Susling om kvinder og sko

Der er noget, der undrer mig. (Ok, der er faktisk ret meget, der undrer mig. Men lad det nu ligge.) Nå, altså det her, det undrer mig en hel del. Ser I, jeg er normalt et rimlig fornuftigt menneske. Jeg ved godt, når økonomien ikke rigtig kan bære udskejelser og jeg kan sagtens være nøjsom, når det skal være. Grænsende til det kedsommelige faktisk.

En gang i mellem er der bare noget, der slår klik i hovedet på mig. Som i går f.eks. hvor jeg rent "tilfældigt" kommer til at styre hen mod den lokale skoboutique. "Jeg skal bare lige se", smisker jeg for mig selv. "Bare lige vindueshoppe lidt. Det kan jeg da sagtens". Som om. For pludselig bliver jeg suget ind i butikken. Der står de. Lige der. Må.ha. Og så nej ikke alligevel, vel. Måske.alligevel.?? Nej, nej og atter nej.Basta. Meget modstræbende stiller jeg det skønne par tilbage på hylden og går hjem til mig selv. Med.hovedet.fuld.af.sandal.

Hjemme hos mig selv indleder jeg en intens dialog mellem mit bedre jeg og mit mindre bedre jeg. Jeg kan rent fysisk mærke, hvordan en del af min hjerne langsomt bliver fyldt op af SANDALERNE. Det er sådan en helt særlig distræt tilstand, hvor jeg næsten bliver katatonisk. Jeg kan genkende tilstanden hos min Skumfidus, når det sker. Har hun set SKOEN, så bliver hendes blik underligt blankt og stift. Må.ha.

Mit bedre jeg indleder en kampagne: "Sommeren er snart slut. Du har sandaler. Du har ikke råd. De er ikke nødvendige. Vejret slår om fra i morgen. Det bliver regnvejr. Du har sandaler nok." Men feltet sandal fylder mere og mere i min hjerne som en narkotisk tåge. Billeder af mig selv i SANDALERNE kombineret med alle mulige outfits danser rundt som inciterende lokkende sirener. Og så sætter mit mindre bedre jeg ind med en modkampagne:"Jeg kan jo bare gå med SANDALERNE, selv om det bliver koldere. Kombineret med det og det tøj, så går det sagtens.De er jo på bud og det er det sidste par. Og der er jo også næste sommer. De her går ikke af mode og sammen med det og det outfit vil de gøre mig til en lykkelig kvinde. Jeg ved det bare. Jeg bliver så lykkelig. SANDALERNE vil simpelthen ændre mit liv. Især hvis jeg kombinerer dem med det og det outfit. Og selv om det bliver køligere, så holder mine fødder jo ikke til at blive pakket ind, når de først er sprunget ud. Og jeg bliver LYKKELIG. Jeg ved det bare."

På det her tidspunkt er mit bedre jeg stået helt af. Tågen med SANDALERNE har taget over. Må.ha. Må.ha. Preeeeecioooouz. Rent faktisk sidder jeg allerede på min cykel. Jeg er halvvejs mod den lokale skoboutique. Herfra tager automatpiloten over. Jeg cykler afsted på ren gefühl. SANDALERNE fylder hele mit hovede. Jeg har taget det forbudte mastercard med. Jeg siger ikke noget til Anders om det. Han havde forøvrigt forlængst opgivet at tale mig fra et køb. "Når du bliver sådan, så er der ikke noget at gøre,"sukker han. Det er i mit hovede ensbetydende med carte blanche. SANDALERNE er snart mine. Mine. Og jeg ved, at jeg bliver LYKKELIG. Preeeeecioooouz!!!!"

I morges vågnede jeg så op med moralske tømmermænd. "Jeg burde virkelig ikke havde købt dem. Gad vide om man kan få pengene tilbage? Hvad skal du med endnu et par sandaler? Har du lige set vejrudsigten, hva', hva'???!!!" Men nu er de mine. Og jeg ved bare, at jeg bliver så lykkelig.Preeeeecioooouz!!!!



Billedet yder dem ikke fuld retfærdighed. De blinker meget mere. Bemærk i øvrigt, at jeg har sparet jer for at se mine små tykke tæer i full frontal nudity (og så trænger vi vist til en gulvafhøvling og lakering). Visse ting holder jeg trods alt helligt og tæer - andres og mine - er i min bog lidt tabu. Men skulle I støde ind i en kvinde med bare tæer i september måned med Preeeeecioooouz på fødderne, så er det såmænd bare mig.

Susling på den feminine måde

Jeg arbejder hjemme i dag (jo, jo det gør jeg altså rent faktisk - arbejder - sådan nogenlunde i hvertfald, når jeg ikke lige vasker tøj eller tager mig en slapper. Og det skal I bare slet ikke blive forargede over, for med mit arbejde er der ikke nogle stakler, der bliver vanrøgtet eller helt glemt. Jeg går skam meget op i stakkels mennesker og fattigdom by proxy for tiden og det jeg sidder med bliver godt og en klar forbedring).

Anyways, så er jeg lidt stresset lige nu. (Ikke på grund af arbejdet, så klart). Næhæ, det er, fordi jeg har taget en bluse på, som min datter Skummisen har givet mig i fødselsdagsgave. Hun syntes, jeg skulle peppes lidt op. Og jeg skal lige love for den er peppet den bluse. Den er blomstret - ret blomstret - som en surreel udgave af Noldes have malet i akvarel af en kunstner på svampetrip. Den er i sådan noget tyndt, tyndt stof og der er en snor, der bliver bundet lige under mine bryster, og en udskæring, så jeg slet ikke er i tvivl om, at jeg har bryster og en seriøs kavalergang på den helt rigtige italienske måde.

Det er jo alt sammen til at leve med. Men det, der stresser mig er ærmerne! Sådan nogle flagretingagtige nogle, jeg kan forstå skulle være modernet. I flere lag fra fra skuldrene og ned til midten af min overarm foregår det. Hver gang jeg bevæger mig, så flyver de om ørerne på mig som forvirrede sommerfugle. Som små hysteriske alfer med glitrende vinger.

Jeg har det lidt på samme måde med de ærmer, som jeg har det, når jeg en gang i mellem tager højhælede sandaler på eller går med solbriller. Eller hvis jeg er kommet til at tage et par strømpebukser på, der insisterer på, at kravle ned under maven og lave en berberbukseeffekt mellem mine ben. De kræver simpelthen for meget opmærksomhed. Omvendt kan man jo sige, at den bluse udfordrer min kvindelighed. Skubber til min egen forståelse af femininitet (kan vist ikke en gang stave til det ord). For er jeg den blomstrede type? Det må jeg vist lige arbejde lidt med.

PS. Anders siger, at blusen klæder mig. Og jeg har taget cowboydere på, for at modarbejde lidt. Helt store dilemma lige nu: Skal det være de sølvfarvede gladiatorsandaler med bling bling eller de skrigorange nappa platausandaler fra Sverige til en 50'er? Har ikke så mange andre alternativer udover de sorte højhælede eller de sølvfarvede birkenstocker. Kors! Choices, choises!

Susling på den tanketomme måde

Jeg arbejder hjemme i dag igen og det er nok meget godt, for mit hovede bobler og jeg nyser bare jeg tænker på et græsstrå. (Det er altså anstrengende, så'n at være pollenallergiker). Bortset fra det, så tænker jeg ikke så meget i disse dage. Jeg er her bare, mens jeg flytter min krop fra sted til sted og jeg er nok mere ude i noget konstatering. "Nå, der er vist en der mener sådan." "Nå, de har stadig ikke fået stoppet olien i Golfen." "Nå, Barak og ham Medejev (sådan ca.) spiser en burger sammen" osv. osv. osv.

Tænker på, om det er noget aldersbetinget, at hjernen sådan melder pas på de dybe betragtninger. Eller måske bare noget generel nivillering.

Inden jeg ser mig om, er jeg måske gået igang med at blogge om mine halvvisne pæoner eller vise billeder af mine bare sure tæer i mine nye sølvgladiatorsandaler, som jeg blev nødt til at købe i en pause, fordi mine gamle sandaler stod af og jeg flaprede rundt på gangene med 1 ½ sandal på fødderne. "Aaaaiiii, hvor ærgerligt," tænkte jeg. "Nu bliver jeg nødt til at købe nogle nye sandaler."

Der er også similisten på de nye sandaler. Ren bling, bling og ret motiverende for lige at hive fodgrejet frem, så fødderne ku' få sig et sommer-look. Bling, bling og hård hud matcher ret dårligt. Bortset fra det, synes jeg sådan nogle gladiatorstabejser er rimelig komplicerede at få spændt. Der er spænder overalt, men så er det da godt, at jeg er over småbørnsstadiet og stadig i en alder, hvor jeg kan nå mine fødder. Man skal jo være taknemmelig for den slags. Altså, at man stadig kan både se og nå sine fødder. Kunne jo være, at man var nået dertil, hvor den slags var en saga blot. Er jo trods alt 46 og i den alder bliver der ikke givet ved dørene, skulle jeg hilse og sige. Hverken på den ene måde eller den anden. Det er bare om at få det bedste ud af den tid man har, inden man ender på gerontologkrematoriet.