kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

16.7.10

Susling om livskriser

Jeg læste noget på en blog (ja,ja,jeg sidder indenfor omgivet af lister og små ferie i den svenske bræddehytteting. So sue me!). Jeg læste om, at hun havde fået diagnosen depression. Nu følger jeg kun sporadisk med derovre, men jeg kan forstå, at vedkommende har været gennem nogle livsomvæltende ting og klart kan krydse flere ting af på listen over det, der kan vælte et læs. (En officiel liste over ting, der kan slå folk omkuld. Listen indbefatter bl.a. arbejdsløshed, alvorlig sygdom, skilsmisse, stress).

Det fik mig så til at tænke videre, for for nogle skal der ikke meget til, før læsset vælter, mens der for andre skal pænt meget stormvejr til, før de bøjer nakken og bider i græsset. Det er mig en konstant kilde til undren, at det er sådan.

Tag nu min moster. Hun har mistet sin mand, sine papbørn, det ene af sine papbørnebørn, sine søskende og nu har hun fået fjernet et halvt ben. Jeg ved, at det tager og har taget meget på hende. Jeg ved, at hun har sine sorte stunder. Men hun holder ved. Hun bliver ved. Og livet går videre. Det er råstyrke, synes jeg.

I andre tilfælde har jeg lagt øre til jamren over ting og en evig køren i ring om de samme banaliteter i en sådan grad, at det giver mig kvalme og en indædt trang til at råbe: "Hold så kæft! Se dig omkring. Du har det sgu da ok." F.eks. en jeg kendte, der havde født et sundt og rask barn, men havde haft en lidt hård fødsel, hvor der var kommet grønt fostervand. Jeg havde selv på det tidspunkt født og der var også kommet grønt fostervand, and so what, for der sad vi jo med vores to sunde og raske et-årige knægte (og i øvrigt også to spillevende fireårige storesøstre). Hendes fokus var så - opdagede jeg - mest på sig selv. På at hendes krop havde spillet hende et pus og hun var gået fra perfekt til helt normal. Hun glemte helt at se al den rigdom, der tullede rundt omkring os.

Min tese er så, at det helt banalt handler om accept. Accept af sig selv med de fejl og mangler, man nu en gang er udstyret med og accept af livet som det udspiller sig med op- og nedture. Livskriserne. For de kommer, hvad enten man vil det eller ej. Ikke dermed sagt, at man kan acceptere sig ud af en depression. Men jeg tror, at man kan mildne vejen igennem den med accept.

Og før I råber: Frelste mokke! Du fatter ikke en skid. Vil jeg skynde mig at sige, at jeg har bygget tesen på mine personlige erfaringer med livsøjeblikke, der har været svære at bære. Øjeblikke, hvor jeg har følt mig handlingslammet og prisgivet skæbnen. I mit tilfælde dødsfald (flere på hinanden følgende), arbejdsløshed og bristede illusioner. Det har været hårdt at arbejde sig igennem. Med med accept og...nu kommer cluet: motion og bagning.. er brikkerne faldet fuldstændig på plads for mig. Accepten gør, at jeg kan håndtere og tilgive mig selv. Motion og bagning gør, at jeg har kunne påvirke noget, ændre ved ting. Små ting, bevares. Men jeg har ikke længere været en, der var prisgivet. Jeg var fri til at handle og leve.

Etiketter:

2 Comments:

At 16/7/10 13:14, Blogger Gittemay said...

Fuldstændig enig. Nu ved jeg jo tilfældigvis, at du ikke er frelst :-) - men det handler jo om blandt andet accept af, at tingene ikke altid flasker sig som ønsket, at vi ikke er perfekte (heldigvis) - vi er bare mennesker. Men tingene går så afgjort lettere, hvis vi formår at give slip på illusionerne og de - nogle gange - alt for høje forventninger.
At have modet til at se sig selv og sine omstændigheder i øjnene, at vælge sine kampe og ikke forgøgle sig nogetsomhelst. Tror jeg. Ikke at det er hele løsningen - men som du skriver - det gør s'gu vejen lidt nemmere at gå.
Smaddergodt indlæg!

KH Gittemay

 
At 16/7/10 18:56, Blogger Annettes space said...

Må sådan set også erklære mig enig.
Jeg har ikke opfundet hverken bagning eller motion for mit vedkommende men bare en accept af mig og mit liv. Og hurra for det.

Jeg tror det er kommet med alderen, det der med accepten. Accept af livsvilkår, af lovehandles, cellulitis, rynker og gråt hår. Og med accepten af det er også kommet både accept og forståelse af at det ikke (for mig) er nødvendigt med en mand i mit til hverkende det ene eller det andet. Og aldrig har jeg følt mig mere FRI. Og friheden bruger jeg vist mest til at være tilfreds.

Knus

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home