Susling i nu'et

Det ville være synd at sige, at ordene i disse dage flyder fra mig som skidt fra en spædekalv (fed metafor, ikk').

Dagene er bare futtet derudaf i sit eget tempo med spændingsfyldt indhold som arbejde, fitness og oprydning. Oprydning skal der til, hvis man som mig bor i en skotøjsæske. Personligt følger jeg kassekurveprincippet. Alt har sin plads og bor i sin respektive kasse, kurv, skål, krukke mv. Man skulle så tro, at når tingene i min lille skotøjsæske ved, hvor de bor, så kan de også selv finde hjem. Det kan de så ikke. Ret ofte er de flyttet ind hos min smukke datter og den er efterhånden stensikker, at er noget blevet væk, så ligger det inde hos hende. Mit tøj f.eks. Men lad det nu ligge, for hun siger dagligt, at hun elsker mig og så smelter jeg, og alle mine onde hævntanker og fantasier om restriktioner forsvinder som dug for solen.

Min søn siger også, at han elsker mig og bliver så glad, hvis jeg sådan lynbørge har vasket hans yndlingstøj. Og det gjorde jeg da gladeligt i søndags, for i dag har han første skoledag. (Jeg har købt blyanter til ham). Jeg blev sågu da helt rørt, da jeg vinkede farvel til ham og hans to venner. Rigtige små mænd, der starter næste fase af deres liv. (Snøft! Og om et år bliver min datter student og inden jeg ser mig om, så er det eneste jeg vasker, min mands sure sokker og mine egne underhyllere!)

Kæft! Tiden går hurtigt! Og jeg synes lige det var i går, jeg badede de to små numsetrolle. Jeg har dog tilpas meget selverkendelse til ikke længere at snakke graviditeter og fødsler med nye vordende forældre. Når det er 19 og 16 år siden man selv var på den galej, så synes jeg faktisk ikke, at der er så meget at byde ind med. Selv om processen i princippet er den samme, så er der formodentlig sket så meget nyt bla. på drugsfronten. Og i virkeligheden er jeg jo selv i gang med en helt anden børnefase, der, hvis jeg selv skal sige det, er lige så spændende.

Nå, men det jeg ville sige var, at jeg i øjeblikket prøver at være tilstede i nuet. Det er en svær diciplin, fordi man hurtigt kan komme til at skemalægge og tænke fremad (og så bliver jeg stresset) og det er lige før man allerede skal tænke på julegaver og næste år. Det gider jeg ikke. For så har man teknisk set levet sit liv mentalt, før man har levet det. Ligesom hende i min første mødregruppe, der i ramme alvor spurgte os andre, om vi også sparede op til vores ungers konfirmation. Jeg lader den lige stå lidt på lystavlen! (Ungerne var på det tidspunkt 3 mdr. gamle og 13-14 år var i den sammenhæng en umulig abstraktion).

Ja, altså, det er så det jeg gør, prøver at være i nuet. Det kan anbefales.