Susling om "hvad med dig selv"?
OK! Skyd mig! Men jeg er altså fra den generation, hvor vi sagde:"Det er samfundets skyld!" Jeg var også én af dem, der løb rundt i sort og råbte: "No, future!" Og uanset hvor meget liberalisme de hælder ned i hovedet på mig, så ændrer jeg ikke på den grundholdning. Noget er altså samfundets skyld! Personligt vil jeg da f.eks. meget nødigt stilles til ansvar for Fanny Maes sammenbrud og indførelsen af subprime-lån. Det er heller ikke mig, der sad og talte 0'er på friværdien. Eller indledte en krig i Irak. Det er heller ikke mig, der sidder og fyrer personale lige nu.
Hvordan kan det så være, at jeg skal hejles igennem et komplet sindsygt system, hvor jeg skal (for 90.ende gang) udfylde et skema, hvor et af spørgsmålene er: Hvorfor mener du selv, at du ikke er i arbejde (citat slut). Er det her, jeg skal bryde hulkende sammen og skrive: "Fordi jeg er en taber! Fordi jeg er en samfundsnasser! Fordi jeg hverken har venner eller netværk!"
Jeg skal også svare på spørgsmål som: "Hvilke personlige egenskaber mener du, at du har for at kunne bestride dine ønskede jobs?" Æh...Jeg har humoristisk sans? Jeg er god til at se holistisk på store og komplekse sammenhænge? Jeg er lykkelig med et tastatur for enden af fingerspidserne?
Noget er altså samfundets skyld! Det er måske ikke alle der kan huske det, men i gamle dage hed det Strukturarbejdsløshed (fedt ord i øvrigt). I min fagforening har de f.eks. lige måtte fyre seks personer - ikke fordi de ikke var kompetente eller nærværende eller villige eller noget. Men fordi, der er ved at blive skåret ind til benet. På min mands arbejdsplads i den lykkelige konsulentbranche er der røget endnu 2 på salamimetoden.......Jeg kunne blive ved....
Og når det så er sagt: Så skal man også gribe i egen barm engang imellem! Min nye Arbejdsløsheds Buddy - som et er svendestykke af en kvinde - fortalte om en, hun havde mødt på sin Oddysee gennem Systemet. Denne kvinde mente, at alt var alle andres skyld. Især Muslimernes og jødernes - mest muslimerne - og lidt hendes x-mand, der var skredet...Alle til hobe var skyld i hendes ulykke - at være arbejdsløs. Hun burde så nok spørge sig selv: "Og hvad med dig selv?" Vi andre, synes jeg bare skal gribe tilbage til gammel ideologi og råbe: "Kom så samfund, tag dig sammen!"
Etiketter: It's great to be alive
posted by susling @ tirsdag, juni 23, 2009
4 Comments:
Så sent som i aftes fik jeg et helt spooky flash, da jeg forsigtigt gik nedad trappen fra 1. Balkon i Skuespilhuset, hvor jeg er deltidskontrollør.
Hvis jeg nu trådte forkert og brukkede foden, eller noget, så var det adjø til det job i en tid, og det ville sige den direkte vej til kontanthjælpventeværelset.
Af sparehensyn har jeg droppet A-kasse og alt det jazz, men jeg HAR været på 5-10 hurra-kurser, og udfyldt de dér skemaer med hjerneskadespørgsmål.
Hele det dér kursus- og skemacirkus virker på mig, som om det skal gøre een SÅ pisseindebrændt, at man i ren selvopholdelsesdrift bider hovedet af en hvilken-von-helst form for skam - og gør hvad-von-helst for at komme ud og væk...til gud ved hvilket job.
Jeg synes bare ikke det er en god måde at bruge alle de skattepenge på. Brug dem dog til at lade folk tage egentlige nye uddannelser. Og drop alle de kontroltjek.
Tænk...jeg hørte i radioen, at man SKULLE søge jobs - selvom man havde et nyt ét på hånden et par måneder ude i fremtiden.
Det er...landskadelig virksomhed fra systemets side. Og systemet findes for dig og mig - ikke for systemets administratorer og medarbejdere.
Amen.
Tjahh...hvad skal jeg sige? Lige nu dyrker jeg systemtilpasning, mens jeg vifter med mine lange øjenvipper og siger:Prålihørher. I næste åndedrag peger jeg på mit cv, understreger, at min ledighed til dato er knap fire måneder, og svirper som salut med mine perleørenringe. Humlen er, at få dem til at forstå, at jeg godt kan selv.
For resten har jeg altid som i altid - selv den gang jeg mistede min dagpengeret - betalt til a-kassen. Om jeg så skal undvære saltet til ægget eller besøget hos modefrisøsen, så er det ikke der, der skal spares. Er man i en a-kasse er man, om ikke andet, så dog i tabernes superliga.
Og i øvrigt mener jeg systemet skal til at tage sig sammen - dixi!
Tja...vi er jo nok enige, as usual.
Min A-kasse (journalisternes) var altid meget venlige og hjælpsomme, og jeg savner dem lidt. Og Fagforeningen gav jo det dejlige Pressekort. Men det koster jo...
Aldrig, aldrig har jeg følt mig så tumbedum, som på alle de hurra-kurser jeg blev tvunget ud i.
Suk.
VIDERE!
Min a-kasse (som i Journalisternes) er nemlig rigtig, rigtig søde. Jeg får nærmest et boost af at være til møde med dem og jeg ved, at de nok "skal redde mig", hvis alt går galt. Modsat dem jeg hang ud med før (som i Magistrenes), dem skrottede jeg på gråt papir.
Tumbedum...ja...det kan man nemt komme til at føle sig, men nu har jeg bestemt mig: Jeg er kvinde, 45 år på vej i klimakteriet og der er ingen, som i ingen, der skal få mig ned med nakken igen - ever. Og selv om jeg har måtte aflive mine to katte og derfor er uden totemdyr p.t. så kan jeg stadig spyde gale og forbandelser. Og hvem skal i øvrigt definere succes? Mine børn er ved at være godt i vej, jeg har klaret så mange ting selv mod alle odds...Rend og høns siger jeg bare
(Og systemtilpasser mig selvfølgelig, jeg er jo ikke just født i går.)
Send en kommentar
<< Home