Susling om at møde sig selv på midten

Kender I det her begreb: Der falder skæl fra ens øjne? Jeg har altid undret mig lidt. Skæl? Hvilke skæl? Snakker vi store klistrede hårskæl eller små tørre vimrede? Eller måske fiskeskæl?
Nu har jeg hverken hårskæl eller fiskeskæl, men selve begrebet er vel iogforsig ret sigende: At man pludselig kan se klart. Måske er det noget, man godt har vist, men man har bare ikke ageret på det.

Kan jeg så det? Altså at se klart? Nja-tjo...det nærmer sig. Der er ting, der er ved at falde på plads og nogle erkendelser, der er ved at bundfælde sig - sådan her midt i mellem regndråberne.

F.eks. er jeg ret træt af, altid at være hende, der kæmper. Slider mig op, mand! Hvorfor har jeg gang på gang kastet mig ud i kampen med jakkesættene, når det alligevel stod skrevet, at det var dem, der skulle stå højest oppe i sliden med organisationsdiagrammet? Inde i mig selv syntes jeg da, at det var et komplet latterligt spil og jeg kunne på ingen måde acceptere deres autoritet, bare fordi de havde fået den i Virkelighedsstratego. Har man ærligt og redeligt fortjent sin placering pga. kompetencer og viden, så er det selfølgelig en helt anden sag. Men at rende rundt og spille leder, bare fordi man tilfældigvis sad det rigtige sted den rigtige dag og i øvrigt er der, fordi dem ovenover i pyramiden kunne se nogle væsentlige fordele for sig selv med leder x eller y placeret strategisk rigtigt i den personlige kabale. Den fanger jeg lissom ikke og så kommer min indre punker frem. Det gider jeg så lissom ikke mere. De her guys kan rende rundt og spille kongekabale ligeså tosset de vil. Men det bliver uden mig som deltager.

Der er også andre ting på vej i erkendelsesmøllen. Men jeg ta'r det lidt i steps. Det er jo heavy stuff det her, mand. Men jeg kan mærke, hvordan roen begynder, at sprede sig i kroppen og det er da til at tage og føle på.