kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

1.8.10

Susling om rette tid og sted

Kan man danse til Gloria Gaynor i Auschwitz? Kan man sidde i en bank og få en nærmest religiøs åbenbaring? Kan man overhovedet blande den slags ting sammen?

Jeg har som mange andre danskere gæld. Ikke i millionklassen, men nok til, at jeg mentalt har indstillet mig på, at sådan ser mit liv ud. Sådan vil det blive ved med at se ud. Afdrag på gæld, intet albuerum, ledighed ad libitum i al evighed, amen. Indtil jeg mødte Benny.

Vi var ellers gået i banken for at forhandle en kassekredit, så vi ville kunne klare os, nu hvor vi begge var blevet ledige. Vi sagde selvfølgelig ikke noget til ham om den situation, der var ved at ramme os - igen, igen. For alle ved jo, at man låner penge og får oprettet kreditter, mens man har penge. Har man først rigtig brug for dem, så smækker banken kassen i for fattigrøvene.

Benny taler pænt og respektfuldt til os to fattigrøve i ånden. Sådan har vi jo vænnet os til at opfatte os selv. Meget muligt vi begge, når vi er i jobs tjener på den pæne side af den ½ million, men dybest inde er vi begge stadig No Future-kids. Børn af atombomben, fattigfirserne og slumlejligheder. Dømt til for evigt ikke at have muligheder og en fremtid.

Jeg burde have lugtet lunten allerede på det tidspunkt. Han gennemgår vores pensionsordninger og muligheder. Han taler pænt og respektfuldt til os. Der er ingen løftede pengefingre. I følge ham ser alt fint ud. Og så siger han pludselig:"Hvis I afdrager 500,- mere om måneden på jeres lån, så er I gældfri om 7 år." "S-y-v år!??!" udbryder jeg lettere rystet "Syv år, jamen det er jo om snart. Om syv år er jeg 53!" (og så er børnene også flyttet hjemmefra lig med anseelige besparelser.) Jeg kan næsten ikke fatte det. Men der er selvfølgelig ikke noget at rafle om. 500,- bobs mere om måneden. Dem finder vi. Det klarer vi.

Det er et næsten religiøst øjeblik, hvor jeg pludselig indser, at jeg har en fremtid. At livet ikke bliver ved med at se ud på en bestemt måde for altid. At jeg har masser af muligheder. At jeg er på vej ind i en ny livsfase, hvor mine drømme kan blive til virkelighed og at No future kidsne er blevet voksne med fod på økonomien.

Følelsen har siddet i mig lige siden og har fuldstændig ændret mit perspektiv. Fra en konstant brandsluknings- og lappe-løsnings-fornemmelse. Fra en konstant forbereden sig på at atombomben falder og tæppet bliver rykket væk under fødderne om lige nu. Til en følelse af - tør man sige det - optimisme og for at det ikke skal være løgn, normalitet. (Her hjælper Carola godt med. En helt almindelig bil, der ikke støjer og rasler, med centrallås, lakken intakt og mange som hende på gader og stræder og må jeg tilføje, en benzinøkonomi, der driver glædestårerne frem i mine øjne.)

Og hvorfor vover jeg så, at sammenstille min bankoplevelse med en gammel jøde, der danser foran krematoriet i Auschwitz?

Jo, for han overlevede. Han fik en fremtid. Og han fortæller alle os andre, at det vi skal er, at helligholde livet og alle de muligheder, vi rent faktisk har. Istedet for at hænge posttraumatisk fast i det, der har ramt os hen af vejen og har gjort livet så tungt og svært at bære. Det betyder ikke, at man ikke skal huske de levede erfaringer og det grusomme, der har ramt en hel befokningsgruppe. Eller en selv for den sags skyld. Men man skal ikke nødvendigvis leve det og gennemleve det i al evighed amen.

Nå, men se selv videoen. Jeg vil aldrig kunne høre "I will survive" på samme måde mere.

Etiketter: ,

6 Comments:

At 1/8/10 13:58, Blogger Beologen said...

Jeg synes det er monsterblæret og fremragende godt gået af jer. Den spand med gyldne gulerødder, der kalder på jer for enden af prøvelsen må være lokkende på den dejligste facon.

Håber I klarer den (men det gør I).

Mht den dér Auscwitch-video, så har jeg hørt rygter om den, og det er først nu jeg ser den.

På den ene side kan jeg sagtens forstå dem, der slet ikke kan have at se billederne af dansende mennesker til "moderne rytmisk musik" foran de værste steder i moderne tid...ja, måske i al tid.

Omvendt virker det helt logisk for mig at bruge livsglæde, leg og dans som en måde at håne dem, der stod bag holocaust. Hvis der er noget den slags mennesker lige præcis ikke kan have, så er det legende disrespekt for autoriteter.

Lidt lissom den ikke-vold som Ghandi stod for.

Det afgørende i den video (og jeg aner intet ellers om den) - er, at der er overlevende blandt danserne.

Og der er vist en gammel dreng dér.

Det er en meget modig idé, og dem som har lavet den må have vidst at det kunne afstedkomme VILDE protester. Fordi det gør SÅ ondt at lade dyb smerte afløse af glæde ved det liv, der er tilbage.

Jeg gætter på, at dem som er mest vrede og forargede...er det på andres vegne.

Og jeg tænker...hvad mon de mange ofre for holocaust ville synes om at de overlevende danser. Jeg gætter på at de synes det i orden.

Holocaust er forvejen så umulig at leve med, at kun livet kan redde een fra tanken om det.

Jeg tror man tager fejl, hvis man tror at dem som har lavet dansevideoen ikke har respekt for holocaust. Jeg tror det er lige omvendt.

Men det ER helt bizart at se på.

 
At 1/8/10 14:12, Anonymous Susling said...

Hvis man lever i helvedes forgård og kun er til stede i minuttet. Det ene minut inden man bliver udryddet. Jøde, bøsse, roma,politisk fange..what ever og så ved, at helvede faktisk stopper og at livet bliver levet videre. Jeg tror de ville synes, det var ok. I gør det her monstrøse mod os, men vi overlevede som folk, som sandhedsvidner. Større sejr kan man vel dårligt forestille sig.

Pointen er vel også, at alle generationer gennem tiden bærer på fælles traumer. Tror personligt ikke, at Inkvisationen var en særlig stor fest. Eller Gulag eller interneringen af de muslimske bosniere osv. osv. Vores fælles kors i min generation var angsten for udslettelse. BOMBEN! Derfor No future. Men hei...vi er her endnu!

 
At 1/8/10 15:43, Blogger Beologen said...

Enig. Det er jo ofte også sådan, at de overlevende kæmper med et stort skyldkompleks. KZ-overleveren og forfatteren Primo Levi endte med ikke at kunne holde livet ud, da han fik det tilbage.

Hvornår må man være glad...det er et kendt tema. Skal gældsposter og bildæk først ud af verden?

Man må vælge, handle og mærke.

 
At 1/8/10 15:47, Anonymous Susling said...

Jeg har læst Primo Levi - jeg tror faktisk hele hans forfatterskab. Det der slog mig ved hans fortællinger var, hvor objektivt og konstaterende grusomhederne blev beskrevet. At hans tog sit liv til sidst som gammel mand, tja...

Bortset fra det. Mit fokus var ikke så meget på jødedommen og Holocaust. Mere den her med 1. at man som generation bærer på et traume - et tidsbestemt traume. 2. Må man blande ikke-kurrante ting sammen.

 
At 2/8/10 21:37, Anonymous Donald said...

Jeg kan lige se for mig hvordan et eller andet vender, så næste gang du skal charmere ved en jobsamtale, så siger du lige ud ad landevejen: JEG kan detteher men jeg er ikke sikker på, hvad I kan tilbyde så må jeg nu få et ærligt svar.

De er ved at falde op i loftet men hyrer dig på stedet efter at have lokket med pensionsordning m.v.

Sagt af en anden fattigrøv der dog heller ikke er helt så fattig.

Måske skulle vi have et motto: Sælg det du ikke behøver, men lad som om du behøver det :-)

 
At 3/8/10 11:37, Blogger Annette's space said...

Åhhh ja....Jeg genkender den følelse af frihed der venter derude et sted. Min kommer om et års tid, hvorfor jeg med sindsro sagde ja til et job som giver 7000 mindre udbetalt om måneden end det sidste jeg havde. Pyt. Siger jeg.

Dejlig video, iøvrigt. Skønt at se en dansende jøde med de næste generationer.

Livet skal fejres :-))

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home