Susling om drømmemand, ønskebørn og alt det andet vi har ret til
Jeg sad og spiste morgenmad i morges sammen med en ret interessant diskussion på TV2News. Kvinder i '30erne er åbenbart begyndt at få kunstig befrugtning i stor stil, fordi de ikke har fundet drømmemanden, men mener, at det at få børn er en menneskeret.
Jeg fik ikke kaffen galt i halsen, for det har jo været tydeligt længe, at det er den vej, det bærer. Det er jo ikke for ingenting, at "Sex and the City", har været så populær, vel! Har man bare sine veninder, sine Manoloer, sine egne bankkonti og som Gammel-Moster siger: "En dildo og sådan en metaldims til at åbne genstridige låg med!" Jamen, hvad skal man så med en mand?
Forklaringen på, hvorfor kvinder valgte som de gjorde (i følge kunstig inseminator-læge, der vel har kroner i klemme), var, at dagens mænd ikke levede op til kvindernes forventninger. De var simpelthen ikke lige så godt uddannede, som kvinderne. - OG DEN LADER VI SÅ LIGE STÅ ET ØJEBLIK!
Men lad mig starte med, at være hård og brutal: Samfundet skal ikke betale til, at sunde raske kvinder skal hjælpes kunstigt, bare fordi de ikke har fundet den rigtige. Børn er ikke en designerhåndtaske og der står forøvrigt rigtig mange rigtig syge på ventelister til alt muligt andet.
Og når det så er sagt:
- Var jeg i 30'erne ville jeg også synes, at det var svært. For de er altså ikke sjove, de her fyre i 30'erne. Ved ikke om det er både mor og den kvindelige pædagog i børnehaven, der har tisset på deres sukkermad? For noget er galt! De har gang i et eller andet oprør, der ikke er sundt. Var jeg i den alder, så gik jeg nok efter mænd i 20'erne eller 40'erne.
- Men drømmemand? Findes han? En Mr. Darcy, der redder det hele og bliver ved med at bære en på hænder og fødder? Ai...Uanset hvad, så står du der med hans sure sokker og underbukser og alle hans svagheder på et eller andet tidspunkt. Kunsten er vel at kunne grine sammen og i øvrigt indrømme, at man da heller ikke selv er så drømmeagtig
- Sidst men ikke mindst! Ønskebørn? Altså mine to var planlagte og ønskede og jeg har nydt/nyder, at være deres mor. Men ærlig talt, når man står i lortebleer til anklerne, når man kæmper for en vuggestueplads, når man efter det kæmper for, at pædagogerne og folkeskolelærer gider se ens unge i det rigtige lys og i øvrigt passe deres job. Når man tager opdragerturnus og tænker på deres fremtid, men de er ligeglade, altså ungerne. Når man er ved at knække på langs for at gøre det, så godt som muligt for dem. Er det en menneskeret? Er det altid ønskebørn pakket ind i marimekko og "vi laller evigtlykkeligt rundt på en grøn græsplæne"? I think not! Men jeg kan da blive moderligt glad over, at ungerne siger: Skidt pyt med TV og X-box...vi skal nok få det sjovt...og i samme åndedrag fabler de om en uges sundhedstrip og yoga....Ai, men...nu havde vi lige planlagt vægtilvægdruk og bærplukning...
Etiketter: Betragtninger
posted by susling @ fredag, juli 24, 2009
6 Comments:
Nej, det offentlige skal ikke betale for at befrugte raske kvinder, hvad endten de er homoseksuelle eller glitterfisser.
Et ønskebarn er ikke nødvendigvis et marimekko-barn, men jeg under alle mennesker at opleve og opfostre nogen man uden at kny er villig til at dø for, så jeg forstår dem så rigeligt. Det er vel dét 'ønsket' består i.
En ønskemand er jo ikke nødvendigvis en der render rundt i douche belysning med et evigt perlemorsmil og Mr Darcy-bakkenbarter; ønskemænd kan 'bare' være end man kan holde ud at holde af. Og nej, i vores alder er de ikke nemme at finde - det var ulig meget nemmere da vi var unge og alle (stort set) ikke lavede andet end at finde hinanden. Igen og igen.
- og ja, bortset fra dét med kærligheden, kan man godt undvære en mand. Måske vi er den første generation der rent faktisk tager konsekvensen af det.
Anna. Jeg har gået og tænkt lidt over, hvad jeg skal svare.
Altså: I er ikke den første generation, der tager konsekvensen af det her. Det gjorde en masse kvinder i 1970'erne også! På en måde gentager I bare samme historie i en opgraderet version, fordi mulighederne er mere avancerede.
Bortset fra det, så forstår jeg godt. Meget endda...og jeg er hammer glad for, at jeg ikke er i samme sko...Men tro ikke, at det var nemt, da jeg var yngre og med små børn...absolut ikke...historien var på mange måder den samme...Jeg har så bare lige fundet én, jeg både kan grine og konkurrere med - uden, at det går ud over hans manddom eller min kvinddom....
Jamen jeg tror da heller ikke at det er nemt at være to om små børn - det var jeg jo selv. Det er heller ikke nemt at være én - jeg tror bare ikke man skal tro at de kvinder der vælger den løsning romantiserer det.
Jo, du har ret - I tog de første skridt, selvom det trods alt var et fåtal af kvinderne dengang der rent faktisk levede så vildt som 70´erne har ry af.
Ahem! Det var ikke mig, der tog de første skridt. Det er jeg alt for ung til. Det var min mors generation, jeg mente.
Jeg tror heller ikke kvinder romantiserer. Jeg sad faktisk og fik IKKE kaffen galt i halsen, for jeg forstår det et eller andet sted godt.
Hej Susling.
Personligt er jeg enig i dine tanker. Jeg har da jeg datede på nettet læst masser af kontaktannoncer fra kvinder. Sån af ren nysgerrighed, men også for at se hvad MAN skriver..
Jeg er på kvindekønnets vegne dybt beskæmmet over de ting der bliver KRÆVET for at man som mand kan finde nåde for prinsessernes blik.
Det er ikke små krav der stilles til de herrer der søger en mage. Jeg VED godt at mange ikke søger seriøst, men de der gør tager benene på nakken inden de overhovedet får skrevet en linie. Gør de det alligevel, så bliver som regel afvist, HVIS de altså hører noget overhovedet. Det ved jeg, for det er noget jeg har talt med mange søgende mænd om.
Det er som om at kvinder i dag, bare ikke gider gå på kompromis. Det er enten eller hele vejen igennem. Sådan tænker jeg slet ikke selv, for jeg ønsker kærligheden og tosomhed, IKKE en tilværelse som supersingle med tilfældig sex og overfladisk festlighed.
Jeg har en bekendt der søger på dating. Det har hun gjort gennem nogle år, men ingen duer. Så er de for grimme, tjener for lidt,bor for grimt, spiser for kedeligt,lytter til grim musik, har dumme venner osv osv. Den ene efter den ander falder på detaljer jeg slet ikke selv ville gide koncentrere mig om. Ok, man skal tænde på herren i første omgang, men har han et hjerte der er stort og viljen til at dele ud af sig selv, så er man godt på vej.
Jeg er sikker på at det er netop disse kvinder der nu vil have retten til børn. De vil selv "designe" barnet og ikke skulle have manden med på slæb. De har bare ingen anelse om hvor hårdt det er at være alene om et barn. Jovist er det dejligt, men det er ingen rosenleg at opfostre sådan et lille liv uden sparring.
Pyhh jeg må hellere stoppe, for det er en af mine kæpheste og jeg kan blive ved med at undre mig i lange baner over det fænomen.
Mange knus og tak for indlægget.
Henriette :-)
Mange tak for din dejlige blog, det er en fornøjelse at læse med. Jeg er selv en klimakteriemakrel i bedste stime ;)
Send en kommentar
<< Home