Susling modeblogger
Og så pudsede Sønnike også lige alle vinduer på matriklen. Det gav ham næsten en Heureka-oplevelse, at se, hvor rene de kan blive (motiverede ham til også at tage spejlene og vores glasspisebord "Har det nogensinde været gjort rent på denne måde," spurgte han (Tsk.Tsk)). Ved ikke lige om det tilsammen med nystøvsugede og -vaskede gulve plus et opryttet værelse, er 300,- værd, men hei, man skal ikke gøre opdragelse op i penge. Og det er nu så yndigt med regn på nypudsede vinduer.
November-regn, gråt men smukt på sin egen enkle måde. Det har så lige fået mig til at investere i nyt uld: 3 par strømpebukser og tre basic trøjer. Nu hvor de er lagt på plads kan jeg se i min husmorpraltøjreol, at jeg gør det meget i sort og gråt (ville ikke behøve at orientere Anders om mit snold. Ingen kan se forskel på, om jeg har den ene sorte trøje på eller den anden).
Ikke at jeg solder vildt. Opdagede i går, at jeg havde en bh fra 2004 på, trusser fra Netto til en 20'er - ½ år gamle, læderbukser fra 2001, sorte lange læderstøvler, der går ind i deres fjerde sæson (købt 2006), et damet chaneltørklæde Skummis har købt på et loppemarked, en af de nye trøjer fra H&M til 129,- og som kronen på værket et par læsebriller fra Tiger til 30,-. Hvabehar! Er der nogen, der kan stikke den? Kom ikke her og sig, at jeg er en dyr dame. Og det er ikke en gang, fordi jeg er frelst eller noget. Jeg tænker bare ikke så meget over forbrug og køber kun, når jeg mangler. Eller også er det noget med alderen? Når man er 40 + på den seriøse måde, så flyder årene jo sammen. Synes nu heller ikke, at moden rykker så meget p.t. Jeg får konstant deja vue og kan gå ud i mit skab og finde noget, der godt kunne være gangbart på den stille jeg er lidt med på moden 40+ agtige måde.
Hvad har I på i dag?



