Susling som mor
Sådan et moderskab er jo en rar ting at have. Jeg har haft det i nu over 16 år. Og jeg klager bestemt ikke. Men jeg synes til tider, at det trækker tænder ud. Især fordi, at ud over alt den kærlighed, der skal drysses omsorgsfuldt og ligeligt ud over alle, så kræver moderskabet også, at:
- Jeg skal agere vaskekone - er i disse tider blevet en særlig udsøgt diciplin, fordi Lugtelakridsens yndlings-outfits skal holdes på et konstant og stabilt niveau
- Jeg skal agere levende kalender - især for de to mandlige medlemmer af husholdningen, der skal mindes om aftaler, sedler, opfølgning på ditten datten og dutten. Desuden skal der lige koordineres selvstændige teenageaftaler med voksenaftaler og diverse invitationer, og nu når Skumfidusen har leveret et stks. Svigersøn, så skal han jo også lige tænkes ind i hele det store tidsmenageri. Har jeg forøvrigt fortalt, at jeg til tider er meget distræt? Især i perioder, hvor jeg skal skrive meget. Nå, ikke! Jamen det er jeg...Hamrende distræt...Glemte lige egen vigtig aftale med akupunktør...den distræthedsplet står mig så lige i 250,- kr. for ingenting. Mener jo, at ud fra det, kan man jo ikke lige frem kalde mig den mest pålidelige kalender, vel!
- Jeg skal agere levende vejrstation - arh come on tænker I - men det er sgu sandt! Hver morgen står ungerne og spørger, hvordan vejret mon bliver og om de skal tage trøje eller jakke på? Så sidder jeg der iført morgenhår og filtsutter og skal som en anden Tobias i Tårnet give en fuldgyldig vejrmelding. Det gør jeg så dagligt efter bedste evne, godt støttet af TV2's vejrudsigt. Selv er jeg så stadig i den uafklarede fase med, hvad jeg egentlig selv skal iføre mig. Det er nemlig sådan, at jeg har et meget underligt tøjskab: Uanset, hvor meget jeg propper ind i det, så har jeg nemlig aldrig en eneste klud at tage på. ES VERDAD! Wolla min fætter. Jeg taler sandt. Har bare overhovedet ikke noget tøj. F.eks. så har jeg en kjole, som er ret fancy, men den kræver lige de rette støvler, og dem har jeg så ikke lige ved hånden. Omvendt så har jeg et par cool brune støvler, men jeg mangler i den grad den chokoladebrune kjole i empiresnit, der hænger i butikken, som jeg passerer hver morgen til arbejde. Jeg har også en meget flot lilla kjole fra Thulin, men til den mangler jeg lige de rigtige lilla strømper. Kan I se problematikken?
- Jeg skal agere kærlighedsgudinde - jep, fordi jeg som jeg skrev øverst, skal drysse lige dele kærlighed, empati og omsorg ud over alle. Lugtelakridsen har det f.eks. med, at føle sig lidt overset, og da han samtidig er en dreng kommer han ikke af sig selv og fortæller. Oveni er han vranten teenager med bumser og stemme i kraftig overgang. Den cocktail kræver en udsøgt grad af empatisk følen sig ind og fornemmelse for, hvornår der er hul igennem til en lille snak og et kærligt kram. Skumfidusen er på den anden side en rigtig snakker og samtidig er hun jo dybt forelsket i Svigersøn. Det kræver et stort og kærligt øre på de rette tidspunkter og med en korrekt dossering af "Hm'er" og "Nå'er" og "Gjorde-han-virkelig-det-hvor er han -sød'er". Og så er der jo My Guy! Han skal da også have sit, med de helt rigtige kram og kys og opmuntrende og coachende tilråb. Og mig selv - jamen jeg er jo bare distræt og har mest af alt brug for de helt særlige støvler, den chokoladebrune kjole i empiresnit og de lilla strømper.
Etiketter: Moderskab
1 Comments:
test til ære for Flinkonella
Send en kommentar
<< Home