Susling om kvinder og sko
Der er noget, der undrer mig. (Ok, der er faktisk ret meget, der undrer mig. Men lad det nu ligge.) Nå, altså det her, det undrer mig en hel del. Ser I, jeg er normalt et rimlig fornuftigt menneske. Jeg ved godt, når økonomien ikke rigtig kan bære udskejelser og jeg kan sagtens være nøjsom, når det skal være. Grænsende til det kedsommelige faktisk.
En gang i mellem er der bare noget, der slår klik i hovedet på mig. Som i går f.eks. hvor jeg rent "tilfældigt" kommer til at styre hen mod den lokale skoboutique. "Jeg skal bare lige se", smisker jeg for mig selv. "Bare lige vindueshoppe lidt. Det kan jeg da sagtens". Som om. For pludselig bliver jeg suget ind i butikken. Der står de. Lige der. Må.ha. Og så nej ikke alligevel, vel. Måske.alligevel.?? Nej, nej og atter nej.Basta. Meget modstræbende stiller jeg det skønne par tilbage på hylden og går hjem til mig selv. Med.hovedet.fuld.af.sandal.
Hjemme hos mig selv indleder jeg en intens dialog mellem mit bedre jeg og mit mindre bedre jeg. Jeg kan rent fysisk mærke, hvordan en del af min hjerne langsomt bliver fyldt op af SANDALERNE. Det er sådan en helt særlig distræt tilstand, hvor jeg næsten bliver katatonisk. Jeg kan genkende tilstanden hos min Skumfidus, når det sker. Har hun set SKOEN, så bliver hendes blik underligt blankt og stift. Må.ha.
Mit bedre jeg indleder en kampagne: "Sommeren er snart slut. Du har sandaler. Du har ikke råd. De er ikke nødvendige. Vejret slår om fra i morgen. Det bliver regnvejr. Du har sandaler nok." Men feltet sandal fylder mere og mere i min hjerne som en narkotisk tåge. Billeder af mig selv i SANDALERNE kombineret med alle mulige outfits danser rundt som inciterende lokkende sirener. Og så sætter mit mindre bedre jeg ind med en modkampagne:"Jeg kan jo bare gå med SANDALERNE, selv om det bliver koldere. Kombineret med det og det tøj, så går det sagtens.De er jo på bud og det er det sidste par. Og der er jo også næste sommer. De her går ikke af mode og sammen med det og det outfit vil de gøre mig til en lykkelig kvinde. Jeg ved det bare. Jeg bliver så lykkelig. SANDALERNE vil simpelthen ændre mit liv. Især hvis jeg kombinerer dem med det og det outfit. Og selv om det bliver køligere, så holder mine fødder jo ikke til at blive pakket ind, når de først er sprunget ud. Og jeg bliver LYKKELIG. Jeg ved det bare."På det her tidspunkt er mit bedre jeg stået helt af. Tågen med SANDALERNE har taget over. Må.ha. Må.ha. Preeeeecioooouz. Rent faktisk sidder jeg allerede på min cykel. Jeg er halvvejs mod den lokale skoboutique. Herfra tager automatpiloten over. Jeg cykler afsted på ren gefühl. SANDALERNE fylder hele mit hovede. Jeg har taget det forbudte mastercard med. Jeg siger ikke noget til Anders om det. Han havde forøvrigt forlængst opgivet at tale mig fra et køb. "Når du bliver sådan, så er der ikke noget at gøre,"sukker han. Det er i mit hovede ensbetydende med carte blanche. SANDALERNE er snart mine. Mine. Og jeg ved, at jeg bliver LYKKELIG. Preeeeecioooouz!!!!"I morges vågnede jeg så op med moralske tømmermænd. "Jeg burde virkelig ikke havde købt dem. Gad vide om man kan få pengene tilbage? Hvad skal du med endnu et par sandaler? Har du lige set vejrudsigten, hva', hva'???!!!" Men nu er de mine. Og jeg ved bare, at jeg bliver så lykkelig.Preeeeecioooouz!!!!

Billedet yder dem ikke fuld retfærdighed. De blinker meget mere. Bemærk i øvrigt, at jeg har sparet jer for at se mine små tykke tæer i full frontal nudity (og så trænger vi vist til en gulvafhøvling og lakering). Visse ting holder jeg trods alt helligt og tæer - andres og mine - er i min bog lidt tabu. Men skulle I støde ind i en kvinde med bare tæer i september måned med Preeeeecioooouz på fødderne, så er det såmænd bare mig.Etiketter: sko, Valg
Susling om borydning
Der er vist ingen tvivl om, at vi står med en meget vigtig seddel mellem hænderne i morgen. Den seddel som man knuger i sine hænder, mens man tøffer langsomt afsted i den alenlange kø hen imod det bord, hvor der ligger den rigtige seddel. Måske snupper jeg mig et af de bolsjer, der altid står fremme, måske ikke - lige der har jeg mine tvivl. Måske tager jeg mig af det blandede opbud af minkpelse og ponchoer, af Jacoformsko og designerstøvler, og igen måske gør jeg ikke. Måske lader jeg mig irritere af den affekterede stemme bag mig, måske gør jeg ikke. Måske møder jeg nogen jeg kender og lader mig et kort øjeblik rive med af nogle indre betragtninger, om hvor vedkommende mon vælger at sætte sit kryds, og igen måske gør jeg ikke. Måske hører jeg den intense mumlen og pludren, der altid omgiver mig, mens jeg langsomt tøffer afsted i køen på vej hen mod de snuskede bokse med de alt for slidte gardiner. Og igen måske tager jeg mig ikke af det. Lige nu har jeg faktisk slet ikke lyst til at deltage. Jeg ved, jeg skal, det er min pligt. Men lige nu i dette øjeblik har jeg ondt i maven. Ondt i maven fordi jeg i går var med til at rydde min onkels lejlighed. Ondt i maven fordi han er kommet på plejehjem og der ikke er tid til ham. Ondt i maven over min gamle moster, der ser så træt og nedslidt ud og ikke får den hjælp hun trænger til. Ondt i maven over at se, at dem der har behov, ikke får dækket deres behov. Ondt i maven over, at der er så mange, der glemmer den slags ting. Ondt i maven over, at det overhovedet skal være nødvendigt at have ondt i maven. Men jeg ved jo godt, at jeg i morgen vil tøffe langsom afsted, knugende min seddel i hånden på vej mod den gamle nedslidte boks, det beskidte gardin og den lillebitte ikea-blyant. Og når jeg endelig er nået frem og den valgtilfordnede løfter gardinet og vifter mig ind, så går jeg ind og gør det jeg skal....Håber I andre gør det samme......Etiketter: Valg
Susling udfører sin borgerpligt
Måske er der nogen, der kan huske, at jeg på et tidspunkt skrev om meningsmålinger, meningsmålingsinstituter og meningsmålingstyranni? Hvordan vi i disse dager bliver stopfordret med meningsmålinger, mandattal, mandatfordelinger og små bitte hop på stedet. I min optik er meningsmålinger kilden/vejen til den hurtige historie for vores stakkels plagede 4. statsmagt (as if! De vil gerne, men det rykker ikke stort).Nå, men nu havde jeg jo den idé, at jeg ville være en del af dette mediecirkus og påvirke folkestemningen med mine personlige - og må jeg tilføje - repræsentative svar. Som I måske husker, kom jeg ikke så langt med en direkte konfrontation, men nu er jeg ikke kvinden, der sådan giver op, når jeg har sat mig noget i hovedet. Og løsningen lå jo lige for: Jeg faldt over et sted, hvor de søgte efter et panel (jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg fra nu af og forever er stalked af det panel, og fremover dvs. efter valget vil skulle give min mening tilkende om alt fra mit forbrug af dameblade til hvad der står på mit morgenbord, men hul i det, jeg går gerne til yderligheder i demokratiets hellige navn.)Fra nu og frem til valget, vil jeg næsten dagligt modtage en e-mail, der opfordrer mig til at give min mening tilkende. Det er godt nok cool og så tager det kun få minutter at påvirke folkestemningen online! Klik, klik, klik og så er den ged barberet.
Anyways: hvis I pludselig skulle opdage bemærkelsesværdige udsving på valgbarometeret, så skal I bare sende mig en kærlig tanke. Jeg gør det hjertensgerne for jeres og demokratiets skyld.PS. Burde have lavet en analyse af 1. topmøde, men orkede ikke at skrive om Anders F.s blå skjorte, minusslips og solarieteint. Det bliver der skrevet så meget om for tiden. Handler jo om et klart forsøg på, at appellere til de kvindelige vælgere - boring....Synes i det hele taget, det der topmødehalløj er en medieskabt stunt. Mig bekendt lever jeg ikke i U.S of A og mig bekendt, skal jeg ikke stemme på en præsident. Sådan en har vi slet ikke....vi er et monarki....Næ, venner, giv mig de gamle partilederdebatter tilbage, giv mig det repræsentative folketing tilbage...giv mig mit gamle Danmark tilbage - også i medierne...Det andet er bare så yesterdays news.PPS. Og hvorfor er det lige, at jeg begynder at tude - som i tårer ned af kinderne - når jeg hører hende her?Etiketter: Valg
Susling - symbolanalyse IV
Lad mig sige det med det samme: Jeg er helt og aldeles objektiv og uden politisk standpunkt. Bare så der ikke hersker nogen tvivl om min uafhængighed.Men lad mig et kort øjeblik lade symbolanalysens hårde øje falde på en af "mine egne". Taler vi Henrik Q. så burde han nok havde arbejdet lidt mere med sig selv. Med den parykføring var det jo tydeligt, at der ikke var noget at komme efter. Spørgsmålet er, om hans skæbne som kommentator, kunne havde taget en anden retning, hvis han havde anlagt en lidt anden stil og f.eks. havde investesteret i en paryk. Bare en tanke. Ser i hvertfald ud til at vi ikke længere skal konfronteres med ham og "De talende øjenbryn". Og så afslørede vores allesammens Dansemus, at hun går ind for genindførelse af morgensangen. "Det handler om de danske værdier," kvidrede hun lystigt på morgen tv. Ja, jo, hun lagde i hverfald ikke skjul på sine egne. Det var de dyre røde støvler og den lille røde designertaske, hun havde ved sin side under interviewet et tydeligt bevis for. Vi har jo allesammen vores på det tørre, så nu gælder det om at synge. Danse - synge same, same....Hun er i hvertfald vild med det.Etiketter: Valg
Suslings symbolanalyse III
Regeringens valgparole: Vi går til valg på, at få renset luften, har bestemt fået nye accenter med dagens friske pust. "De ville have mig" skulle dansemusen have udtalt. Ingen tvivl om, at vi står med en frisk vind - måske endda et intenst suk? Skønmøen der er blevet kørt i stilling i denne første valguge danser jo nærmest ind på scenen. Og ingen tvivl om, at vi endelig står med en kandidat, der har smidt halskluden, ja endda ærmerne. Endelig en kandidat, der ikke lægger skjul på noget, næsten helt ned til navlen og som i en aldeles gennemført stil understreger den blå fløjs nye loose image. Måske mangler vi lige, at få opklaret på hendes politiske projekt, men skulle man vove et forsigtigt symbolanalytisk gæt, så taler vi om en forkæmper for forbrug, hvilket vel appelerer til det indre dankort i en hver. Et andet forsigtigt gæt er, at Paula L. s vigtigste rolle er forvirring og diversion. Måske står vi med det til dato bedste spin-nummer?Tune in tomorrow Etiketter: Valg
Suslings symbolanalyse II
Kan forstå vi lige har noget klimakrise ind over valgkampen.......skrig...kræver klart en fortolkning.Altså grønt er smart. C er grøn og uddeler æbler. Honey Gedelår erkørt i stilling igen - selv efter, at hun egentlig var dysset ned i et amputeret miljøministerium...Men rigth miljø it is......alle byder ind.....treeeeeeeeend, vi gør alle det rigtige....!Nå var lissom ikke dagens issue, men til gengæld: Har I bemærket slipsesituationen på valg-pladsen p.t.? F.eks. så har Anders F. i den grad smidt slipset på det seneste. Mig bekendt er det en hel ny situation. Kan mulighvis tolkes som en ny mere loose måske halvfædig Anders? Det her minus-slips er i hvertfald en u-trend, når enhver med bare lidt modetjek ved, at slips er in igen. Til gengæld havde Svend A. slipset på i miljødebatten med Connie H. på åben i skærm. Men slipset var løsnet, måske som symbol på en hel tredje trend: Strammer på den løse måde? Den er lidt uklar, men ingen tvivl om, at både Connie, Helle T. og Margrethe V. har noget om halsen.....Kvindelige strammere? Måske...selv en symbolanalytiker må en gang i mellem kaste halskluden i ringen og vente på udviklingen.Tune ind igen, for flere analyser i morgen.Etiketter: Valg
Susling - symbolanalyse a/s
Som det sikkert ikke er jer ubekendt, så har Fogh udskrevet valg. Hvorfor er jeg egentlig ikke helt klar på. Han sagde godt nok noget formummet fra talerstolen om, at der skulle ryddes op! Er det et valgtema: at rydde op? Jamen, det gør jeg da hver dag...jeg er mystificeret. Men heldigvis for mig og folkestyret, så har vi jo de politiske kommentatorer. De professionelle symbolanalytikere, som dag efter dag kan sidde og forklare mig, hvad det egentlig er politikerne siger og som jeg skal stemme ud fra. Skide smart. Vi har f.eks. Lotte Hansen A/S og vi har redaktøren for Se&Hør, som dagligt kan være mellemled mellem mig og politikerne...Nu er jeg så lige fra en generation, hvor vi så politikerne selv udtale sig og så stillede journalisterne spørgsmål. For åben skærm, du. Det gav mig en god lejlighed til selv at tolke og danne mig mine egne meninger. Men hvad...tiderne skifter...og man skal ikke være en gammel sur krakiler. Næh, man er vel omstillingsparat og klar på going with the flow og på at vende tendenserne til sin egen fordel, så tada og trompetfanfare: Susling Jodlio A/S- politisk tungetaletydning og symbolanalyse af ansigtudtryk og dresscodeer hermed lanceret.Vi lægger ud med første analyse:Er der nogen, der har lagt mærke til at Pia K. igen optræder med sine lyserøde akrylsweatre med silkeapplikationer? De var ellers længe erstattet med en mere Christiansborgsk uniform - diskret blå jaklet og lille matchende skjorte. Men nu hvor Pia skal ud på barrikaderne og forsvare sin position, så gælder det om, at klæde sig som sine vælgere. Og jeg forstå hende godt, for caffelatte-tøserne, som makkerparet Thorning og Vestager er blevet kaldt, klæder sig meget mere urban-middelklasse-akademiker-karriere-kvinde-chik. Den stil appelerere helt sikkert til alle storby-middelklassevælgerne. Men jeg ikke helt sikker på, at den appelerer til hjemmehjælperen i Vrå. Her tror jeg faktisk Pia K. går mere rent igennem. Ikke at det nødvendigvis er ensbetydende med, at hjemmehjælperen i Vrå går ind for den stramme asyl- og indvandrerpolitik, men jeg tror heller ikke, at hun føler, at kvinder med Guccitasker og dyre designer-habits egentlig forstår hendes hverdag. Et bud på en der til gengæld også ville kunne forstå hendes hverdag og måske ovenikøbet mere end Pia K. som jo trods alt bare har skiftet outfit til lejligheden- og her vover jeg seriøst symbolanalytikerpelsen - er Bodil K. fra Kristendemokraterne. Hun brillierede ved den første partilederdebat på den første valgdag. Med sin pæne lille page, der ville klæde de fleste af os og en pæn striktrøje, der ikke oversteg de fleste af danskernes økonomiske muskler, gik hun rent igennem, som en der kunne være et godt bud på en ægte repræsentant for en vis procentdel af kvinder i DK. Sæt så lige a side, at hun repræsenterer et kristent parti, men det burde vel dybest set ikke være en hindring i og med, at største delen af DKs befolkning er medlem af folkekirken. Tune ind for nye analyser senere.Etiketter: Valg
Susling kæmper for sin demokratiske ret
Der er udskrevet valg og så vidt jeg kan forstå - og det er der flere politiske iagtere, der har sagt, så den påstand er underbygget - er valget udskrevet på basis af meningsmålinger. Fogh lå simpelthen godt i denne måneds meningsmåling og vipti, vupti, så er der valg. Og når der er valg, så skal vi selvfølgelig have flere meningsmålinger. Mange af dem, hele tiden og konstant og så danner de basis for dagens avisforside på det pågældende medie, der har fået meningsmålingen fra deres meningsmålingsbureau. Nå, men når det nu er sådan, så er det, at jeg - Susling - har tænkt:" Aha, det er åbenbart via meningsmålinger, man kommer til orde i valgdebatten. Et hurtigt, ja, nej, ved ikke og så har man udført sin borgerpligt."Nu er det så bare sådan, at jeg i hele mit liv aldrig nogen sinde er blevet ringet op af noget som helst meningsmålingsinstitut! I hvertfald ikke for at blive spurgt om, hvor jeg sætter mit kryds. Til gengæld bliver jeg ofte ringet op og spurgt om alt fra lige fra min holdning til dameblade til hvad der står på mit morgenbord. Det burde jeg jo sådan set være tilfreds med, for i dag er vi jo alle aktive forbrugere, der stemmer med vores indkøbskurv. Er jeg så ikke lige. Jeg vil med i en meningsmåling vil jeg. Så jeg - Susling - griber knoglen og ringer til et meningsmålingsinstitut:Meningsmålingsdame: Ja goddagSusling: Goddag, goddag. Jeg vil gerne vide, hvordan man kommer med i en meningsmåling?Meningsmålingsdame: Øeh....(og det svar fortænker jeg hende sådan set ikke)Susling: Jo, jeg vil gerne med i en meningsmåling. Jeg mener, jeg bliver kimet ned og spurgt om alt muligt, men aldrig om hvor jeg sætter mit kryds, og når det nu er sådan, at der er alle de her meningsmålinger, som jo er med til at påvirke både nyhedsstrømmen og vælgerbevægelsen,så vil jeg gerne med i en også. Meningsmålingsdame: Æh, øjeblikKort efter vender hun tilbage og siger: Du skal tale med vores databasemand. Jeg stiller dig lige ind. Lang tavshed, så kommer meningsmålingsdamen tilbage igen: ØjeblikLangs tavshed igen, så siger meningsmålingsdamen:Nu har jeg fået det afklaret. Vi bruger ikke databaser. Vores målinger er baseret på et repræsentativt udsnit af den danske befolkning.Susling: Repræsentativt? Hm....Siden jeg i de nu 25 år jeg har haft stemmeret, aldrig er blevet ringet op af noget meningsmålingsbureau - og dem har vi altså rigtig mange af efterhånden - kan jeg så gå ud fra, at jeg ikke er repræsentativ? Her skal lige indskydes, at jeg er dødalmindelig. Jeg er gift, har to teenagebørn, en gammel bil, gæld og boligdrømme. Slæber mig afsted på motorvejen hver dag inden for almindelig funktionærtid sammen med alle de andre i bilkøen. Får for lidt sex, er alt for stresset, betaler for meget i skat, kommer for lidt ud, vejer mere end jeg bør, og ok, indrømmet tager selvfølgelig ikke fast på skiferie, men alligevel. Jeg kan dårligt komme i tanker om en mere almindelig dame end mig.Meningsmålingsdame helt færdig af grin: Jo, du er da repræsentativ. Meget endda. Du er bare ikke blevet trukket ud i den helt tilfældige demografiske undersøgelse.Susling: Nå, ja men tak da.(Man skal jo heller ikke plage folk mere end allerhøjst nødvendigt, så lægger jeg røret på.)Tilbage står der bare stadig det spørgsmål, jeg må blive ved med at stille mig selv: Hvem er det, der deltager i alle de meningsmålinger, vi bliver stopfordret med for tiden? Er det, det samme repræsentative udsnit, der bliver spurgt hele tiden, eller hvad? Hvis ikke, så gad jeg altså godt blive ringet op af nogen snart, så jeg også kan være med til at påvirke samfundsudviklingen. Etiketter: Valg