Susling om at overleve

Når jeg sidder sådan en frisk sommermandagmorgen med mine sommerferiesovende unger samlet under ét tag igen, så arbejder jeg hårdt på at bekæmpe bekymringsboblen, der drøner rundt i min mave. Så prøver jeg, at huske mig selv på alle de gange, det er gået godt mod mange odds.

F.eks.da jeg 17 år gammel stod helt alene sent om aftenen på Frihedspladsen i Athen. Ham jeg rejste med var lige sprunget ud af skabet og jeg ved ikke om det var det, der gjorde, at han blev psykisk ustabil. Under alle omstændigheder skiftede han fuldstændig personlighed. Råbte og skreg af mig i falset med fråde om munden og forlangte at få mine sidste penge. Jeg nægtede, pakkede hurtig min rygsæk og skred fra den campingplads, vi havde slået lejr på. Og så var det, at jeg pludselig befandt mig på den rumlende og støjende kæmpeplads midt i et sommerlummert Athen og med en tre døgn lang togtur i et beskidt tog mod København foran mig.

Hvad gjorde jeg? Satte jeg mig på en bænk? Var jeg bange? Jeg husker det ikke. Men pludselig stod der en arabisk forretningsmand foran mig. Han spurgte deltagende til, hvad så ung en pige dog lavede der kl. halvtov om natten. Jeg fortalte ham det og han sagde, at jeg skulle komme med ham. Det var alt for farligt for en ung pige at være der. Han tog mig over på sit luksushotel og bad receptionen om at sørge for, at der blev sat en ekstra seng op til mig i hans suite. På vejen op i elevatoren fortalte han mig, at han selv havde en datter på min alder og at han savnede hende. Dagen efter spenderede han morgenmad på mig og vores veje skiltes. Han rørte mig aldrig! Han var bare et godt menneske, der reddede mig ud af en ubehagelig situation.

Senere samme dag mødte jeg en hollandsk fyr, der tog mig under sin vinge, betalte en frokost og hjalp mig med at købe en busbillet til München. Derfra kunne jeg så tage resten af vejen til København i tog. Vi tilbragte dagen sammen i Athen, hvor han viste mig det Athen, han holdt af og fortalte om sin familie og viste billeder af sin kæreste. Til sidst fulgte han mig til busstationen og vinkede farvel.

For mine sidste penge havde jeg købt en stor flaske vand og et brød. Det var, hvad jeg havde til den næste lange tid. Men også det gik. Folk i bussen delte deres mad med mig og var i det hele taget meget hjælpsomme. Vel ankommet til München Hauptbahnhof følte jeg mig på hjemmebane, fordi jeg havde været der så tit både med mine forældre og alene, når turen gik ned til min østrigske familie. Så derfra gik det nemt og glat hjem til København (jeg havde stadig min interrail-billet.)

Hvorfor ringede jeg ikke til mine forældre, da jeg stod der i en desperat situation? Fordi jeg ikke havde dem længere. Jeg var helt alene og måtte klare mig, som jeg bedst kunne. Og det gik jo! Der var ingen, der gjorde mig fortræd og jeg kom hjem i et stykke. Og det er ikke fordi jeg var en lalleglad og naiv pige. Jeg havde bare en grundstøbt tro på, at det hele nok skulle gå. Den følelse er vigtig at have. Og jeg har båret den med mig i mange andre situationer, hvor det kunne være gået galt. Hvor andre ville være knækket sammen i desperation.

Jeg synes bare, at det bliver sværere og sværere efterhånden. Så lige nu sidder jeg og bokser med bekymringsboblen og prøver at huske mig selv på, at der også findes det gode, og at der er dem, der vil mig det godt. Og ikke mindst, at ingen situation er stationær. Jeg skal nok klare mig over på den anden side igen. Som så mange gange før.