kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

8.6.09

Susling siger: Sikken en fest vi har haft....

Min datter er lige fyldt 18 for en uge siden og i går havde hun så muligheden for at føle, at hun var blevet rigtig myndig. Hun har nu fået lov til at deltage i demokratiet på lige fod med alle andre.

Som hun siger:"Nu kan jeg også være med til at bestemme." Og hun har taget det meget alvorligt. Har snakket med sine venner (dem af dem, der også skulle stemme for første gang), og hun har snakket med os. Ikke meget, for jeg synes, det er vigtigt, at hun kan danne sig sine egne meninger. Men hun synes ikke rigtig, at hun har fået så meget information om, hvad det her nu gik ud på. Hvilket jo egentlig er tankevækkende, for burde man ikke sende en lille folder, der beskrev hvad et demokrati går ud på, og hvad et valg vil sige, til alle førstegangsvælgere? Hun har modtaget Grundloven, men ærlig talt, den kan hun ikke bruge til så meget lige i situationen - og herhjemme har vi også grint af, at der stod konge og indskrænket monarki og andre fornøjeligheder, der vist hører en lettere bedaget fortid til.

For at hun kunne få skyggen af en chance, anbefalede jeg hende, at tage imod så mange foldere fra de forskellige kandidater som muligt og at tage den test, som DR.dk har udviklet. Her kunne hun teste sine egne holdninger og holde dem op imod de forskellige kandidater. (Skal jeg være helt ærlig tog jeg den også selv, for jeg også var i tvivl.)

Det korte af det lange er, at hun var aldeles godt klædt på, da vi i højt humør cyklede afsted i samlet trop for at udøve vores borgerpligt og -ret. Vi nærmest trallede og jeg sagde: "Velkommen til demokratiet, min lille sommerfugl. Det er en stor dag!"

I køen ved valgbordene luftede hun stadig sin bekymring: "Hvad nu, hvis jeg gør det forkert? Og hvordan er det nu, man gør?" Jeg forklarede hende derfor, at man afleverer sit valgkort, svarer på hvad ens fødselsdato er, tager imod valgsedlen, går ind i den blå stemmebox, der hvor der nu er plads og så tager man sig den tid, man har brug for. (Jeg har haft begge mine unger med i stemmeboxen adskillige gange, men som hun sagde:"Det her er jo noget helt andet! Nu skal jeg selv.")

Og nu kommer pointen: Jeg står med en engageret og lidt højtidsstemt datter, der tager situationen meget alvorligt. Ved valgbordet ved siden af kommer der så en meget forjaget nogler50-årig kvinde farende hen (der var ingen kø ved det valgbord med adresser til flere millioner). Skingert råber hun til de valgtilforordnede: "Hvad er det nu, vi skal tage stilling til?"
De valgtilforordnede ser lettere rystede ud og mumler: "Det må vi ikke sige. Du skal selv tage stilling til det. Men vi har et informationsbord derovre" (han peger der hen). Kvinden bliver vred og siger, at det er da en yderst ringe service, man yder her!

Og der stod jeg så med min datter - førstegangsvælger, ung og engageret. Jeg gav hende et kæmpekram og da vi havde sat vores kryds (og ja, jeg satte kun ét, det gjorde hun også), så hentede vi en valgkage af de dyre hos luksusbageren på Torvegade. Resten af aftenen stod den på ægte valg-tv og så synes jeg iøvrigt, at jeg har gjort min borgerpligt dobbelt op, fordi jeg har opdraget min skønne unge til at blive en ægte demokratist.

PS: OK, at tronfølgerloven blev stemt igennem. Men også fantastisk, at man endelig bliver spurgt om det monarki. Det kan jeg ikke huske, jeg nogen sinde er blevet før. Lad os håbe, at der kommer en sund og demokratisk grundlovsdebat ud af dét. For der er immervæk mange, der har stemt blankt eller har undladt at stemme i protest.

PPS: Bare for at sætte det hele i relief: Læste om den 80-årige, der gik afsted med sin mintgrønne rollator iført blomstret bluse og beige sko, for nu skulle hun ned og stemme (hun er sikkert kommet op på barrikaderne, fordi det gjaldt kongehuset). Hun afgiver sin stemme OG SÅ FORSVINDER HUN. Ai men, jeg troede jeg skulle dø...Altså gu' har vi demokrati, men skal en gammel senil dame være med til at afgøre mine børns fremtid?

Etiketter:

2 Comments:

At 8/6/09 13:35, Blogger Skribenten said...

Hej Susling. Jeg må give dig så evigt ret omkring det med at fremsende matriale til førstegangsvælgere. Det var da en hulens god ide. Josefine skal jo ud i det til November for første gang, og desværre er hun ikke så enggeret som din datter. Jeg har ellers gjort mit,men hun er en meget svævende pige der lever i sit eget univers. :-)

Tak for et supergodt indlæg, du skriver på en god måde og jeg vil da lige bruge lidt tid på at kigge tilbage på dine indlæg.

Rigtig god mandag og tak for besøget hos mig.
Henriette

 
At 9/6/09 11:13, Blogger susling said...

Tak for alle dine gode kommentarer og fordi du gider læse min blog!

 

Send en kommentar

<< Home