kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

29.6.09

Susling om arbejdsløshedsblues

Nå, så er der fejret foreløbig fødselsdag her på matriklen (fortsætter vel i aften). Manden er draget til den herlige konsulentbranche. DJ Brokhouse er vågnet, har været i bad, sat hår med voks, barberet sig (??!!!), har sammensat dagens outfit og er taget afsted for at besøge hende, han ikke er kærester med. Skumfidusen har jeg ikke hørt en lyd fra siden i går og solen er også skredet.

Og mig? Jeg sidder her med åndelig kvalme. Kan bare overhovedet ikke holde facaden på jydemåden længere- så'n Ih, hvor har vi det godt, trods alt. Har ellers prøvet at lave kaffe. Hjalp ikke en skid. Skal faktisk nogle ting. Lige forbi en keramiker, som jeg måske skal hjælpe og så er der det famøse fitness-tøj, der skal byttes, fordi jeg ikke engang kan finde ud af størrelsen på min egen mand.

Kan sgu egentlig godt forstå, at der ikke er nogen arbejdsgivere, der vil ha' mig. Prøvede ellers virkelig at genfinde gejsten, da jeg sad og svedte over en ansøgning. Nuii, hvor var det bare et interessant job med udfordringer og hvor ku' jeg bare alt det, man skal kunne plus lidt til. I øjet du! Mine afklippede jeans strammer og jeg bliver nødt til hele tiden at suge maven ind for ikke at falde besvimet om over mit eget spejlbillede. Jeg gider ikke at barbere ben og min ægte hårfarve er ved at gro ud i toppen.

Tror i øvrigt, at jeg har glemt alt om, hvad man sådan skal bruge i min jobfunktion. Kan dårligt nok starte Word efterhånden. Måske skulle jeg søge en af de praktikpladser, der hele tiden er slået op? Er jo nærmest skudt tilbage til start. Sorry Sus, du er slået hjem. Nu skal du sidde over, indtil du slår en sekser. Kan ikke engang snyde og blive f.eks. meritlærer. Det vil alle være lige nu eller sosu-assistent. Det er jo nærmest blevet et hipt job. Man ku' måske bliver husmorafløser (findes det stadig?) eller besøgsven? Ku' også blive led telefonsælger, der skriger af folk og propper abonnementer i hovedet på dem. Eller hvad med facer? Så ku' man stå der og råbe til folk, at de er nogle røvhuller, der svigter de sultende børn i Afrika.

Hvis bare altså, at jeg orkede. Er godt nok ved at løbe tør for ork.


Etiketter:

2 Comments:

At 1/7/09 13:51, Anonymous fivetosix said...

Hi..hi..Susling...
Jeg har lige taget et veu kursus i bogføring....Og kan nu kalde mig bogholder in spe...Med alt fra kontering over kasseklader til afslutning af årsregnskab. Afsluttede med et 10'tal ;-)
Ikke at jeg har noget som helst ønske om at blive bogholder, men det var nu meget hyggeligt. Teori om formiddagen og opgaveløsning om eftermiddagen i solen, i haven ;-)
Prøøøv det! Det aflaster også manden lidt, når du har fået knævret hele dagen ;-)
CPH West

 
At 1/7/09 15:28, Blogger susling said...

Hej Fivetosix. Jeg har overvejet et af de kurser - dog ikke bogholderi, det skal jeg vist holde fingrene fra. Men må også indrømme, at jeg er lidt skoletræt sådan på den lange sigt. Har en lang universitetsuddannelse bag mig plus diverse længerevarende efteruddannelser. Men tak for tippet! Man kan nemlig godt blive lidt bims af hele tiden at prøve at råbe arbejdsgiverne op. Og så er det, at jeg begynder at knævre løs.

 

Send en kommentar

<< Home