kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

27.10.07

Susling kæmper for sin demokratiske ret

Der er udskrevet valg og så vidt jeg kan forstå - og det er der flere politiske iagtere, der har sagt, så den påstand er underbygget - er valget udskrevet på basis af meningsmålinger. Fogh lå simpelthen godt i denne måneds meningsmåling og vipti, vupti, så er der valg. Og når der er valg, så skal vi selvfølgelig have flere meningsmålinger. Mange af dem, hele tiden og konstant og så danner de basis for dagens avisforside på det pågældende medie, der har fået meningsmålingen fra deres meningsmålingsbureau.

Nå, men når det nu er sådan, så er det, at jeg - Susling - har tænkt:" Aha, det er åbenbart via meningsmålinger, man kommer til orde i valgdebatten. Et hurtigt, ja, nej, ved ikke og så har man udført sin borgerpligt."

Nu er det så bare sådan, at jeg i hele mit liv aldrig nogen sinde er blevet ringet op af noget som helst meningsmålingsinstitut! I hvertfald ikke for at blive spurgt om, hvor jeg sætter mit kryds. Til gengæld bliver jeg ofte ringet op og spurgt om alt fra lige fra min holdning til dameblade til hvad der står på mit morgenbord. Det burde jeg jo sådan set være tilfreds med, for i dag er vi jo alle aktive forbrugere, der stemmer med vores indkøbskurv. Er jeg så ikke lige. Jeg vil med i en meningsmåling vil jeg. Så jeg - Susling - griber knoglen og ringer til et meningsmålingsinstitut:

Meningsmålingsdame: Ja goddag

Susling: Goddag, goddag. Jeg vil gerne vide, hvordan man kommer med i en meningsmåling?

Meningsmålingsdame: Øeh....
(og det svar fortænker jeg hende sådan set ikke)

Susling: Jo, jeg vil gerne med i en meningsmåling. Jeg mener, jeg bliver kimet ned og spurgt om alt muligt, men aldrig om hvor jeg sætter mit kryds, og når det nu er sådan, at der er alle de her meningsmålinger, som jo er med til at påvirke både nyhedsstrømmen og vælgerbevægelsen,
så vil jeg gerne med i en også.

Meningsmålingsdame: Æh, øjeblik

Kort efter vender hun tilbage og siger: Du skal tale med vores databasemand. Jeg stiller dig lige ind.

Lang tavshed, så kommer meningsmålingsdamen tilbage igen: Øjeblik

Langs tavshed igen, så siger meningsmålingsdamen:Nu har jeg fået det afklaret. Vi bruger ikke databaser. Vores målinger er baseret på et repræsentativt udsnit af den danske befolkning.

Susling: Repræsentativt? Hm....Siden jeg i de nu 25 år jeg har haft stemmeret, aldrig er blevet ringet op af noget meningsmålingsbureau - og dem har vi altså rigtig mange af efterhånden - kan jeg så gå ud fra, at jeg ikke er repræsentativ?

Her skal lige indskydes, at jeg er dødalmindelig. Jeg er gift, har to teenagebørn, en gammel bil, gæld og boligdrømme. Slæber mig afsted på motorvejen hver dag inden for almindelig funktionærtid sammen med alle de andre i bilkøen. Får for lidt sex, er alt for stresset, betaler for meget i skat, kommer for lidt ud, vejer mere end jeg bør, og ok, indrømmet tager selvfølgelig ikke fast på skiferie, men alligevel. Jeg kan dårligt komme i tanker om en mere almindelig dame end mig.

Meningsmålingsdame helt færdig af grin: Jo, du er da repræsentativ. Meget endda. Du er bare ikke blevet trukket ud i den helt tilfældige demografiske undersøgelse.

Susling: Nå, ja men tak da.(Man skal jo heller ikke plage folk mere end allerhøjst nødvendigt, så lægger jeg røret på.)

Tilbage står der bare stadig det spørgsmål, jeg må blive ved med at stille mig selv:

Hvem er det, der deltager i alle de meningsmålinger, vi bliver stopfordret med for tiden? Er det, det samme repræsentative udsnit, der bliver spurgt hele tiden, eller hvad? Hvis ikke, så gad jeg altså godt blive ringet op af nogen snart, så jeg også kan være med til at påvirke samfundsudviklingen.

Etiketter:

2 Comments:

At 27/10/07 22:07, Blogger Maria said...

Du må prøve at slå dig til tåls med slogans som "hellere mangfoldig end repræsentativ"...eller no'et... :-)

 
At 6/11/07 11:44, Anonymous Anonym said...

I en periode, hvor vi havde hemmeligt privatnummer for at prøve at holde fri engang imellem, blev jeg ringet op af Gallup - på det hemmelige. Det blev jeg noget fortørnet over og spurgte selvfølgelig, hvem pokker der havde oplyst det nummer.

Svaret var, at det var udtrukket via en "tilfældighedsgenerator". Jeg bad dem så slette mig igen, og det lykkedes vist fint.

Det er til gengæld mit indtryk, at hvis man ikke protesterer, bytter "den slags foretagender" rask væk numre på samme måde som der i mange år har været gode penge i "adressedatabaser". Jeg har en "filial" af min mors fastnettelefon til rådighed og bliver jævnligt ringet op af div. foretagender, der vil høre min mening om dette eller hint. Senest var det Gallup, som troede, de gerne ville vide noget om mit medieforbrug. Det viste det sig så, de ikke ville alligevel, fordi jeg ikke har fødselsdag indenfor de næste syv måneder...

 

Send en kommentar

<< Home