Susling om netværk og arbejdsløshed

Når man er ledig, kan man meget nemt komme til at føle, at det er ens egen skyld: "Idiot,"tænker man. "Hvorfor fanden valgte du lige det fag? Og den branche. Hvad havde du lige gang i der?" Der er også den her med: "Altså, hvis du er ledig, så er det nok, fordi du ikke plejer dit netværk!" Det var der en, der engang sagde til mig i ramme alvor. "Nå, for dælen,"tænkte jeg. Jeg synes da nok, at jeg plejer dem, jeg gider. Jeg gider så bare ikke lige dig, for uanset hvormeget det er meningen, at man skal netværke og gøre sig til, så synes jeg stadig, at du er en i ubehagelig person."


Jeg gider heller ikke dem, der fabler løs om, hvor godt det er at gi' og hvor fantastisk deres netværk er. Mens det eneste jeg mærker fra dem, er et stille, sitrende og krævende, jeg vil ha'. De vil ha' til sig selv, vil de og forstår slet ikke konceptet:at gi' tilbage. Nu er jeg jo en storbysniger og ovenikøbet fra før det blev fashionabelt at netværke. For mig har det altid heddet venner, kolleger, exkolleger, studiekammerater, bekendte, naboer. Med hver deres rangorden og placering. Jeg er også opdraget med begreber som solidaritet og fællesskab.Har andre ikke noget, så hjælper man gerne og vi er jo et eller andet sted alle sammen i samme båd. Men jeg har aldrig forventet, at andre skulle gi' mig noget tilbage eller sikre min videre overlevelse. Den har jeg selv taget ansvaret for. Og gik det ikke et sted, jamen så gik det nok et andet sted. Storbyen er stor og der er masser af plads og masser af mennesker og arbejdsliv at tage af.

Men som årene går føler jeg mig mere og mere omklamret af lillebymentaliteten.
Den her med, at vi skal holde os gode venner med alt og alle hele tiden. Vi skal ha' konsensus for hver en pris og man må ikke sige, at man synes nogen er en knold, for tænk på dit netværk!

Af samme grund er jeg altså blevet nødt til at slette nogle fra min FB-profil. Jeg fik simpelthen fnidder af deres daglige statusopdateringer. Især en var slem. Hun var/er typen, der synes alting er skøøøøøøøøøønt. Selv når hun skrev, at hendes mand igen var skredet på golfweekend og hun sad alene med to små unger for 27.gang. I foråret blev hun så fyret. Men det var slet ikke slemt, nej, nej. Det var så skøøøøøønt...hun elskede sin arbejdsplads (der havde fyret hende). Hun lavede også en masse poster om alle de jobsamtaler, hun kom til og hvor skøøøønt det var og hvor tæt på hun var hele tiden. Det endte så med, at en eller anden skaffede hende en lortetjans et sted, men det skrev hun aldrig: Narj, narj, det var bare så skøøøøøøøønt det hele og de muligheder, der åbnede sig var jo fantastiske. (Jeg vidste så, hvad det var hun havde fået og hvem der havde skaffet hende det. Men det siger man jo ikke højt.) Den dag hun så meldte sig som fan af sin arbejdsplads (der havde fyret hende) på FB, så blev jeg sgu nødt til at delete....Beklager....Jeg synes bestemt at optimisme og et positivt livssyn er sunde grundegenskaber. Men jeg gider sgu ikke hænge ud med naive jubelidioter. På den anden side kan man jo sige, at det er dødnemt at netværke med den slags typer. De er harmløse og siger aldrig, hvad de mener.

PS. Er der forøvrigt nogen, der har bemærket det komplet sindsyge begreb, der er ved at snige sig ind via netværksgenerationen: Kon-kolleger? Jamen, hvad sker der? Man kan da ikke være venner med sine konkurrenter...! Man kan måske nok danne karteller og den slags, men ligefrem kon-kolleger! Er det bare et andet ord for at holde hinanden i skak?

PPS. Nej, jeg er ikke bitter. Jeg har planer i støbeskeen og jeg ville for evigt være i tvivl om mine evner, hvis jeg kun var kommet i arbejde via mit netværk (som hende jeg deletede. Hun har aldrig nogen sinde fået et job på et jobopslag. Der er altid nogen, der har skaffet hende ind. Det betyder jo, at man bare tager det, man får og aldrig går efter det, man vil ha'.)