Susling i spejlet
Altså! Nu har jeg flere gange i løbet af de seneste uger oplevet, at unge mænd har kigget på mig og smilet til mig. Og det var rigtig pæne unge mænd. Sådan nogle jeg godt selv kunne finde på at kigge på - i smug selvfølgelig. Jeg må indrømme, at jeg bliver lige overrasket hver gang og i dag måtte jeg lige tjekke mig i spejlet for at se, hvad det var de smilede til.
Det eneste jeg kunne se, var en kvinde i 40'erne, med lidt mere huld, end jeg gider. Et mørkt hår, der er bleget af solen, så det ser ud som om jeg har fået lavet gyldne striber og tøj, der bestemt ikke er fancy: en sort t-shirt, par gamle olivenfarvede bukser med bindebånd i benene og mine koralfarvede sandaler med lidt plautau, som jeg købte i Sverige. Håret er sat tilfældig op og i ørene har jeg mine evindelige sølvcreoler. Hvad er det, de ser, som jeg ikke ser? For selv ser jeg en midaldrende, lidt træt dame.
Nu jeg tænker mig om, har jeg egentlig altid haft det sådan. Jeg er altid blevet lidt forundret, når nogen har kigget på mig. Når håndværkere fløjtede efter mig eller når nogen prøvede at score mig. "Hvad har de gang i?" har jeg tænkt. For selv har jeg altid fokuseret på det, som jeg burde være eller kunne gøre bedre. F.eks. har jeg altid syntes, at jeg var lidt for tyk. Selv dengang jeg havde et BMI på 18,5. Hvis jeg kommenterede andre og sagde, at det var godt nok nogle smukke, høje slanke kvinder, sådan gad jeg godt se ud, har folk grint af mig og sagt, at jeg var for meget.
Men det var jo ikke det, jeg så i spejlet. Og det er jo i grunden ret sørgeligt, at man ikke sådan kan se sig selv, som andre ser en. Min datter gør det samme. Står foran spejlet og synes hun ser for tyk ud. Min søn ser alle sine pubertetsbumser og min mand er ked af, at hans hår er blevet gråt. Men det er jo slet ikke det, jeg ser. Jeg ser en åleslank og høj pige med høje kindben og smukke grønne øjne omkranset af mørke vipper. Jeg ser en dreng, der er begyndt at ligne en flot ung mand med brede skuldre, et tæt hår og øjne, der slår smut. Jeg ser en voksen mand med muskler, frække øjne og et flot hår mange andre ville misunde ham.
Det samme gælder i øvrigt så mange andre ting. Hvor jeg ser et køkken, der trænger til at renoveres, ser andre en bohemelejlighed. Hvor jeg ser en gammel Saab, der synger på sidste vers, ser andre et statement. Hvor jeg ser støv og planter, der trænger til vand, ser andre en med grønne fingre... Hvornår bliver man egentlig tilfreds?
Etiketter: Betragtninger
posted by susling @ mandag, august 24, 2009
2 Comments:
Ved du hvad Susling. Jeg tror desværre, at os der har det som du beskriver det her, skal kæmpe meget hårdt for at se på tingene som andre gør det.
Jeg har hørt at der faktisk findes mennesker der er tilfredse med det de ser omkring og i sig selv, og jeg ville virkelig ønske jeg besad den kvalitet. Ind i mellem efter en ordentlig omgang hos min psykolog kan jeg mærke fornemmelsen bagefter, af at jeg ikke er så håbløs som jeg tror, men det holder sgutte særligt længe.
Mit spejl har hele mit voksne liv, været min fjende, jeg syntes virkelig ikke at jeg er noget særligt at kigge på. Dog havde jeg en periode efter min skilsmisse hvor jeg tabte mig så voldsomt, at jeg oplevede en glæde ved endeligt at kunne passe en str. 38. Det var helt surrealistisk, men tilgengæld gik jeg så lige pludslig og var kæmpe trist fordi min hud var alt for rynket der hvor den ikke kunne trække sig sammen igen. Sådan gik der så et par år med voldsom bevidsthed om at jeg nu ikke var ung mere, brugt, slap og rynket på numsen, godt hjulpet på vej af ham stodderen jeg tidl har fortalt om. OG nu idag er jeg så igen trist fordi jeg har taget på, selvom det betyder at mit maveskind ikke længere er rynket og hænger...
Det er skruen uden ende, og jeg kan undres over mig selv. Tænk at bruge så meget af livets tid, på at være utilfreds og ked af sig selv. Det er knagme da åndssvagt.
Jeg vil tilføje at jeg altid har holdt disse tanker for mig selv, aldrig sagt dem højt og en badevægt ejer vi ikke, og alligevel er min datter nu på samme måde. Utilfreds med sit udseende. Jeg ved at hun umuligt kan have lært det fra mig, men vores samfund og omgivelser er simpelthen også en faktor. Det MÅ det være.
Til sidst lige en kæmpe tak for rådene du gav mig på min egen blog. Jeg skriver mere om det der. :-)
Vi er kvinder, der har levet et liv og det vi derfor kan byde på tæller også, vi skal vist bare selv se fordelene ved det. :-)
Knus Henriette
Jeg kæmper med det, Henriette, meget. Og egentlig er det komplet åndsvagt, for folk har altid fortalt mig, at jeg var smuk, klog og skæg.Min mor, min far, min moster, min mand.
Der har da også stået mænd i kø, som har prøvet, at score mig fra min mand. Jeg har fået komplimenter en masse...alligevel så kan jeg ikke se det...mit fokus er på at gøre det bedre...være bedre...Og jeg er så ked af, at min datter nu også står der...og er så smuk, klog og skæg...men ikke helt kan se det. Lissom min søn...
Send en kommentar
<< Home