Susling: Lediggang a gogo

Det kan lyde sært, men det er faktisk ret stressende at være ledig/arbejdssøgende. I princippet er der masser af fri tid og plads til at være. Men problemet er, at tiden er med løs bagkant. For selv om jeg nu har været tæt på et nyt job et par gange, så ved jeg jo reelt ikke, hvornår det lykkes mig at finde en ny arbejdsgiver. Derfor er det bare om at sætte sig til tastaturet og sprøjte ansøgninger afsted. Gør jeg ikke det, så vælter den dårlige samvittighed ind.

Der er også alle selvbebrejdelserne: Er jeg udbrændt? Burde jeg have ageret anderledes? Måske er der en grund til, at jeg nu er uden job og den grund er mig selv? Selvbebrejdelserne er tunge og kan nemt sætte stresscirklen i gang. Kan jeg gøre det anderledes? Bedre? Hvad skal der til for at blive lukket ind i den etablerede middelklasse igen? Der er også den her følelse af, at man er kategoriseret som taber. "Nå, søster! Hvad er den af? Har du ikke noget netværk, hva...!" "Nå, du nok er stadig ledig! Har du tænkt over, hvorfor?"

Jeg arbejder på at få dem minimeret - de her selvbrejdelser. For jeg ved jo godt, at der er så mange forskellige faktorer, der spiller ind i job-lotteriet. Arbejdsgivere er ikke orakler. De vurderer bare ud fra, hvad der nu engang passer ind i deres maskineri og her kan man komme til kort pga. så mange ting. Det er jeg helt afklaret med og jeg er ikke fornærmet, når jeg får et afslag.

Men jeg er splittet i to dele. For faktisk må jeg også indrømme, at jeg har snydt mig lidt til det lille åndehul af tid. De seneste år har været hårde og jeg har mere end en gang stået med hovedet i toilettet og brækket mig. Over tåbeligheder, uklarheder og ligegyldigheder. Over arbejdspres og den manglende mulighed for at sige fra, fordi der er nogle hierakiske latterligheder, man bliver nødt til at respektere. Men det er nu en gang spillereglerne.

Mit åndehul - min lille tidslomme - har jeg så brugt til at definere for mig selv, og føle efter, hvad der vil være rigtigt for mig. I alt for mange år har jeg udført det, jeg gjorde, fordi...Men fordi er bare ikke nok i det lange løb....Det kan godt være, at mit visitkort har haft fine titler og det kan godt være, at der har stået andre, der ville slå ihjel for de muligheder, jeg har haft. Men hvis nu det ikke er den rigtige hylde, man er havnet på og man synes jobtitlerne er pis og papir....?

Så nu har jeg bestemt mig til at holde mental ferie. Fra nu og frem til starten af august tillader jeg mig selv at nyde og sanse uden det skide tankevirvar og den evigt dårlige samvittighed.

PS: Rent praktisk giver det også sig selv. De jobs, jeg synes er relevante, har deadline i august og jeg har lige modtaget en mail om, at en ansættelsesproces er udskudt til august pga. for mange ansøgere. Og så har jeg faktisk "rigtig" ferie fra om en uge. Så på en måde kan man sige, at det kun er lidt "snyd".