Susling om borydning

Der er vist ingen tvivl om, at vi står med en meget vigtig seddel mellem hænderne i morgen. Den seddel som man knuger i sine hænder, mens man tøffer langsomt afsted i den alenlange kø hen imod det bord, hvor der ligger den rigtige seddel. Måske snupper jeg mig et af de bolsjer, der altid står fremme, måske ikke - lige der har jeg mine tvivl.

Måske tager jeg mig af det blandede opbud af minkpelse og ponchoer, af Jacoformsko og designerstøvler, og igen måske gør jeg ikke. Måske lader jeg mig irritere af den affekterede stemme bag mig, måske gør jeg ikke. Måske møder jeg nogen jeg kender og lader mig et kort øjeblik rive med af nogle indre betragtninger, om hvor vedkommende mon vælger at sætte sit kryds, og igen måske gør jeg ikke.

Måske hører jeg den intense mumlen og pludren, der altid omgiver mig, mens jeg langsomt tøffer afsted i køen på vej hen mod de snuskede bokse med de alt for slidte gardiner. Og igen måske tager jeg mig ikke af det.

Lige nu har jeg faktisk slet ikke lyst til at deltage. Jeg ved, jeg skal, det er min pligt. Men lige nu i dette øjeblik har jeg ondt i maven. Ondt i maven fordi jeg i går var med til at rydde min onkels lejlighed. Ondt i maven fordi han er kommet på plejehjem og der ikke er tid til ham. Ondt i maven over min gamle moster, der ser så træt og nedslidt ud og ikke får den hjælp hun trænger til. Ondt i maven over at se, at dem der har behov, ikke får dækket deres behov. Ondt i maven over, at der er så mange, der glemmer den slags ting. Ondt i maven over, at det overhovedet skal være nødvendigt at have ondt i maven.

Men jeg ved jo godt, at jeg i morgen vil tøffe langsom afsted, knugende min seddel i hånden på vej mod den gamle nedslidte boks, det beskidte gardin og den lillebitte ikea-blyant. Og når jeg endelig er nået frem og den valgtilfordnede løfter gardinet og vifter mig ind, så går jeg ind og gør det jeg skal....Håber I andre gør det samme......