Susling siger naturen er fantastisk

Hvis der er noget, der i den grad kan sende salig rislen ned af min rygrad, så er det, når jeg støder på en flok morgenfruer. Jeg bliver nødt til at lade hånden køre forsigtigt hen over blomsterhovederne, så duften hænger fast på min hud, mens al det gulorange får det til at flimre for mine øjne. Et kort øjeblik sanser jeg bare. Suger duften og synet ind og kan næsten ikke løsrive mig igen. Jeg må bare og jeg vil ikke væk derfra. Desværre har jeg ikke en have og de små forskækkede morgenfruer, der kæmper om pladsen i mine altankasser, kan bare ikke gøre det ud for den rene, ubesmittede sanselighed.

Heldigvis kan man jo kaste sig ud på sin cykel og nasse lidt på andre folks haver og naturen. Og det gør jeg så, så tit jeg kan.

Nu bor jeg jo midt i København. Et smukt sted. Bestemt. Men der er ikke mange haver i området. Til gengæld er der storbynatur. Og jeg har lært at finde de små åndehuller og de steder, hvor naturen har overtaget. F.eks. så er det blevet en fast tradition, at gå på ramsløgsjagt i det tidlige forår. Hvis man holder godt øje og efterhånden kender plantens vaner, så kan man plukke dem i spandevis. Det gør jeg så ikke - kun i poser - for der skal jo også være til andre. Der er bare ikke så mange, der ved det og udnytter den mulighed.
Faktisk var det sådan, at jeg en dag havde været ovre og plukke og så så jeg, at den lokale Irma havde poser med ramsløg liggende i deres kurve blandt andre grønsager. "Nå, for dælen," tænkte jeg. "Man kan jo finde det samme lige rundt om hjørnet." Man kan også finde skovsyre og fuglegræs.


Sidst på sommeren har vi en anden tradition. Vi plukker brombær. Søde,
svulmende, solmodne brombær. Heller ikke her skal vi særlig langt væk. På et nedlagt banelegeme ikke langt fra mit hus har kæmpe brombærkrat stille og roligt overtaget civilisationen. År for år bliver krattene større og større og der hænger de - brombærrene - lige til at plukke. Det gjorde jeg så i går. Kastede mig med dødsforagt ind i krattene og plukkede og plukkede. Til mine fingre var helt blå og blodet løb ned af min ben. Der er torne på de her krat. Men jeg udholder gerne at hænge fast i torne og blive kradset til blods, for de her brombær smager bare bedre.

I går opdagede jeg så også en masse mirabelletræer med frugt, der bare smed sig selv. Ingen plukkede dem. Jeg tog kun en håndfuld, men jeg tror jeg snart skal på jagt derhenne igen.

Min pointe med det her er, at naturen er større end os. Bare der er den mindste flig i civilisationen, så rykker den ind og overtager. F.eks. så krakelerer asfalten uden for min opgangsdør, hvor det store ahorntræ står. Stille og roligt vokser det sig større og større og lader sine rødder sprænge asfaltfernisen.

Sidste sommer kastede en af mine hjulkroner med dødsforagt sine frø ned fra 4. sal og pludselig stod der den smukkeste buskede blå hjulkrone midt i det velpudsede almennyttige boligbyggeri med 4 gårdmænd til at opretholde status quo.
Det samme gør stokroserne. De giver ikke op, men kommer troligt år efter år. Ligesom fuglene. Gårdmændene klippede alle buske ned til grunden og fuglenes sted forsvandt. Nu er de her igen - både buske og mejser. De giver nemlig ikke op. De bor her. Lissom mig.