Susling om kvinder og sko

Der er noget, der undrer mig. (Ok, der er faktisk ret meget, der undrer mig. Men lad det nu ligge.) Nå, altså det her, det undrer mig en hel del. Ser I, jeg er normalt et rimlig fornuftigt menneske. Jeg ved godt, når økonomien ikke rigtig kan bære udskejelser og jeg kan sagtens være nøjsom, når det skal være. Grænsende til det kedsommelige faktisk.

En gang i mellem er der bare noget, der slår klik i hovedet på mig. Som i går f.eks. hvor jeg rent "tilfældigt" kommer til at styre hen mod den lokale skoboutique. "Jeg skal bare lige se", smisker jeg for mig selv. "Bare lige vindueshoppe lidt. Det kan jeg da sagtens". Som om. For pludselig bliver jeg suget ind i butikken. Der står de. Lige der. Må.ha. Og så nej ikke alligevel, vel. Måske.alligevel.?? Nej, nej og atter nej.Basta. Meget modstræbende stiller jeg det skønne par tilbage på hylden og går hjem til mig selv. Med.hovedet.fuld.af.sandal.

Hjemme hos mig selv indleder jeg en intens dialog mellem mit bedre jeg og mit mindre bedre jeg. Jeg kan rent fysisk mærke, hvordan en del af min hjerne langsomt bliver fyldt op af SANDALERNE. Det er sådan en helt særlig distræt tilstand, hvor jeg næsten bliver katatonisk. Jeg kan genkende tilstanden hos min Skumfidus, når det sker. Har hun set SKOEN, så bliver hendes blik underligt blankt og stift. Må.ha.

Mit bedre jeg indleder en kampagne: "Sommeren er snart slut. Du har sandaler. Du har ikke råd. De er ikke nødvendige. Vejret slår om fra i morgen. Det bliver regnvejr. Du har sandaler nok." Men feltet sandal fylder mere og mere i min hjerne som en narkotisk tåge. Billeder af mig selv i SANDALERNE kombineret med alle mulige outfits danser rundt som inciterende lokkende sirener. Og så sætter mit mindre bedre jeg ind med en modkampagne:"Jeg kan jo bare gå med SANDALERNE, selv om det bliver koldere. Kombineret med det og det tøj, så går det sagtens.De er jo på bud og det er det sidste par. Og der er jo også næste sommer. De her går ikke af mode og sammen med det og det outfit vil de gøre mig til en lykkelig kvinde. Jeg ved det bare. Jeg bliver så lykkelig. SANDALERNE vil simpelthen ændre mit liv. Især hvis jeg kombinerer dem med det og det outfit. Og selv om det bliver køligere, så holder mine fødder jo ikke til at blive pakket ind, når de først er sprunget ud. Og jeg bliver LYKKELIG. Jeg ved det bare."

På det her tidspunkt er mit bedre jeg stået helt af. Tågen med SANDALERNE har taget over. Må.ha. Må.ha. Preeeeecioooouz. Rent faktisk sidder jeg allerede på min cykel. Jeg er halvvejs mod den lokale skoboutique. Herfra tager automatpiloten over. Jeg cykler afsted på ren gefühl. SANDALERNE fylder hele mit hovede. Jeg har taget det forbudte mastercard med. Jeg siger ikke noget til Anders om det. Han havde forøvrigt forlængst opgivet at tale mig fra et køb. "Når du bliver sådan, så er der ikke noget at gøre,"sukker han. Det er i mit hovede ensbetydende med carte blanche. SANDALERNE er snart mine. Mine. Og jeg ved, at jeg bliver LYKKELIG. Preeeeecioooouz!!!!"

I morges vågnede jeg så op med moralske tømmermænd. "Jeg burde virkelig ikke havde købt dem. Gad vide om man kan få pengene tilbage? Hvad skal du med endnu et par sandaler? Har du lige set vejrudsigten, hva', hva'???!!!" Men nu er de mine. Og jeg ved bare, at jeg bliver så lykkelig.Preeeeecioooouz!!!!



Billedet yder dem ikke fuld retfærdighed. De blinker meget mere. Bemærk i øvrigt, at jeg har sparet jer for at se mine små tykke tæer i full frontal nudity (og så trænger vi vist til en gulvafhøvling og lakering). Visse ting holder jeg trods alt helligt og tæer - andres og mine - er i min bog lidt tabu. Men skulle I støde ind i en kvinde med bare tæer i september måned med Preeeeecioooouz på fødderne, så er det såmænd bare mig.