Susling: Om det rationelle vs. det irrationelle

Min post forleden har affødt en meget interessant dialog, som jeg synes fortjener en dybere udforskning. For hvad er rationelt og hvad er irrationelt? Og hvad er rigtig og forkert?

I min bog findes der altid noget "bag om". Det "bag om", er metaforklaringen på det, som sker i nuet. Det kan være noget historik, noget levet erfaring osv. Det "bag om" bliver ofte ignoreret og placeret på hylden som irrationelt. Der er også nogle, der bevidst manipulerer med det "bag om" og agerer som om, der kun findes det sagte i nuet. Det er f.eks. noget vores nuværende regering har dyrket i stor stil. "Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet!", sagde Schlüter i sin tid. Det var der så alligevel. Og lige sådan nu, hvor diverse politiske ordførere benægter reel fakta og afviser det som løgn og fordrejninger. Men det "bag om" lurer stadig og en dag giver det bagslag.

Det samme gælder helt almindelige relationer. Det har jeg observeret så tit. Folk ser kun forsiden af facaden og tror på det sagte ord i nuet. Jeg skal komme med et konkret eksempel:

Min datter havde en meget tæt veninde fra hun var tre år. Denne veninde var sprogligt meget bagud - påfaldende meget. Alle omkring familien sagde: "Ei, du må få din datter til en ørelæge. Hun kan jo være stokdøv." Andre sagde:" Du må få tjekket, om hun har en hjerneskade!"
Jeg sagde:" Har du tænkt på, om du snakker nok med hende? I er jo mange i jeres familie."

Da datteren havde været til ørelægen, kom moderen til mig og sagde, at jeg havde ret. Der var intet galt med pigen! De snakkede bare ikke nok med hende.
Hvordan kunne jeg vide det? Jeg er ikke fagspecialist, men bare en helt almindelig lægmand. Jo, fordi jeg er observant. Pigen kom meget hos os og jeg havde ikke mærket noget sært. Hun reagerede helt normalt, når man henvendte sig til hende. Jeg havde også selv lige fået en ny baby - min søn - og havde ofte taget mig selv i, at tale henover hovedet på ham istedet for direkte til ham. Ud fra det lagde min hjerne bare to og to sammen næsten uafhængigt af min villede tanke.

Hvis jeg nu havde været fagmand - psykolog, ørelæge osv. - så ville folk ikke have sat spørgsmålstegn ved mine konstateringer. Men uden visitkort af den slags var mine observationer irrationelle.

Jeg har stået i den situation rigtig mange gange både før og siden. Det, at jeg kan læse/se det, der er "bag om", har gang på gang fået folk til at vige fra mig eller de har ikke troet på det, jeg sagde. Efterhånden har jeg bare lært, at holde kæft. Det gør mit liv nemmere.

Men min forklaring på, at jeg kan, det jeg kan, er nu meget enkel og er absolut "keine hexerei":

Jeg er vokset op med en far og en mor, der har haft deres svagheder. Min far blev tidligt alkoholiker og min mor blev psykotisk, da jeg var ca. 11-12 år. Resten af min danske familie havde også deres. Der var både skizofreni og tavshed, der dækkede over stor sorg og smerte. Sådan som der er i så mange familier. Alt det skabte en mur af det usagte. Og sådan en mur fornemmer man let som barn. Jeg lærte derfor hurtigt at aflæse tegn og sindsstemninger. Var jo lissom nødvendigt for, at jeg kunne ha' mit rum og vide, hvornår jeg ku' tage pladsen. (Det samme galdt i øvrigt min østrigske familie!). Alt den tavshed og det usagte tror jeg, at jeg har akkumuleret og indoptaget som en slags levet emperi...og hen af vejen er det blevet en vane....Det har også hjulpet, at jeg har læst et fag på universitetet, der understøttede alle mine konstateringer og gav mig nogle rationelle forklaringsmodeller på alt det jeg så og sansede.

Ad åre har jeg så også lært at acceptere, at det jeg ser er rigtigt. I dag synes jeg ikke, at det jeg kan se er irrationelt. Det er bare sanseligt og empatisk og jeg har lidt ondt af dem, som ikke kan.

Til gengæld har jeg det stadig svært med dem, der snakker om kundalini,synskhed, healing og aura...Jeg benægter ikke, at det er muligt, for hvad ved jeg, men jeg mangler stadig en forklaringsmodel på det, som er rationel.