden mænd, havde holdt et længere foredrag for mig og strøm og hvordan man bruger samlemuffer.
Da bedsteveninden et par dage senere, begyndte at flytte rundt på sit værelse og en lampe ikke havde ledning nok til at stå et andet sted, hvad var så mere nærliggende, end at finde ekstra ledning og værktøj frem, slukke for strømmen, og for en sikkerheds skyld tage stikket ud af kontakten (jeg havde jo hørt efter) og forlænge ledningen? Da jeg senere glædestrålende fortalte hvordan jeg havde forlænget ledningen, blev jeg skældt ud - tænkt på alt det, der kunne være sket, jeg kunne jo få stød, eller det, der var værre.

Selvom jeg stadig synes hun overreagerede dengang, jeg havde jo taget alle forholdsregler, må jeg indrømme at jeg nærmer mig et stadie, hvor jeg alligevel (måske, men jeg vil helst ikke indrømme det) kan forstå hende.

Eller dengang jeg lod et 14 dage gammelt barn være hjemme med den lige så nybagte barnefader og køleskabet fuld af brystmælk, og tog i skole. Der stod så en dame og himmelfalden kiggede på mig og spurgte og han kunne finde ud af det. Ikke et sekund havde jeg været i tvivl, han vidste jo lige så meget - eller lidt - om barnepleje som jeg, mens damen tilhørte en generation, for hvem det var videnskabeligt bevist at mænd og barnepleje ikke hørte sammen. Hun var tydeligt bekymret, og selvom jeg synes hun var tosset dengang, nærmer jeg mig også her et punkt, hvor jkeg aldrig vil give hende ret, eller handle anderledes, med kan forstå hendes bekymring.

Jeg kan forstå det, fordi jeg selv har fået børn, selv står i situatuioner, hvor bekymringer over selv små ting kan tårne sig op og selv oplever at føle ængtelse og sårbarhed over detaljer, jeg ved, jeg for bare 10-15 år siden, ikke ville have skænket en tanke.

Jeg prøver ikke at negligere dine bekymringer, for det skal der være plads til, når bare vi ikke lader vores liv styre af dem.

Men måske vi alle ville have glæde af at huske på barndommen og ungdommens tro på alting bekymringsløst.

Hold da op - det blev langt! :D

 
At 6/7/09 15:40, Blogger susling said...

Tak for supersvar! Altså min pointe var jo netop, at man/jeg skal huske på bekymringsløsheden...Eller i hvertfald troen på, at det hele nok skal gå..(fik det måske ikke helt over rampen?)

Dét, der er lidt skørt er, at jeg faktisk havde solid grund til bekymring den gang jeg var 17 år. Meget mere end nu. Min mor var blevet tvangsindlagt med en psykose for 3. gang. Min far lå i sprit et eller andet sted og jeg selv var flyttet på et kollegie som 16 årig (boede på en gang, hvor der kun var mænd) og klarede mig igennem gymnasiet. Det eneste jeg ejede var fire tekopper, et anlæg, nogle LP'er og en lillebitte bistandshjælp. Siden hen fik jeg et barn på dimitentsats og den eneste grund til, at vi klarede det var, at min mand havde fået 10.000 for noget mur og rum kunst. Vi ejede intet. Jeg har også siddet med barn nummer to og to gange understøttelse, fordi vores fag er så konjukturbestemte. Jeg har sikkert til tider bekymret mig - meget. Men jeg havde også hele tiden en overbevisning om, at det hele nok skulle bære...og det er den overbevisning, jeg prøver at hive fat i igen...Den her med, at jeg har stået i underlige og svære situationer...men jo stadig er her...og at der er noget godt derude...

Giver det mening?

 
At 8/7/09 12:10, Blogger Pernille said...

Det giver fint mening og du var også klar i det oprindelige indlæg.
Måske er det bare en overlevelsesfaktor at vi bekymrer os mindst, når der er størst grund. Det kræver overskud at kunne bekymre sig. Det er i hvert fald mine erfaringer, når jeg tænker baglæns..

 
At 8/7/09 12:42, Blogger susling said...

Selvfølgelig! Tak skal du ha'! "Det kræver overskud, at kunne bekymre sig." Det er jo sådan, det er. Meget smukt formuleret...

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home