Susling synger om studentens glade liv

Der er noget helt særligt over et vognlæs studenter. Sådan en stor glad syngende lastbil pyntet med birkegrene og balloner. Jeg bliver altid lidt grådlabil og berørt, når de passerer mig. Så meget ung livsglæde samlet ét sted, er næsten for overvældende.

I skrivende stund har der været 12 af den slags læs forbi her, hvor jeg bor. Det er godt nok mange. Og jeg kender en del af dem, der nu har et bevis under armen og hakker i huen. Det er hyggeligt og på en måde også stabilt. Folk er glade for at bo her og man flytter ikke så gerne herfra. Men det er vist også et tydeligt tegn på, at mit sted er ved at blive et sølvbryllupskvarter. Og at jeg er ved at komme i sølvbryllupsalderen (gad vide om jeg får en portal og hornmusik?).

Om to år, så er det min Skumfidusses tur til at sidde og huje i en lastbil. Så tror jeg nok, at jeg kommer til at tude lidt. For det er stort, og øjeblikket efter skal hun kastes ud i den store verden. Lige som alle de andre nybagte studenter (og alle andre farver huer også i øvrigt.) Så skal de ud og kæmpe om jobsne og praktikpladserne, slås med adgangbegrænsninger og SU-regler. Så bliver de ramt af livet og desværre ser det ud til, at de skal kæmpe med det samme som mig. En verden i krise og med alt for mange, der ikke klarer den.

Man må håbe, at de alle holder Ungdomsfanen højt, at de kaster sig grådigt ud i livet og med ungdommeligt overmod og troen på evigt liv, formår at skære deres vej og forme deres kage, så de fortsat er glade og velafbalancerede mennesker og ikke som ham den eksterne it-konsulent, der åbenbart var så stresset og narcissistisk, at han glemte sit eget afkom. For hvis man først når dertil, at man ikke tager vare på sit eget afkom, så er det slut. Uanset hvor meget hus i forstæderne, webbergrill og høje tal på eksamensbeviset man end har.