Susling om rette tid og sted

Kan man danse til Gloria Gaynor i Auschwitz? Kan man sidde i en bank og få en nærmest religiøs åbenbaring? Kan man overhovedet blande den slags ting sammen?

Jeg har som mange andre danskere gæld. Ikke i millionklassen, men nok til, at jeg mentalt har indstillet mig på, at sådan ser mit liv ud. Sådan vil det blive ved med at se ud. Afdrag på gæld, intet albuerum, ledighed ad libitum i al evighed, amen. Indtil jeg mødte Benny.

Vi var ellers gået i banken for at forhandle en kassekredit, så vi ville kunne klare os, nu hvor vi begge var blevet ledige. Vi sagde selvfølgelig ikke noget til ham om den situation, der var ved at ramme os - igen, igen. For alle ved jo, at man låner penge og får oprettet kreditter, mens man har penge. Har man først rigtig brug for dem, så smækker banken kassen i for fattigrøvene.

Benny taler pænt og respektfuldt til os to fattigrøve i ånden. Sådan har vi jo vænnet os til at opfatte os selv. Meget muligt vi begge, når vi er i jobs tjener på den pæne side af den ½ million, men dybest inde er vi begge stadig No Future-kids. Børn af atombomben, fattigfirserne og slumlejligheder. Dømt til for evigt ikke at have muligheder og en fremtid.

Jeg burde have lugtet lunten allerede på det tidspunkt. Han gennemgår vores pensionsordninger og muligheder. Han taler pænt og respektfuldt til os. Der er ingen løftede pengefingre. I følge ham ser alt fint ud. Og så siger han pludselig:"Hvis I afdrager 500,- mere om måneden på jeres lån, så er I gældfri om 7 år." "S-y-v år!??!" udbryder jeg lettere rystet "Syv år, jamen det er jo om snart. Om syv år er jeg 53!" (og så er børnene også flyttet hjemmefra lig med anseelige besparelser.) Jeg kan næsten ikke fatte det. Men der er selvfølgelig ikke noget at rafle om. 500,- bobs mere om måneden. Dem finder vi. Det klarer vi.

Det er et næsten religiøst øjeblik, hvor jeg pludselig indser, at jeg har en fremtid. At livet ikke bliver ved med at se ud på en bestemt måde for altid. At jeg har masser af muligheder. At jeg er på vej ind i en ny livsfase, hvor mine drømme kan blive til virkelighed og at No future kidsne er blevet voksne med fod på økonomien.

Følelsen har siddet i mig lige siden og har fuldstændig ændret mit perspektiv. Fra en konstant brandsluknings- og lappe-løsnings-fornemmelse. Fra en konstant forbereden sig på at atombomben falder og tæppet bliver rykket væk under fødderne om lige nu. Til en følelse af - tør man sige det - optimisme og for at det ikke skal være løgn, normalitet. (Her hjælper Carola godt med. En helt almindelig bil, der ikke støjer og rasler, med centrallås, lakken intakt og mange som hende på gader og stræder og må jeg tilføje, en benzinøkonomi, der driver glædestårerne frem i mine øjne.)

Og hvorfor vover jeg så, at sammenstille min bankoplevelse med en gammel jøde, der danser foran krematoriet i Auschwitz?

Jo, for han overlevede. Han fik en fremtid. Og han fortæller alle os andre, at det vi skal er, at helligholde livet og alle de muligheder, vi rent faktisk har. Istedet for at hænge posttraumatisk fast i det, der har ramt os hen af vejen og har gjort livet så tungt og svært at bære. Det betyder ikke, at man ikke skal huske de levede erfaringer og det grusomme, der har ramt en hel befokningsgruppe. Eller en selv for den sags skyld. Men man skal ikke nødvendigvis leve det og gennemleve det i al evighed amen.

Nå, men se selv videoen. Jeg vil aldrig kunne høre "I will survive" på samme måde mere.